Mine primære arbejdsopgaver
Jeg undersøger styring og ledelse inden for den offentlige forvaltning. Jeg fokuserer især på offentlig ledelse; faktorer for (og konsekvenser af) motivation, holdninger og adfærd blandt offentligt ansatte og borgere; implementering af offentlig politik og beslutninger samt udvikling af forskningsdesigns og metode. Jeg udarbejder forskning og analyser inden for diverse velfærdområder, herunder uddannelsesområdet, beskæftigelsesområdet og det brede såvel som det specialiserede socialområde.
Metoder
Jeg arbejder primært kvantitativt og har mangeårig erfaring med opsætning, indsamling og analyse af både survey- og registerdata. Min forskning involverer overvejende eksperimentelle og kvasi-eksperimentelle forskningstilgange med fokus på effektidentifikation, herunder survey-eksperimenter. Jeg har også udført laboratorieeksperimenter blandt offentligt ansatte og felteksperimenter i forbindelse med survey-forskning. Endelig arbejder jeg med systematisk litteratursøgning og har erfaring med mixed methods-tilgange, der involverer feltobservation og kvalitative interviews.
Baggrund
Jeg blev Ph.d. i statskundskab fra Aarhus Universitet i 2015. Herefter blev jeg ansat ved SFI, nu VIVE. Siden 2015 har jeg desuden været postdoc ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, og research fellow ved School of Public Affairs, Arizona State University.