Alle kender nogen, der har været i meningsløs aktivering. Aktiveringscirkus er det blevet kaldt. Satirikere kaster sig over det, og politikere markerer sig ved at lægge afstand til det. Omvendt er der heller ingen, der vil afskaffe det. Ingen mener, at man skal lade de ledige passe sig selv. Vi står med to paradokser. Det første paradoks er, at de fleste bakker op om aktivering som princip, men tager afstand fra det i praksis.

Principielt set har samfundet pligt til at hjælpe ledige ind på arbejdsmarkedet (et socialt perspektiv), og enhver ledig er forpligtet til at gøre alt, hvad han/hun kan for at finde sig et arbejde (et moralsk og økonomisk perspektiv). Dette princip nyder bred opbakning politisk og i befolkningen. Til gengæld er der stor uenighed om, hvordan man gør det i praksis.

Heraf udspringer det andet paradoks; nemlig, at vi kræver mere viden om, hvad der virker, samtidig med at vi ikke tror på standardiserede indsatser. Vi ved godt, at indsatsen skal være individuelt tilpasset (hvilket også er et lovkrav), men vi efterspørger evidens – dvs. sikker, velafprøvet og veldokumenteret viden om, hvad der virker for alle. Vi ønsker standardsvar til en kompleks praksis. Dette paradoks genfindes overalt i velfærdsstatens sociale kerneydelser.

Paradokser er belejlige, hvis man vil kritisere eller forsvare noget. Man kan pege på paradokset og mene, at det er for galt, at vi bruger penge på noget, som vi ikke har sikker viden om, eller man kan bruge paradokset defensivt og hævde, at fordi et område er paradoksalt og komplekst, så kan man ikke kritisere det. Der er dog en tredje vej; nemlig at tage paradokset på sig og alligevel formulere et bud på, hvad der virker, og hvad der ikke virker – uanset kompleksiteten.

Vi står over for en kæmpe reform af lovgivningen omkring førtidspension, kontanthjælp og refusionsregler. Samtidig er der sparekrav overalt i den offentlige sektor. Vi, der arbejder i feltet, er nødt til at holde op med at klynke over besparelserne. De er et vilkår overalt.

Vi står yderligere med det problem, at vi ikke kan dokumentere effekterne af de enorme summer, der bruges på aktivering. Ikke underligt, at man som politiker fristes til at spare der, hvor man ikke kan se synlige effekter.

I stedet for defensivt at argumentere for, hvorfor det vil være katastrofalt at spare på lige præcis vores område (det argument står vi ikke alene med), har vi brug for modige praktikere, der tør tage paradokserne på sig og levere konstruktive bud på, hvordan de resterende ressourcer skal prioriteres og bruges bedst muligt. Vores seks bud på en sådan prioritering kommer her.

Det første bud er – sat på spidsen – ret enkelt: Brug pengene på dem, der mest har brug for en indsats. Lad a-kasser, uddannelsesinstitutioner, fagforeninger og lignende tage ansvaret for at hjælpe deres egne medlemmer og studerende i arbejde (de såkaldt stærke arbejdsmarkedsparate).

Tilbyd dem en målrettet og kompetent vejledning med eksperter, et effektivt netværk og en relevant kompetenceudvikling, men lad dem ellers klare sig selv sammen med dem, som bør kunne hjælpe dem bedst. Drop cv-kurser for selvhjulpne mennesker, og brug i stedet pengene på dem, som netop ikke kan klare sig selv – dvs. mennesker, der ud over ledighed slås med komplicerede psykiske, fysiske og sociale problemer samt manglende eller forældede uddannelser.

Her er der brug for indsatser som f.eks. hjælp til overblik i hverdagen, motivation til misbrugsbehandling, håndtering af social angst, etablering af håndholdte praktikforløb og meget, meget mere. Lad os i samme ombæring smide det belastede ord aktivering ud og erstatte det med f.eks. ’social beskæftigelsesindsats’.

Det andet bud angår viden. Vi ved faktisk noget om, hvad der virker. Det er ellers almindeligt at høre forskere sige, at vi ikke ved, hvad der virker for denne målgruppe. Det er lige så almindeligt at høre praktikere sige, at netop deres indsats virker. Ledere og politikere, der vil vise handlekraft, elsker ordet evidens. Det er et moderne ord, der emmer af soliditet, forskning og sikker viden. Det er noget, man kan kræve – og ingen kan være imod det.

Det er godt at arbejde på at få mere viden, men det er et problem, at kun viden, der lever op til evidenskravet, får gyldighed. Evidenskravet i streng forstand indebærer, at man kun betragter viden som sikker, hvis den kommer fra lodtrækningsforsøg eller til nød fra store, statistiske analyser. Mens vi venter på, at forskerne får gennemført lodtrækningsforsøg i alle tænkelige varianter, så vil vi påstå, at vi med den nuværende viden nogenlunde sikkert kan definere tre faktorer, som skal være til stede i indsatserne for udsatte ledige:

For det første skal arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutionerne være en del af indsatsen så hurtigt og så meget som muligt. I overskrifter kan man sige, at man skal lukke holdbaserede aktiveringskurser og i stedet skræddersy individuelle træningsforløb på rigtige arbejdspladser.

Internationalt taler man om IPS (individual placement and support), som groft sagt betyder, at man optræner faglige, sociale og personlige kompetencer, mens man er på en arbejdsplads, frem for at skulle lære det på et kursus først. Dét er der faktisk evidens for virker – også for ledige med psykiske diagnoser.

For det andet skal man gøre det obligatorisk og nemt at koordinere indsatserne inden for sundhed, det sociale og beskæftigelse. Det kan ikke nytte noget, at der er et halvt års ventetid på psykiatrisk behandling, at man ikke kan få en bolig, eller at man ikke kan få hjælp til sit misbrug, fordi man venter på psykiatrisk behandling (og omvendt).

Den ledige skal have mulighed for at deltage i et praktikforløb parallelt med psykiatrisk behandling og hjælp til boligsøgning. Det er der allerede lagt op til i reformen af førtidspension, og det bør blive udbredt til alle udsatte ledige. Og for det tredje skal enhver indsats være individuel.

Det vil sige slut med standardiserede pakker, hvor alle kontanthjælpsmodtagere stuves sammen på et hold med et fast skema. Vi er nødt til at gøre indsatsen individuel og gøre den til en løbende forhandling mellem borgeren og den respektive beskæftigelsesmedarbejder.

Det tredje bud angår fagligheden. Der er behov for udvikling af en egentlig beskæftigelsesfaglighed. I dag sættes faglighed i beskæftigelsesbranchen lig med indsigt i lovgivning.

Det ses af de kurser og efteruddannelsesmuligheder, der tilbydes medarbejderne, og det høres, hvis man deltager i de såkaldte sagsmøder, dvs. møder mellem fagfolk i f.eks. jobcentrene eller i aktiveringstilbud, hvor forløb gennemgås. Fokus er på rammer, lovgivning og økonomi. Derimod er der forsvindende lidt fokus på samtalen, motivationsarbejde og relationsarbejde – kort sagt på, hvordan man bedst muligt hjælper et andet menneske igennem en forandringsproces, og hvordan man bedst muligt forbinder borgerens opfattelse af, hvad han vil med sit liv, med samfundets ambition på borgerens vegne.

Tænk på, hvor meget tid psykologer, lærere eller pædagoger bruger på at uddanne sig i – og løbende reflektere over – de mellemmenneskelige processer, der er kernen i deres faglighed, og sammenlign så det med, hvor lidt tid en beskæftigelsesmedarbejder bruger på dette.

Fagligheden skal både styrkes udefra gennem kvalificerede efteruddannelsestilbud og indefra gennem en organisatorisk forankret kultur for sparring, refleksion og supervision, der har relationsarbejdet og ikke refusionsreglerne og proceskrav som omdrejningspunkt.

Ud over relationsarbejde vil vi definere en væsentlig del af beskæftigelsesfagligheden som evnen til at lave det rette match. Hermed mener vi evnen til at finde lige præcis den virksomhed eller den uddannelsesinstitution, som matcher den enkelte borgers behov og muligheder, med alt hvad det indebærer af muligheder for støtte og hjælp undervejs.

Som det er i dag, er det de færreste jobcentermedarbejdere, der har tid og mulighed for at have nogen som helst indsigt i de arbejdspladser eller uddannelser, som de skal hjælpe borgeren ud på. Viden om og kontakter til arbejdsmarkedet bør være en central del af en beskæftigelsesmedarbejders faglighed og selvforståelse.

Det fjerde bud handler om effekter. Vi har behov for at udvikle et sprog for, hvad vi mener med effekter, når vi taler om indsatser for udsatte ledige. Lige så relevant det er at måle på, hvor mange der kommer i job eller uddannelse, ligeså absurd er det kun at måle på dette.

Hvis vi mener, at en indsats for de mest udsatte ledige også skal indeholde hjælp i forhold til sociale forhold, misbrug og sygdom, så er vi nødt til at udvikle relevante indikatorer og såkaldte progressionsmål for disse indsatser. Hermed opnår vi flere ting.

For det første får vi udviklet et fagligt (og politisk) sprog for, hvad vi ønsker med indsatserne. Er målet f.eks. forbedrede sociale kompetencer, optimisme, større kendskab til arbejdsmarkedet, større tiltro til egne evner, igangsættelse af misbrugsbehandling eller forbedret evne til at tage vare på sig selv og sin familie? Hvad er det, vi ønsker fra indsatsen? Spørgsmålet kan stilles centralt, men skal besvares lokalt – i hver enkelt kommune, for hvert enkelt tilbud og ofte for hver enkelt borger. Som det er lige nu, har vi ikke et sprog for disse deleffekter.

For det andet bliver det muligt at tale om god og dårlig kvalitet på et oplyst grundlag. Man kan på denne måde sammenligne tilbud og indsatser og fagligt forholde sig til, hvad der fungerer og ikke fungerer – på den måde kan man sørge for at få mest muligt for pengene.

Det kan lyde som en kliche, men er et samfundsmæssigt legitimt krav at stille. Som det er i dag, har hverken Arbejdsmarkedsstyrelsen eller jobcentrene et bud på, hvad relevante deleffekter kan bestå af, men der er en bevægelse i gang over det meste af landet i forhold til at udvikle den type af indikatorer (se f.eks. www.jobindikator.dk).

Det femte bud angår den statslige styring. Staten kan styre et sektorområde på mange måder. Man kan f.eks. styre på formål (hvad vil vi med området), på resultater (hvad kræver vi opnået), på processer (hvordan skal man gøre det), på økonomi (pisk-gulerod) eller organisatorisk (f.eks. at kræve jobcenter og socialcenter fysisk adskilt).

Beskæftigelsesindsatsen er de sidste mange år blevet styret på alle disse parametre. Sektoren har været underlagt, hvad man kunne kalde styringsmæssig helgardering. Intet andet område har været underlagt så intens overvågning og styring som beskæftigelsesområdet, hvilket man da også ser af frikommuneforsøgene. En meget stor del af ansøgningerne fra frikommunerne handler om at slippe for unødig registrering og formålsløse indsatser.

Staten skal opsætte mål med og minimumskrav til indsatserne. Man kunne også – som flere eksperter har foreslået – reducere kommunernes tilskud til forsørgelse alt efter, hvor længe en borger har været på offentlig forsørgelse. Dette ville give kommunerne de berømte incitamenter til at prioritere indsatserne – også for de svageste ledige. Hvis staten afgiver kontrol med processer, skal kommunerne til gengæld love, at de vil prioritere de svageste målgrupper højt.

Det sjette bud angår samarbejdsformer. De seneste ti år har været præget af konkurrenceudsættelse, rammeudbud, udliciteringer m.m. Dette bygger på en markedslogik om, at prisen vil gå ned, og kvaliteten vil gå op. Det første er helt sikkert sket. Priserne for aktivering har aldrig været lavere end nu.

Derfor kan man i dag se, at leverandører – offentlige som private – lover meget mere, end de kan holde til de priser, der udbydes i dag. Selv om der er meget godt at sige om øget konkurrence og udfordringer af gamle offentlige tilbud, så har selve konkurrenceudsættelsen af en velfærdsydelse som aktivering mindst to indbyggede problemer. For det første betyder konkurrence, at viden bliver en ressource. De dygtige aktører gemmer derfor deres viden.

Det er værd at overveje, om det er rimeligt, at vigtig viden om en velfærdsydelse skal holdes hemmelig. For det andet betyder det, at man anskuer forholdet mellem kunden (jobcentret) og leverandøren som et ’bestiller-udfører’-forhold. Kunden bestiller en fast ydelse defineret i et udbud – og en række leverandører byder ind på dette i på forhånd programmerede skemaer.

Herefter indgås en juridisk bindende kontrakt, der fastsætter indholdet af ydelsen de næste to-tre år. Hermed gøres forholdet til et spørgsmål om overholdelse af en kontrakt frem for udviklingen af et samarbejde. De to problemer hænger sammen.

I stedet for at samarbejde om at skabe og sammen udvikle de bedst mulige indsatser for flest mulige ledige flest steder i landet fremelsker vi en branche, hvor man holder på sin viden og skændes om, hvorvidt leverandørerne leverer for dårlige indsatser, eller jobcentrene giver for dårlige rammebetingelser. Yderligere er det en kendt sag, at man hyrer dygtige ’tilbudsskrivere’, så man som virksomhed bliver ekspert i at vinde udbud, hvis indhold man umuligt kan leve op til.

Vi vil foreslå, at man i fremtiden gør det til et krav, at vidensdeling, samarbejde og udvikling indgår som et konkurrenceparameter i bedømmelsen af egnede leverandører. Man kan endda gå skridtet videre og kræve, at alt samarbejde skal foregå i et offentligt-privat partnerskab, eller at man favoriserer virksomheder, der geninvesterer deres overskud i forskning og vidensdeling til gavn for sektorområdet, når der skal vælges leverandører.

Når nedskæringer er et vilkår, nytter det ikke at kræve flere penge – målet må være at bruge pengene smartere. Det kræver, at staten afgiver noget af sin kontrol, at kommunerne bruger pengene på dem, der har mest brug for indsatserne, og at de aktører, der arbejder med feltet, samarbejder om at udvikle og styrke en egentlig beskæftigelsesfaglighed – ikke for hver især at stå stærkere på markedet, men for at udsatte borgere får den bedst mulige hjælp overalt i landet.

Hvorfor er aktørerne i beskæftigelsesindsatsen så tavse i den offentlige debat? Det gælder både dem, der arbejder med arbejdsmarkedsparate og med udsatte ledige, det gælder såvel private som offentlige, selvejende og socialøkonomiske aktører, og det gælder de sociale højskoler, der uddanner fremtidens beskæftigelsesmedarbejdere.

Har vi kun holdninger til de juridiske og økonomiske aspekter af indsatsen, eller er vi blevet så defensive, at vi bare ryster på hovedet og helt har opgivet at erobre en faglighed inden for området? Bland jer – om ikke andet så for borgernes skyld.

Mobil:	33 48 08 03
Afdeling:	VIVE Sundhed
Mail:	mbok@vive.dk
Sted:	Aarhus

Morten Bonde Klausen

VIVE evaluerer regionsdrevet lægeklinik i Lemvig

Klyngesamarbejde om kvalitet i almen praksis

Evaluering af Nye Veje i Region Nord