Bjørn drømmer om at give sin datter det fedeste værelse

Bjørn drømmer om at finde en treværelses lejlighed tæt på sin datters skole. Her vil han skabe det trygge liv for sig selv og sin datter, som de har manglet de seneste par år.

Han vil gerne give datteren det fedeste værelse, og der skal være plads til legeaftaler.

“Det skal være et hjem, hvor der er kærlighed og rummelighed. Der skal være masser af kærlighed,” siger han.

Bjørn har ventet halvandet år på et sted at bo. Han er på førtidspension, og det er vanskeligt at finde en lejlighed, han kan betale, som samtidig ligger tæt på datterens skole. Bjørn er skilt fra sin datters mor. Datteren er ti år, og lige nu kommer hun på besøg hver anden weekend på det kommunale botilbud, hvor Bjørn bor, mens han venter på en lejlighed. Hun ønsker sig et rigtigt hjem sammen med sin far, hvor hun kan have sine venner med hjem, og Bjørn føler, at han svigter hende, når han ikke kan give et klart svar på, hvornår de får et sted at bo.

Et dobbeltliv

I teenageårene og tyverne levede Bjørn et liv præget af fest, alkohol og stoffer. Det lykkedes ham dog at lægge festlivet bag sig, indtil han i et par år kom ind i en vanskelig periode i sit liv. Han begyndte at tage stoffer igen, og i en periode levede han et dobbeltliv, hvor han hver anden uge gjorde alt for at være en omsorgsfuld far, der smurte madpakker og hjalp med lektier, og hver anden uge med sine egne ord faldt længere og længere ned mod afgrunden.

Hans misbrug eskalerede, og han begyndte at begå kriminalitet for at få råd til stoffer. Han kunne ikke holde ud at være i sin lejlighed, så han holdt op med at betale husleje for at slippe af med den. Da han blev smidt ud, sov han på sofaer hos bekendte, på herberger og på gaden.

Til sidst indså han, at han ikke kunne fortsætte med at leve sit liv på denne måde. Han havde brug for hjælp, og han ringede til sin datters mor og fortalte, at han ikke kunne mere.

”Jeg var totalt opslidt. Jeg kunne ikke leve sådan et liv mere, og jeg ville absolut ikke byde min datter det,” siger han.

Bjørn kom på krisecenter. Her fik han mulighed for at få lidt fred og ro, og han valgte at tage imod al den støtte, han blev tilbudt, så han kunne komme videre med sit liv.

Roden til problemet

I dag er det 20 måneder siden, Bjørn holdt op med at tage stoffer. Han er meget taknemmelig for al den hjælp, han har fået. Han har en mentor og en sponsor, som støtter ham, og dem sætter han stor pris på.

”De er guld værd. Jeg kan ikke forklare dig, hvor meget jeg holder af dem. Jeg har været vant til, at jeg ikke kunne stole på andre, men jeg kan mærke, at de gerne vil mig, de vil gerne have, at jeg kommer videre med et godt liv,” siger han.

Bortset fra, at han ikke har et sted at bo, har Bjørn aldrig har haft det bedre, end han har det i dag.

”Jeg er begyndt at arbejde med mig selv. Jeg skal jo finde roden til problemet. Jeg har ikke bare lagt stofferne på hynden, men jeg er også begyndt at se, hvorfor jeg er flygtet hele livet.”

Et ordentligt liv

Det kommunale botilbud, Bjørn bor på, har været en del af hans behandling. Nu er han klar til at komme videre i sit liv, og et sted at bo er det næste vigtige skridt.

”Jeg har en seng at sove i, og det er jeg taknemmelig for. Men det kan være rigtig hårdt, for jeg bor med nogle mennesker, som jeg ikke selv har valgt at bo med, og som kæmper med hver deres ting, ligesom jeg selv gør,” siger Bjørn.

Bjørn fik en dom på fire måneder for kriminalitet, han havde begået for at finansiere sit misbrug. Dommen afsonede han på det kommunale botilbud, han stadig bor på i dag. Bjørn havde fået stillet i udsigt, at kommunen ville have fundet en lejlighed til ham, når straffen var afsonet, men der er gået halvandet år, og det er stadig ikke lykkedes. Han har fået at vide, at det blandt andet er en personlig fejl i kommunen, som er årsagen til, at det tager længere tid end forventet at finde en lejlighed.

”Det er rigtig svært at kæmpe med kommunen. De har gjort rigtig mange ting for mig, men nu er det ligesom om, at jeg bliver overladt til mig selv,” siger han.

Han har oplevelsen af, at de forskellige medarbejdere i kommunen ikke taler sammen, og at arbejdet med at finde et sted at bo til ham er gået i stå. Han leder også selv efter en lejlighed, men det er vanskeligt at finde et sted, han kan betale på sin førtidspension. Han har desuden gæld fra den periode, hvor han havde det svært, hvilket gør det endnu vanskeligere.

Bjørn fortæller, at det gør det vanskeligt for ham at holde fast i det nye liv, han har skabt sig, når han ikke har et sted at bo. Han føler sig låst fast.

“Hvis jeg ikke havde været så stærk og havde haft så gode mennesker omkring mig, min mentor og min sponsor, så havde det nemmeste været bare at give slip.”

Den bedste fremtid

Bjørns datter spørger, hvornår de får en lejlighed. Det er smertefuldt for ham, at han ikke kan give hende et svar. Det føles som endnu et svigt.

“Min datter spørger, hvornår vi får en lejlighed. Hun vil jo bare gerne have skolekammerater med hjem og have legeaftaler. Det er smertefuldt, at jeg ikke bare kan give et svar,” siger han.

“Det er blevet udskudt, og det betyder, at jeg er kommet til at love noget, som ikke er blevet holdt. Hun skal kunne stole på det, jeg siger. Men jeg gør alt, hvad jeg kan, for at rette op på det.”

Han håber, det snart lykkes at få et sted at bo, så han kan komme i gang med at leve det liv, han drømmer om.

“Det er nu, jeg skal skabe mig et hjem. Jeg vil leve et ordentligt liv, hvor der er fred og ro. Jeg vil skabe den bedste fremtid for mig selv og for min datter.”

Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 4, 2025. Temaet er Ulighed.