Vil du fortælle om din baggrund, hvor du arbejder og hvilke emner, du hovedsageligt har arbejdet med?

Jeg er professor i gerontologi og socialpolitik på Melbourne University og arbejder med en velgørenhedsorganisation, hvor jeg driver et lille forskningsteam om aldring. Oprindeligt var jeg socialpsykolog, og jeg skrev min ph.d. i psykologi om kropsopfattelser og mennesker med spiseforstyrrelser. Derefter fik jeg job som psykolog i London, hvor jeg arbejdede med unge; rådgivning, gruppeterapi, institutioner og psykisk sundhed. Derfra overgik jeg til det centrale råd for socialt arbejde i Storbritannien. Det var der, jeg tog aldrings-opgaven op, fordi jeg opdagede, at mange af ideerne om psykisk sundhed og arbejdet med unge kunne bruges på det dengang uudviklede område. Derefter overgik jeg til Keele University, derfra til Kings College London, og endelig til Melbourne. Desuden arbejdede jeg med Verdens Økonomiske Forum, hvilket var meget fascinerende. Interessant nok domineredes det ikke kun af banker og virksomheder, men også af mange ngo’er. Her forsøgte vi at finde ud af, hvilke implikationer, den aldrende befolkning har for verden. Før det var jeg på det europæiske masteruddannelsesprogram for gerontologi, hvor vi forsøgte at oprette en kandidatgrad på tværs af Europa. Jeg koordinerede det sociale gerontologimodul, som var baseret i Keele. Det var meget ambitiøst, og jeg tror kun, det findes i den nordiske master i gerontologi.

Mine hovedinteresser har altid været forholdet mellem personlig identitet og sociale narrativer eller strukturer, og hvordan de interagerer og påvirker hinanden. For tiden interesserer jeg mig for de forskellige livsprioriteter, der opstår i løbet af livet. For mig kommer emnet af den psykologiske forståelse af, hvordan folk udvikler og ændrer sig samt prioriteterne i den offentlige og sociale politik og i hvilket omfang, disse komplimenterer eller står i modsætning til hinanden. Vi identificerede ret tidligt, at der var et generationsproblem. Det er vigtigt at undersøge forestillinger om, hvordan generationer forstår hinanden, og hvordan de kan sætte sig i hinandens sted. Dette blev et offentligt politisk problem, fordi ulighed i samfundet ofte fortolkes som noget, der har at gøre med henholdsvis rige og prekære årgange, når det snarere har at gøre med faktorer som work-life balance, strukturer og uligheder i samfund. Ofte bruger politikere den forestillede ulighed mellem årgange som røgslør for at undgå at se på mere vanskelige problemer såsom den enorme ulighed i fordelingen af rigdom, der er et stigende problem i alle samfund. Dette har at gøre med at sikre den rette kulturelle tilpasning, og det kræver rum, hvor generationerne sammen frit kan forhandle om deres prioriteter. Dette kan så anvendes med hensyn til offentlige rum, politik og socialt engagement.

Der har altid været spændinger mellem sociale spørgsmål og socialpolitiske reaktioner og livsforløb samt forståelsen af forandringer og prioriteringer i livet. Vi er nødt til at genoverveje tid og rum, og hvordan vi kan skabe forbindelser mellem generationerne.

Hvilken slags projekter arbejde du med for tiden?

Jeg har altid været interesseret i aldringens dynamikker og de psykologiske og psykodynamiske spændinger. Hvordan man bliver ældre og bevæger sig fra en fase til en anden, er fortsat en af mine personlige interesser. For det meste vender grundlæggende, eksistentielle spørgsmål om at blive ældre tilbage, som er baseret på forandringer og prioriterer i løbet af livet. Det er noget, der sjældent behandles politisk; politik forholder sig ikke til det enkelte individ, men til økonomiske problemer.

Hvordan er aldringsområdet i Australien? Er det anderledes end i Danmark?

Jeg tror, det dækker lignende områder, da det gerontologiske fagfællesskab er lille og mange i faget kender hinanden. Det er relativt nemt at finde en konference, som dækker alt fra biologi og arbejde til psykologi, livsforløb og så videre. Derfor tror jeg ikke, at der er store nationale forskelle med hensyn til forskningen, men der er forskelle i, hvordan forskningen fortolkes. Australien er en slags mellemting mellem USA og det gamle Storbritannien med velfærdsstaten. Den primære forskel mellem Australien og andre udviklede økonomier er ideen om, at folk i Australien altid skal arbejde. Velfærdssystemet ligner ikke det vestlige eller nordeuropæiske; i stedet får folk ydelser i form af skattefradrag, hvis de er i arbejde. Derfor er der en stor ngo-sektor, hvor mange ydelser stammer fra ngo’er snarere end staten.

Hvad er dine personlige synspunkter med hensyn til befolkningsaldring?

I et større perspektiv er en af de primære udfordringer, at vi har et sæt narrativer om aldring, hvor vi kan tale om aldring som arbejde, åndelighed, krop, familie og så videre. Vi skal beslutte, om disse fortællinger passer til det, vi har brug for i det 21. århundrede, og om de kan besvare spørgsmålene om aldring og intergenerationelle relationer i fremtiden. Med hensyn til nogle af disse spørgsmål bør vi fokusere på de eventuelle eksistentielle prioriteter i livsforløbet og holde dem i hævd i modsætning til, hvad de bliver lige nu. I dag opfattes man kun som nyttig, hvis man er produktiv og i arbejde. Så omsorgspersoner og arbejdsløse bliver ikke værdsat i samfundet på samme måde som folk med lønarbejde. I takt med befolkningsændringerne og truslen mod de traditionelle arbejdsformer bliver forudsætningerne for, hvordan man er en værdifuld borger, nødt til at ændre sig. Derudover er der problemer med, hvordan vi forholder os til demens. Antallet af personer med demens er relativt lavt, men holdningerne til demens minder om aldersdiskrimination på steroider. Synet på demens er fastlåst og baseret på frygt, men det vi ser er, at folk med demens gerne vil opfattes som almindelige borgere og som en del af samfundet. Det er en kæmpe udfordring, som vi er nødt til at beskæftige os med. Der er så mange spørgsmål om finansiering af pleje, pleje og arbejdsstyrke, og hvordan det kan påvirke for eksempel migration, fremtidens arbejde, værdien af frivilligt arbejde og lønnet arbejde… Aldring vedrører næsten alt; hvilke faktorer er der i al den kompleksitet, der er i samfundet lige nu?

Er der stadig noget, du mangler at undersøge? Et emne, der har brug for mere opmærksomhed?

Jeg er stadig meget interesseret i den personlige oplevelse af aldring og hvordan, det ændrer sig. Er det muligt at undersøge uden at sætte det i et bredere tværgenerationelt perspektiv? Det rigtige svar er at finde en ny måde at blive ældre på, så vi forstår, at livet er langt, hvilket vi tidligere ikke har været ret gode til. Problemet er, at emnerne for forskning er forudbestemt (for eksempel plejepersonale i ældresektoren) ud fra, hvor pengene er. Derfor er det svært at sige, hvad jeg ville forske i, hvis jeg havde fuldstændig frit valg. De problemer, vi står over for lige nu, er reelle problemer, og der er meget mere, som skal gøres. Der er puslespilsbrikker og modsætninger, som vi stadig mangler at konfrontere og løse. Det handler om at engagere sig politisk.


Department:	VIVE Children and Education
Mail:	hhs@vive.dk
Location:	Copenhagen

Hans Henrik Sievertsen