150.000 borgere kan da ikke tage fejl - eller kan de?

Så blev det tid til den årlig Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP): ca. 57.000 indlagte og over 100.000 ambulante patienter har fortalt om deres oplevelser på landets hospitaler. Uanede mængder af tal og grafer er spredt ud over 81 sider, som nok ikke nærstuderes af mange andre end kvalitetsmedarbejdere på hospitalerne. Hermed en ultrakort guide til hvad undertegnede mener, det er værd at bide mærke i set fra et kommunalt perspektiv.

Mere end 157.000 patienter er mange. Men inden vi bliver alt for glade over, at det – som det plejer – ser meget pænt ud på overordnet niveau, så er det værd lige at fundere lidt over, hvem de ca. 50 pct. af de akutindlagte, 40 pct.  af de ambulante og 30 pct. af de planlagt indlagte, som ikke har svaret på spørgeskemaet, mon er? Dem der ikke kunne læse det? Ikke overskue det? Ikke rigtig forstod det? Og når vi dernæst også har funderet over, hvorfor (vi) nord- og midtjyder åbenbart altid er mere tilfredse end kjøvenhawnere og sjællændere – så kan vi fundere over de resultater og pointer i LUP’en, som faktisk er interessante:

Hospitalerne er langt bedre til det ambulante end til indlæggelser. Og de er langt bedre til planlagte indlæggelser end til akutte. Det er godt for de ambulante. Det er problematisk når tre fjerdedele af de ca. 1,35 mio. indlæggelser er akutte.

Helt overordnet er patientinvolvering og udskrivelsesinformation de to områder, som vurderes allerlavest. Men det er også de to områder, hvor der er størst forskel fra hospital til hospital (for de indlagte patienter). Det er værd at vide som kommunale leder, hvordan det står til på jeres lokale hospital(er), og hvordan de selv synes, det går.

Når patienterne indlægges, tegner der sig et ensartet billede: De oplever at personalet er venligt og imødekommende, patienterne er tilfredse med pleje og behandling, og de forstår hvad personalet siger til dem. Så langt, så godt.

Bundskraberen

Kigger vi i den anden ende af skalaen, ser vi, at man i primærsektoren må rynke brynene: Her finder vi at 20-30 pct. af de akutte og planlagte indlagte enten ’slet ikke’ eller ’i ringe grad’ er informeret om (bi-)virkninger ved ny medicin, der skal tages efter udskrivelse. Og patienterne er heller ikke ordentligt informerede om symptomer, der kræver opmærksomhed efter udskrivelse, og der er stadig alt for mange, der oplever, at kommune og hospital ikke samarbejder om udskrivelsen.

Det er også værd at bemærke, at bundskraberne ikke bevæger sig. Det er ikke blevet ringere. Men det er heller ikke blevet bedre. På det ambulante område er der forbedring at spore, og det er her hospitalerne klarer sig bedst – men det er stadig tankevækkende, at de to spørgsmål, som ligger helt i bund, er information om (bi-)virkninger ved ny medicin og oplevelsen af at en/flere har ansvar for det samlede forløb.

Dette behøver man ikke 157.000 spørgeskemabesvarelser for at vide, det er nok at stikke hovedet indenfor hos hjemmesygeplejerskerne eller spørge en kommunal praksiskonsulent. Men det er jo meget godt at få det bekræftet. Måske andre så også kan se problemerne nu?

Hvor er kommunerne henne?

Når vi kun har LUP, er det lettere at se splinten i ens broders øje end bjælken i ens eget. Det er modigt og vigtigt, at regionerne lægger kortene på bordet og fortæller alle, der gider læse det, hvad brugerne oplever.  Men hvor er kommunerne henne i det her? Vi har dag godt 3.500 midlertidige kommunale sengepladser. Det er flere sengepladser end i et helt regionalt hospitalsvæsen, kun med undtagelse af Hovedstaden. Hvordan kan vi i det nære sundhedsvæsen, som kommunerne mener at være en del af, acceptere, at der ikke laves national LUP på dem? Samme spørgsmål kunne stilles til vores tusindvis af ambulante kontakter i hjemmesygeplejen. Hvis kommunerne vil lege med i sundhedsvæsenet, så skal der nationale, sammenlignelige og gennemsigtige data på bordet. På en meget lang række områder – ikke kun patient (borger) oplevelser.

Men lige nu har vi kun LUP. Og de 81 siders er en rigtig god anledning til, at hospitaler og kommuner mødes i øjenhøjde over en kande kaffe – både direktør til direktør, men mere væsentligt: driftsleder til driftsleder. Både for at få mere klarhed over, hvordan LUP’en ser ud lokalt – men vigtigst af alt, at vi får gang i det, som virkelig flytter noget, der varigt skaber forbedringer for de mange, og som kan ses i en LUP – og ikke bare i en projektevaluering på basis af 265 meget glade borgere, som fik en helt særlig behandling i de to år projektet varede!

Og lad nu være med at gøre det vi har prøvet før: Skrive et eller andet bevinget om gode intentioner og fælles målsætninger, beslutte fire (pilot)projekter og derefter sylte det hele i et udvalg under Sundhedsaftalen, der skal udarbejde en fælles model, når der engang foreligger en evaluering om et par år…

Spring trygt den fase over og gør hvad som helst andet: Sæt jer f.eks. sammen om ti af jeres mest elendige udskrivninger (eller indlæggelser) hver evig eneste uge, indtil I ved, hvad det her egentlig handler om, og hvad I hver for sig og i fællesskab vil gøre ved det. For det er jo ikke første gang, sundhedsvæsenet hører, at vi er for ringe til udskrivelser og sektorovergange i det hele taget – og det er jo desværre nok heller ikke sidste gang.

”LUP somatik 2017” kan læses her