En ældre borger bosat på en af landets småøer bliver sjældnere indlagt og kommer til færre ambulante behandlinger på hospitalet, end hvis borgeren boede i hjertet af storbyen. Det viser en ny rapport fra VIVE, der har undersøgt ældres brug af sundheds- og hjemmeplejeydelser.
Rapportens data er opgjort på sogneniveau og viser et tydeligt mønster på tværs af alle aldersgrupper af ældre borgere: Forbruget af sundhedsydelser er lavere, jo længere væk de ældre bor fra en by eller storby. Og kommer man helt ud på småøerne, er omkostningerne til indlæggelser og ambulante behandlinger markant lavere end for sogne tæt på eller i byområder.
Mest markant er forskellen for de 85-89-årige. Her brugte det offentlige i 2018 gennemsnitligt mere end 30.000 kroner på indlæggelser og ambulante behandlinger til dem, der bor i eller tæt på storbyen, mens de 85-89-årige på småøerne brugte sundhedsydelser for godt 10.000 kroner.
”Vi ved fra andre undersøgelser, at ældre i landområder ikke ser ud til at være sundere end deres jævnaldrende i byområder, og at de derfor ikke burde have brug for færre sundhedsydelser. Forskellen handler nok snarere om, at tilbøjeligheden til at opsøge et tilbud er lavere, når tilbuddet er svært tilgængeligt. Jo længere du bor fra et sygehus, jo sværere er det at komme til det – især hvis man er ældre, gangbesværet og afhængig af offentlig transport,” siger Eskild Klausen Fredslund, der er chefanalytiker i VIVE og rapportens forfatter.
De ældres skæve brug af sundhedsvæsenet kan dog ikke nødvendigvis aflæses i de ældres helbred.
”Der findes ikke en indlysende sundhedsmæssig forklaring på, at sundhedsomkostningerne til ældre landboere er lavere end til byboere. Alt andet lige kan det lavere forbrug føre til øget ulighed i sundhed, men vi ved ikke, om det lavere forbrug af sundhedsydelser rent faktisk også slår igennem på det gennemsnitlige helbred,” siger Eskild Klausen Fredslund.
Rapporten har også undersøgt omkostningerne til hjemmeplejeydelser i forhold til, hvor by- eller landligt sognet er. Tendensen er den samme som med sundhedsomkostningerne, selvom den ikke er lige tydelig for alle aldersgrupper.
Rapporten er finansieret af Ældre Sagen og bygger på registerdata fra bl.a. Landspatientregisteret, Sygesikringsregisteret og Ældredatabasen. Der er derudover indhentet registeroplysninger om en række sociodemografiske forhold i Danmarks Statistiks registre.