Kontakt
En ny VIVE-undersøgelse af trivsel blandt anbragte unge viser en kraftig vækst i hvor mange, der vælger at tage en forberedende uddannelse. Undersøgelsen viser, at i 2020 var det hver femte af de anbragte unge, der var i gang med en forberedende uddannelse. I de foregående år var det kun ca. hver tiende.
Andelen af anbragte unge med tilknytning til uddannelsessystemet er steget jævnt over årene 2014-2020, så 7 ud af 10 anbragte 17-årige i dag er i gang med en uddannelse. Her har den forberedende grunduddannelse, FGU, vist sig som et brugbart alternativ til de ordinære ungdomsuddannelser.
”Det er meget tænkeligt, at FGU er et godt match for anbragte unge, der har brug for det fleksible uddannelsesforløb og den styrkelse af sociale kompetencer, som FGU’en kan give. Tiden må så vise, om denne uddannelse reelt forbereder og styrker de unge til senere at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse,” siger seniorforsker Mette Lausten fra VIVE, der har ledet undersøgelsen.
FGU kan være en trædesten for anbragte unge i at komme i gang med en kompetencegivende uddannelse og være en del af at lykkes med en god overgang til voksenlivet.
Et andet resultat fra undersøgelse er, at lige knap halvdelen af de unge svarer, at de blev inddraget, inden beslutningen om det nuværende anbringelsessted blev truffet. Den andel har ikke ændret sig siden 2014, når man ser på hele gruppen af anbragte unge. Men ser man udelukkende på de nyanbragte unge, føler de sig dog i langt højere grad inddraget end resten af gruppen, hvilket peger i retning af, at de seneste års øgede fokus på inddragelse i egen sag og især omkring beslutning om anbringelsessted er ved at slå igennem.
Udvikling i trivsel fulgt gennem flere år
Trivselsundersøgelsen af anbragte unge er den fjerde af sin slags siden 2014. Undersøgelsen er bestilt af Social- og Ældreministeriet og har til formål at kortlægge anbragte unges trivsel på forskellige områder. Undersøgelsen berører derfor en bred vifte af temaer, herunder de unges hverdag på anbringelsesstedet, den mentale trivsel, skolegang, fritid, venskaber og relationer til familien. De fire trivselsmålinger giver en unik mulighed for at se på udviklingen i trivsel over tid.
Fakta om FGU
Den forberedende grunduddannelse (FGU) er for unge under 25 år, der har brug for et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen for at blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse. FGU erstattede pr. 1. august 2019 en række tidligere forberedende tilbud. Uddannelsen forbereder unge mennesker ved at styrke deres faglige, personlige og sociale kompetencer.
Mere fra samme undersøgelse
- Nyhed
Konference om børneinddragelse og udsatte børns liv
- Nyhed
Webinar: Traumebevidsthed i sociale indsatser til udsatte voksne
- Rapport
Fem fokuspunkter er centrale i kommunernes økonomiske styring af overgangsindsatsen til unge
- Rapport
Børn med grønlandsk baggrund, der er anbragt i Danmark – fra danske kommuner
- Rapport
Unge uden uddannelse og arbejde har forskellige behov for støtte
- Rapport
Udsatte borgere kan profitere mere af indsatser, hvis sociale tilbud sætter ind over for traumer
- Rapport
Adopterede klarer sig bedre end anbragte
- Rapport
Familier bokser stadig med økonomien trods det midlertidige børnetilskud
- Rapport
Lejre Kommune bidrager med omkring 200 millioner til udligningssystemet
- Debatindlæg
Debatindlæg: Indkvartering af flygtninge skaber nye udfordringer i udsatte boligområder