Når kontanthjælpsmodtagere ikke lever op til kravene om rådighed, kan kommunen med hjemmel i lov om aktiv socialpolitik anvende økonomiske sanktioner og tilbageholde hele eller dele af borgerens kontanthjælp. Tidligere undersøgelser har peget på, at disse økonomiske sanktioner har en positiv effekt: Sanktionerne fører til, at borgerne bliver selvforsørgende – i hvert fald de borgere, som befinder sig tættest på arbejdsmarkedet.

Men en ny rapport fra AKF viser, at selvforsørgelse ikke er det samme som lønindtægt og job. En stor del af de kontanthjælpsmodtagere, der sanktioneres, står blot midlertidigt uden for det offentlige forsørgelsessystem og klarer sig på andre måder for så senere igen at returnere til kontanthjælp.

Hvad selvforsørgelsen dækker over, når der ikke er tale om, at de får et job, er svært at dokumentere. Det er muligt, at de sanktionerede kontanthjælpsmodtagere låner penge hos familie eller den øvrige omgangskreds, eller måske finder de andre måder at få økonomien til at hænge sammen på. På længere sigt vender mange kontanthjælpsmodtagere tilbage til kontanthjælp.

Selvforsørget eller lønmodtager?

De seneste 20 år er der sket en gradvis skærpelse af de regler, der omfatter sanktioner. Desuden er gruppen af borgere, der er omfattet af disse regler, blevet gradvist større. I de tilfælde, hvor der er tale om borgere med problemer ud over arbejdsløsheden, baseres beslutningen om, hvorvidt en borger skal sanktioneres, på et skøn hos sagsbehandleren i den enkelte kommune.

I undersøgelsen af de økonomiske sanktioner over for kontanthjælpsmodtagere ser vi nærmere på, hvad det egentlig betyder, at disse kontanthjælpsmodtagere ”sanktioneres til selvforsørgelse”. På overfladen er det en positiv historie. Som reaktion på at blive stillet over for krav fra kommunen om at stå til rådighed, søger kontanthjælpsmodtagerne væk fra offentlig forsørgelse og begynder i stedet at forsørge sig selv. Men når vi ser nærmere på tallene, dukker der en anden og ganske interessant historie op.

Hvis vi fokuserer på de unge kontanthjælpsmodtagere, som udgør hovedparten af de sanktionerede, så har de en højere selvforsørgelsesgrad umiddelbart efter en sanktion end de kontanthjælpsmodtagere, der ikke sanktioneres. Sanktion ser således ud til at virke positivt i forhold til at få disse unge til at klare sig selv. Men hvis vi ser på, i hvor høj grad dette ”klaren sig selv” handler om, at de unge får sig et lønnet job, viser analysen et mere skuffende billede: Den højere selvforsørgelsesgrad dækker i virkeligheden over en forsørgelse uden A-indkomst. Der er med andre ord tale om en ulønnet selvforsørgelse. Personen finder altså alternative måder at klare sig på økonomisk end ved at få et lønnet arbejde.

Mange uden A-indkomst

Figuren på side 32 viser, at de sanktionerede borgere i højere grad bliver selvforsørgede umiddelbart efter, at de er blevet sanktioneret. De forlader kontanthjælpssystemet og klarer sig selv. Men det viser sig, at mange af de selvforsørgede klarer sig uden A-indkomst, dvs. uden et lønnet job. I de første otte måneder er der gennemsnitligt 33% flere uden job blandt de sanktionerede end blandt de ikke-sanktionerede. Så godt nok bliver en stor del af de sanktionerede selvforsørgede – de forsørger sig bare sjældent via et lønnet job.

Tilbage til kontanthjælp

Efter cirka otte måneder bliver de sanktionerede overhalet af kontrolgruppen: Blandt de sanktionerede er andelen, der modtager kontanthjælp, stigende og samtidig højere end hos kontrolgruppen. Samtidig kan vi se, at forskellen mellem de sanktionerede og kontrolgruppen øges, så stadig færre sanktionerede er selvforsørgede med A-indkomst. Det mønster kan altså være et udtryk for, at sanktionerne får kontanthjælpsmodtageren til midlertidigt at forlade kontanthjælp for at undgå presset, men selvforsørgelsen bider sig ikke fast. De sanktionerede glider i højere grad ud af selvforsørgelse med A-indkomst og vender tilbage til kontanthjælp. Når der er gået et år, kan vi se, at andelen af sanktionerede borgere i lønnet beskæftigelse er mindre end andelen blandt kontrolgruppen.

Resultaterne tyder med andre ord på, at sanktionerne i nogle tilfælde kan få kontanthjælpsmodtagere til at forlade kontanthjælpssystemet, måske på grund af manglende evne til at leve op til kommunens krav om rådighed. Denne selvforsørgelse er dog ikke varig for de sanktionerede kontanthjælpsmodtagere, som efter en tid vender tilbage til kontanthjælpen.

_____________________________________________________________________________

Lars, 22 år – et eksempel fra virkeligheden

En af de interviewede i undersøgelsen er Lars. Han er en ung mand på 22 år og på kontanthjælp, og han har flere gange fået frataget kontanthjælpen, fordi han ikke har levet op til kommunens krav om at stå til rådighed for aktivering. Hver gang er han efter nogle måneder vendt tilbage til kontanthjælp.

I de perioder, hvor Lars har været uden kontanthjælp, har han lånt penge af venner og familie for at få hverdagen til at hænge sammen. Når han ikke har kunnet betale de lånte penge tilbage, har det givet ham sociale problemer. Han har skammet sig og isoleret sig socialt. Han har desuden mistet sin lejlighed, fordi han ikke længere kunne betale huslejen, og er i stedet flyttet hjem til sine forældre.

Lars vurderer, at han for øjeblikket skylder omkring 14.000-15.000 kr. væk. Det skal ses i forhold til, at kontanthjælpen for unge under 25 år er på maksimalt 6.472 kr. månedligt.

Lars har nogle gange oplevet kravene fra kommunen som overvældende, og han har langtfra altid formået at leve op til den rådighed, som er krævet, for at kommunen udbetaler hans kontanthjælp. Ofte har Lars ikke kunnet forstå de krav om deltagelse eller fremmøde, som kommunen har stillet. Når han har forsøgt at klage over en sanktion, har det ifølge ham selv været uden resultat.

Mobil:	28 76 46 15
Afdeling:	VIVE Effektmåling
Mail:	kakr@vive.dk
Sted:	Aarhus

Karl Fritjof Krassel

VIVE undersøger uddannelsessektoren i Grønland

Virker reformen af erhvervsuddannelserne?