Efterværn

 

Når de unge fylder 18 år, ophører anbringelsen. Så skal de klare sig selv, medmindre de bliver tilbudt efterværn af kommunen.

Efterværn er støtte, der skal skabe grobund for en god overgang til voksenlivet. Det kan for eksempel være støtte til at komme i uddannelse eller beskæftigelse eller finde et sted at bo. Efterværn kan blive givet, indtil den unge fylder 22.

Pædagogtrætte unge siger nej til efterværn

Omkring halvdelen af tidligere anbragte unge får efterværn. En forudsætning for at få bevilliget efterværn er, at der er udsigt til en positiv udvikling i perioden med efterværn. Det er især unge, der klarer sig forholdsvis godt og er mindre sårbare end andre tidligere anbragte, som får efterværn. Det er unge, som er i uddannelse eller beskæftigelse, og som ikke har en psykiatrisk diagnose.

En del vælger desuden at sige nej tak til tilbuddet om efterværn. Det kan være unge, der er pædagogtrætte, og som glæder sig til at bestemme over deres eget liv.

Men selvom de glæder sig, er overgangen til voksenlivet særligt udfordrende for unge, der har været anbragt uden for hjemmet. De har ikke de samme ressourcer at trække på i deres netværk som andre unge, og de har ofte problemer med i bagagen, som gør det endnu vanskeligere at stå på egne ben.

Skaber efterværn fodfæste i samfundet?

VIVE har tidligere evalueret forskellige efterværnsprojekter. De unge, der deltog, beskrev efterværnsprojekterne som fristeder, hvor de kunne møde andre, der har haft samme opvækst som dem selv. De fik følelsesmæssig og praktisk støtte af de professionelle og blev mødt med anerkendelse, forståelse og omsorg. Det var med til at give dem afklaring om fremtiden og gjorde en positiv forskel i deres liv i en tid, der var svær.

Når det kom til beskæftigelse, kriminalitet, psykiske tilstand eller boligsituation, var det dog ikke muligt for forskerne at identificere en målbar forskel mellem de unge, der deltog i efterværnsprojekterne, og de unge, som ikke deltog.

Derfor er spørgsmålet, om efterværnsprojekterne nogle gange bliver små isolerede øer, som opfylder de unges behov for kontakt med ligesindede og anerkendelse fra professionelle, men ikke (i første omgang) hjælper dem med at skabe netværk, som kan hjælpe dem med at finde fodfæste i det omgivende samfund uden for anbringelsesmiljøet.