Bedre lægedækning skal gøre op med ulighed i sundhed

Diabetes, skizofreni, hjertesygdom og et misbrug. Det er et eksempel på, hvad borgere med multisygdom og sociale udfordringer kæmper med, hvorfor de har ekstra behov for støtte fra deres egen læge. Men selvom syge og sårbare borgere fylder mest i yderområdernes statistikker, er der flest alment praktiserende læger i storbyerne.

”Som det har været hidtil, har en lægepraksis i Gentofte Kommune taget sig af 1.600 relativt raske borgere, mens en lægepraksis i Lolland Kommune har taget sig af 1.600 borgere med et mere komplekst sygdomsbillede og et langt større behov for lægens ydelser. Den fordeling savner simpelthen mening for patienter, læger og samfund,” siger Jakob Kjellberg, professor i VIVE.

Han har i mange år været fortaler for en udbygning og fremtidssikring af almen praksis for at afhjælpe den geografiske ulighed i behov, adgang og brug af sundhedsydelser i det primære sundhedsvæsen.

Mere lige fordeling af læger

I forlængelse af sundhedsreformen træder en ny national model om fordeling af læger i almen medicin i kraft fra 1. juli 2025. Modellen skal fastlægge, hvor regionerne kan etablere lægekapaciteter, således at den enkelte praksis bliver tilpasset sammensætningen af patienter og patienternes behandlingsbehov.

Til udvikling af modellen har en ekspertgruppe bestående af Jakob Kjellberg og tre andre aktører rådgivet indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

”Modellen skal sikre en mere lige fordeling af læger på tværs af landet, så de områder, hvor der er færrest læger, og hvor behandlingsbehovet er størst, opnår en bedre lægedækning,” siger Jakob Kjellberg og uddyber:

”Men hvordan definerer og beregner man patienternes behandlingsbehov, og hvordan fordeler man på den baggrund bedst lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud? Det er de centrale spørgsmål, vi har diskuteret.”

Umuligt at lave en perfekt model

I den foreslåede model fra ekspertgruppen indgår en lang række faktorer til at beregne borgernes behandlingsbehov, herunder alder, køn, sygdomsbyrde, socioøkonomi og middellevetid, for dermed at beslutte en rimelig fordeling af alment praktiserende læger på tværs af landet.

”En fordelingsmodel kan ikke tage højde for alle forhold, der påvirker arbejdsbyrden i almen praksis eller lægernes individuelle kapacitet. Men sammenlignet med i dag, hvor der ingen krav er til lægernes patientantal i forhold til patientsammensætning, vil den nye model være et stort skridt i den rigtige retning,” siger Jakob Kjellberg.

Ifølge Jakob Kjellberg er modellen dog aldrig bedre end de data, den er baseret på.

”Arbejdet stopper ikke her. Effekterne af den endelige fordelingsmodel skal følges nøje for at evaluere og forbedre den hen ad vejen i forhold til eventuelle skævheder.”

Gode arbejdsforhold er et must

Èt er, at der med den nye fordelingsmodel bliver sikret tilstrækkeligt med alment praktiserende læger i yderområderne. Noget andet er at fastholde lægerne i almen praksis.

”Det er vigtigt at skabe og udvikle et uddannelses- og arbejdsmiljø uden for storbyerne, så almen praksis forbliver attraktiv for både yngre og ældre speciallæger gennem et helt karriereforløb,” siger Jakob Kjellberg.

En undersøgelse fra VIVE ser på de overvejelser, der ligger til grund for til- og fravalg af almen praksis blandt nyuddannede speciallæger i almen medicin. Arbejdspres og stigende opgavemængde nævnes som særligt udfordrende blandt de adspurgte. Udfordringer, som den nye fordelingsmodel til dels kan løse ved en mere ligelig fordeling af læger ud fra behandlingsbehov.

”Patienterne i yderområderne er formentligt en mere spændende og udfordrende opgave at varetage end dem i storbyerne, men det kræver ekstra tid til oplæring og sparring mellem yngre og ældre læger samt mere uddelegering til praksispersonale,” siger Jakob Kjellberg.

Dertil peger undersøgelsen på løsninger som færre arbejdsdage og mindre fysisk fremmøde, samt at yngre læger ønsker mere støtte i overgangen fra hoveduddannelseslæge til mulig ejer af egen praksis samt mulighederne for beskæftigelse i almen praksis uden at eje egen praksis.

Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 4, 2025. Temaet er Ulighed.