Kontakt
COVID-19-pandemien er en udefrakommende og uforudset begivenhed, der har tvunget kommuner og samarbejdspartnere til at reagere hurtigt og finde nye løsninger for borgerne i en akut opstået krisesituation. Dermed er vante beslutningsprocesser og arbejdsgange i en række tilfælde blevet ændret for at kunne imødekomme borgernes behov i denne helt usædvanlige situation. Dette kan i nogle tilfælde have resulteret i en form for social innovation, hvor elementer i indsatser er blevet forbedret og har et potentiale til at blive videreført efter COVID-19-pandemien.
Denne sociale innovation forventes at indeholde en række af de elementer, som kendetegner en lovende praksis og et godt socialt arbejde. Dette indebærer fx, at indsatsen umiddelbart synes at have en positiv virkning over for borgerne, at indsatsen er forbundet med en vis grad af økonomisk rentabilitet, og at indsatsen understøtter en faglig refleksion og et tværfagligt samarbejde omkring borgerne.
Kortlægger de nye måder at levere serviceydelser på
Social- og Indenrigsministeriet har bedt VIVE kortlægge de nye måder at levere serviceydelser med et særligt fokus på, hvor, hvordan og hvorfor håndteringen af COVID-19 har bidraget med nye måder at levere serviceydelser på, som er målrettet borgere i udsatte positioner. Fokus er på lovende erfaringer med styrket ledelse, organisering og tilrettelæggelse af indsats dels internt i de kommunale forvaltninger og mellem forvaltningerne, dels i form af tværsektorielt samarbejde med eksterne parter, fx regionen og civilsamfundsorganisationer.
Metoder
Kortlægningen baseres på en spørgeskemaundersøgelse blandt alle landets kommuner. Undersøgelsen vil kunne skabe et overblik over, hvilke ændrede indsatser under COVID-19-pandemien som kommunale nøgleaktører vurderer som lovende i forhold til kommunal levering af service.
I spørgeskemaundersøgelsen indgår både lukkede vurderings- og opfattelsesspørgsmål samt åbne spørgsmål. De lukkede spørgsmål har til formål at generere en generel viden om lovende erfaringer, der på kommuneniveau er gjort under COVID-19-panidemien. De åbne spørgsmål retter sig mod at få mere udførligt beskrevet og vurderet de særligt lovende nyskabelser.
Om denne undersøgelse
Social- og indenrigsministeriet