Kontakt
I de kommende fem år skal forskningsprojektet Social Work and the Art of Crafting Resilient Societies undersøge muligheder og faldgruber, når lokale aktører, myndigheder og borgere arbejder sammen om at løse velfærdsopgaver.
Baggrunden for projektet er, at statslige velfærdsopgaver gennem de sidste årtier er blevet uddelegerede til lokalt niveau, og samtidig er der kommet et større fokus på at skabe robusthed hos borgere i en tid med mange uforudsigelige samfundsmæssige udfordringer som eksempelvis covid-19, klimaproblematikker, kriminalitet og terrortrusler.
Det Hollandske Forskningsråd har bevilget 6 millioner euro til forskningsprojektet, som hovedsagligt skal undersøge lokale cases i otte store og mellemstore hollandske byer.
Forsker trækker på viden om social robusthed gennem kriminalpræventive indsatser
VIVEs seniorforsker Mette-Louise E. Johansen er en central del af projektet, og hendes rolle bliver at sætte de hollandske cases ind i et internationalt perspektiv og styrke den teoretiske udvikling af forskningsprojektet.
”Samfundets stigende kompleksitet og diversitet udfordrer relationen mellem de lokale aktører og forskellige borgergrupper. Jeg ser frem til at dykke ned i, hvem der ind- og ekskluderes i lokalsamfundets netværk, og hvordan vi kan skabe en bedre forståelse for forebyggelsen af ulighed, diskrimination og eksklusion i den sammenhæng,” siger seniorforsker Mette-Louise E. Johansen
Mette-Louise E. Johansen kan i projektet bidrage med sin egen forskning fra Danmark, hvor hun vil undersøge, hvordan lokale velfærdsprofessionelle, myndigheder og borgere forsøger at opbygge social robusthed gennem kriminalpræventive indsatser.
Projektet forventes afsluttet i 2027.