Arbejdsområder
Mette Slottved har via en række analyser et indgående kendskab til erhvervsuddannelsernes opbygning, styring og udfordringer både i Danmark og andre europæiske lande. Hun har desuden beskæftiget sig med folkeskoleområdet, herunder skolernes uddannelsesvejledning og undervisning af tosprogede elever.
Inden for det sociale område og integrationsområdet har Mette Slottved erfaring fra en række flerårige følgeevalueringer af indsatser rettet mod udsatte børn og unge. Herigennem har hun et indblik i de sammensatte problemstillinger, som ofte kendetegner gruppen samt nødvendigheden af en tværfaglig indsats.
Derudover interesserer hun sig for det frivillige foreningsliv og inddragelsen af frivillige foreninger i integrationsindsatsen.
Metoder
Mette Slottved anvender både kvalitative og kvantitative metoder og kombinerer ofte de to tilgange i analyse- og evalueringsdesign. Hun er særligt kompetent inden for kvalitative metoder, såsom deltagerobservation samt enkelt-, gruppe- og fokusgruppeinterview. Desuden har hun erfaring i mødet med meget forskellige typer af informanter lige fra eksperter til sårbare unge.
Endvidere er Mette Slottved velbevandret i evalueringsteori og trænet i at gennemføre programevalueringer med fokus på virkninger og effekter samt de kontekstfaktorer, som påvirker indsatsens implementering.
Baggrund
Mette Slottved er uddannet sociolog fra Københavns Universitet i 2008. Hun var i fem år ansat som konsulent i Oxford Research A/S, hvor hun har bidraget til en lang række analyser og evalueringer for blandt andet ministerier, styrelser, kommuner, regioner, fagforeninger, fonde og interesseorganisationer.
Derudover har hun arbejdet som studentermedhjælper på Instituttet for Fremtidsforskning og Danmarks Evalueringsinstitut.