Kritiske øjeblikke blandt unge med grønlandsk baggrund, der forlader anbringelse
- Børn, unge og familie
- Socialområdet Børn, unge og familie, Socialområdet
Børn og unge med grønlandsk baggrund anbringes langt oftere end børn og unge med etnisk dansk baggrund. I Danmark og det øvrige Norden har vi dog begrænset indsigt i at inddrage en kulturel forståelse i det sociale arbejde, der knytter sig til børn og unge med anden etnisk baggrund, herunder grønlandsk baggrund.
Dette projekt undersøger kritiske øjeblikke blandt unge med grønlandsk baggrund, der forlader anbringelse, for herved at blive klogere på, hvilke kritiske øjeblikke de unge oplever i overgangen til voksenlivet, og hvorfor de oplever dem.
I lande som Australien, New Zealand og Canada er der en væsentlig opmærksomhed på at inkludere en kulturel forståelse i deres sociale arbejde med oprindelige befolkningsgrupper, kaldet Indigenous socialt arbejde. I Norden har vi dog begrænset indsigt i denne form for socialt arbejde.
Argumentet for at øge forståelsen for den kulturelle baggrund - et Indigenous perspektiv i det sociale arbejde – er, at socialt arbejde er formet i en vestlig tradition centreret omkring individualisme og en vestlig normativitet.
Et fundamentalt aspekt i Indigenous socialt arbejde handler om, at den enkelte skal ses som en del af sit kulturelle fællesskab og sine støttende relationer.
”For unge anbragte med grønlandsk baggrund, sættes disse perspektiver på spidsen, når de forlader anbringelsen. For forventningerne fra systemets side er ofte, at disse unge skal overgå til selvstændige voksenliv. Men der er ikke nødvendigvis en gensidig forståelse mellem ung og systemet af, hvordan en overgangsproces og støttende relationer kan hjælpe den unge i overgangen fra ung til voksen,” siger Anne-Kirstine Mølholt, der skal lede undersøgelsen.
Projektteam
Undersøgelsen gennemføres i perioden 2025 til 2028. Projektet gennemføres primært af Anne-Kirstine Mølholt, seniorforsker, VIVE – børn og uddannelse, projektleder, samt lektor, Mette Rømer, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Herudover indgår seniorforsker Mette Lausten, VIVE – børn og uddannelse, og lektor Bonnie Jensen, Grønlands Universitet, der er gæsteforsker tilknyttet projektet. Projektet gennemføres i et tæt samarbejde med foreningen Grønlandske Børn.