Adoption uden samtykke

Adoption uden samtykke, også kaldet tvangsadoption, bliver i stigende grad anvendt i Danmark. Formålet med adoption uden samtykke er at give børn, hvis biologiske forældre vurderes at være varigt uden forældreevne, bedre muligheder for en barndom og opvækst med stabile familierelationer.

Hver adoption skal ifølge loven bygge på individuelle skøn om, hvad der er bedst for barnet. Der er en række forhold hos forældrene, som kan betyde, at de vurderes til ikke selv at kunne tage vare på barnet. Det kan dreje sig og sygdom og handicap eller alvorligt misbrug. Ofte er der tale om flere og komplekse forhold, som gør sig gældende.

I 00’erne blev kun ganske få børn tvangsadopteret, og i 2020 blev 25-30 børn, ifølge Adoptionsnævnet, frigivet til adoption uden deres forældres samtykke. Foreløbig er det kun en mindre del af de danske kommuner, der indstiller til adoptioner, og få kommuner står for en ret stor andel af det samlede antal adoptioner uden samtykke.

Begrænset viden

Det seneste årti er der i gennemsnit blevet frigivet 14 børn til adoption uden samtykke hvert år. Selvom det er flere børn end tidligere, er der stadig ganske få danske erfaringer med tvangsadoption, og den forskningsmæssige viden om danske adoptioner uden samtykke er yderst begrænset. Derfor har vi ikke svar på, hvordan danske adopterede børn klarer sig, og hvilket afsavn en adoption skaber.

En kortlægning af internationale erfaringer viste i 2003, at adopterede børn på en række punkter profiterer af det nye miljø hos adoptionsforældrene. Kortlægningen beskæftigede sig med studier af adoption som en indsats over for børn, hvis forældre af den ene eller anden grund ikke kan tage vare på dem. Den byggede på internationale studier og kan derfor ikke direkte overføres til danske forhold.

Kortlægningen fandt, at børnenes adfærdsmæssige og mentale problemer var mindre end hos jævnaldrende børn, der vokser op hos plejeforældre, på en institution eller hos de biologiske forældre. Adoptionsalderen var dog vigtig. Jo tidligere et barn blev adopteret, jo mere stabil og uproblematisk blev relationen mellem barn og adoptivfamilie. Samtidig pegede kortlægningen på, at adoptioner med høj grad af åbenhed og kontakt mellem barnet, adoptivforældrene og de biologiske forældre fungerede bedst.

FN’s Børnekonvention har styrket børns rettigheder

FN’s Børnekonvention har i høj grad været trædesten for en udvikling, hvor der bliver fokuseret på barnets tarv. Det har betydet, at barnets rettigheder er blevet mere fremtrædende, herunder behovet for at vurdere, om adoption som alternativ til en langvarig anbringelser tjener barnets bedste.

Selvom barnets perspektiv løbende er blevet styrket i lovgivningen, er det ikke en selvfølge, at børn også inddrages og høres i praksis. En undersøgelse foretaget af VIVE peger blandt andet på, at mange sagsbehandlere føler sig sat i et meget svært dilemma mellem forældrenes ønsker og barnets tarv.

Lovgivningen er løbende blevet ændret for bedre at sikre barnets stabilitet. Siden 2011 har det for eksempel været muligt at fortsætte en anbringelse, fordi barnet har udviklet en så tæt tilknytning til sin plejefamilie, at det vil være af stor negativ betydning for barnet at flytte. Denne regel bliver dog kun brugt ganske sjældent. Rapporter fra VIVE har vist, at socialrådgivere er usikre på, hvordan reglerne skal fortolkes, og med hvilke dokumentationskrav.

Norske erfaringer

Norge er gået længere i anvendelsen af adoption uden samtykke, end vi er i Danmark. I 2007 afsagde den norske højesteret en dom, der slog fast, at bortadoption bør prioriteres frem for langvarige perioder i plejefamilie. Det blev begrundet med, at plejeforældrene ikke betragtes som virkelige forældre af samfundet, men derimod som en slags kontraktansatte, som kommunen har bestemmelsen over. Og man ved, at nogle anbringelser i plejefamilie bryder sammen, hvorefter barnet skal opleve (endnu) et skift.

De seneste år har Den Europæiske Menneskeretsdomstol dog dømt imod Norge i en række sager om tvangsadoptioner. Argumentet har været, at tvangsadoptionerne krænker retten til familieliv, og at den norske stat ikke i tilstrækkelig udstrækning har støttet forældrene i at være forældre. Dommene giver et klart signal om, at også samfundet har et betydeligt ansvar for at beskytte børnenes tarv.