Ny forsknings- og analysechef i VIVE Sundhed
- Sundhed Sundhed
Den 1. marts tiltræder Sanne Haase som forsknings- og analysechef i VIVE Sundhed, den ene af VIVEs seks analyseafdelinger.
”Vi glæder os til at byde Sanne Haase velkommen. Hun har solid erfaring med både personaleledelse og forskningsfaglig ledelse af tværvidenskabelige vidensmiljøer. Samtidig har hun bred erfaring med mange af de opgaver, emner og metoder, som vi arbejder med i VIVE,” siger direktør Lotte Jensen.
Sanne Haase kommer fra VIA University College. Her har hun stået spidsen for de to forskningscentre Forskningscenter for Uddannelseskvalitet, professionspolicy og praksis samt Forskningscenter for Ledelse, organisation og samfund.
”Jeg er grundlæggende motiveret af at løfte kvaliteten af den viden, vi baserer vores velfærdssamfund på. Og her spiller VIVE for mig at se en stor rolle, som jeg glæder mig til at understøtte. Jeg har stor interesse for den praksisnære og anvendelsesorienterede forskning, som jeg glæder mig til at arbejde videre med i VIVE. Jeg ser frem til at lære nye medarbejdere, kolleger og samarbejdspartnere at kende,” siger Sanne Haase.
Sanne Haase er kandidat i medievidenskab og har en ph.d.-grad i samfundsvidenskab fra Aarhus Universitet.