Buurtzorg-modellen har på få år revolutioneret ældreplejen i Holland. Skal modellen lykkes i dansk kontekst, er der tre væsentlige forhold at være opmærksom på, skriver Martin Sandberg Buch og Emmy Topholm fra VIVE.

Ønsket om at organisere ældreplejen i mindre teams, der giver bedre kontinuitet i relationen mellem borger og (få) fagpersoner, fyldte meget på forrige måneds Ældretopmøde. Meget af opmærksomheden samlede sig om den hollandske Buurtzorg-model, der på få år har revolutioneret ældreplejen i Holland.

Den store interesse for Buurtzorg er berettiget af mindst tre årsager:

Høj borgertilfredshed og høj medarbejdertilfredshed går hånd i hånd

For det første, fordi modellen i den hollandske kontekst formår at kombinere høj borger- og medarbejdertilfredshed, god økonomi og pleje og omsorg af høj kvalitet. Det hele er båret af en høj grad af selvbestemmelse og en organisering, der sikrer, at den enkelte borger møder langt færre og langt mere gennemgående fagpersoner, end vi er vant til i dansk kontekst.

For det andet, fordi en ældrepleje, der leveres af få, gennemgående personer (der ser borgeren som et helt menneske og ikke som endnu en opgave på dagens køreliste), netop er danskernes allerstørste prioritet, når det kommer til ældreomsorg.

For det tredje (og heldigvis!) fremhæver det kommunale sosu-personale i en igangværende VIVE-undersøgelse igen og igen relationsarbejde som grundforudsætningen for at levere en god pleje og omsorg. Det, der driver sosu-personalet i vores undersøgelse, er nemlig at gøre en forskel for de borgere, de kommer hos: at rehabilitere og yde nærvær og omsorg, så borgerne får en højere livskvalitet. Alt sammen ting, der lykkes nemmere og bedre med en høj grad af medarbejderkontinuitet.

Udgangspunktet er altså, at der på tværs af aktører, danskere og ældreplejens medarbejdere er enighed om en af ældreområdets væsentligste udfordringer og den fremadrettede målsætning om at sikre kontinuitet. Samtidig har vi i kraft af Buurtzorg – i hvert fald i Holland – en velafprøvet og effektiv løsning, der formår at levere den efterspurgte form for ældrepleje.

Hvis Buurtzorgmodellen skal lykkes i dansk kontekst og ikke bare ende som en modedille, der optager os et par år, indtil konsulentverdenen opfinder det nye sort, er vi nødt til at være opmærksom på tre væsentlige forhold.

1. Vigtigt at oversætte til dansk kontekst

Engelske Buurtzorgmodel-afprøvninger har vist, at der er mange grundlæggende udfordringer med at overføre modellen til lande med offentlig ældrepleje.
Afprøvningerne snubler i implementeringsfasen, fordi arbejdet med ‘at oversætte’ modellen til en anden kontekst ikke er tilstrækkeligt prioriteret, samtidig med at afprøvningerne gennemføres under tidspres.

Dette er en vigtig erfaring forud for de danske afprøvninger, der blev lagt op til på Ældretopmødet. For at undgå de engelske fejl har vi dels brug for lokale afprøvninger, der starter med at oversætte modellens kerneelementer, dels at afprøve i mindre skala og finde de nødvendige tilpasninger, så kerneelementerne kan fungere i den offentlige danske hjemmepleje.

Det vil udfordre vores tålmodighed og kræve ressourcer til udvikling, løbende erfaringsopsamling, formidling og dialog i det fortsatte udviklingsarbejde.

2. Udviklingsarbejdet kommer til at have flere spor

De danske afprøvninger bør se på flere elementer, når konceptet skal skæres til. Det handler for det første om at afprøve mulighederne for at etablere mindre teams, der har ansvaret for og samarbejder om få borgere. Det giver en højere grad af selvbestemmelse, hvor medarbejderne trives med større faglig autonomi og selvledelse.

Derudover handler det om at decentralisere visitation og se på, hvordan man kan optimere systemer og arbejdsgange, så man ikke fodrer papirtigeren unødigt.

Endelig handler det om at indsamle viden om de udfordringer, der opstår undervejs, ligesom man også skal finde og dokumentere de lokale tilpasninger i ældreplejens rammevilkår, der understøtter den ønskede udvikling.

For at sikre kontinuitet for borgeren er der også behov for en højere grad af helhedspleje på tværs af faggrupper. Det gør det muligt reelt at involvere borgerne og sætte deres ønsker i centrum for plejen. Der er derudover behov for, at kommunerne vidensdeler og formidler de gode erfaringer, så det er til inspiration for andre kommuner.

3. Opgør med vanetænkning og rammevilkår er nødvendig

På den lange bane skal der mere end lokale afprøvninger til, hvis vi ønsker en varig forandring af ældreplejen. Der er brug for et opgør med vanetænkning på alle niveauer af samfundet, hvis vi skal lykkes med at udvikle en ældrepleje, der er baseret på kontinuitet, og som tager udgangspunkt i borgerens (daglige) behov.

Vi er nødt til at se på måden, vi tildeler ydelser og ressourcer til ældreplejen, uddannelsernes indhold og kompetenceudviklingen til de medarbejdere, der allerede er uddannet. Og så er der en stor og vigtig opgave med at højne anerkendelsen af de mange, der arbejder i ældreplejen, så området opleves attraktivt. Netop her har Buurtzorgmodellen noget centralt at bidrage med.

Og selvom mottoet for den oprindelige, hollandske Buurtzorg-organisation lyder ‘først kaffe, derefter pleje og omsorg’, så skal vi se at komme i arbejdstøjet. Det gælder lokalt i kommunerne, der skal i gang med udviklingsarbejde og erfaringsopsamling. Og det gælder på nationalt plan, hvor politikere og embedsfolk skal hjælpe med at tilpasse rammerne på ældreområdet, så de understøtter visionen og ønsket om øget kontinuitet i plejen.

Introduktion til kliniske mikrosystemer. Kvalitetsudvikling med patienten i centrum

Om denne udgivelse