Børn og unge med autisme bliver hyppigere anbragt end andre børn

Når børn og unge med autisme hyppigere end andre børn bliver anbragt uden for hjemmet, ligger der ikke én, men flere forklaringer bag.

”Man kan ikke skære disse børn og unge over én kam. Årsagerne til anbringelser spænder lige fra forældres psykosociale udfordringer til unge, der er til fare for sig selv eller andre. Og vi kan se, at autismen ikke altid alene ligger til grund for anbringelserne,” siger Mai Heide Ottosen, seniorforsker i VIVE.

Hidtil har man ikke vidst, hvad der ligger til grund for overrepræsentationen af anbragte børn og unge med autisme, og Social- og Boligministeriet har derfor bedt VIVE undersøge området.

Ifølge undersøgelsen kan anbringelserne inddeles i fire grupperinger, som hver især har forskellige forløb frem til anbringelsen. Det drejer sig om:

• Det ufrivilligt anbragte barn
• Det tidligt diagnosticerede barn
• Den udtrættede familie
• Den unge til fare for sig selv eller andre

Forældres og kommuners samarbejde er udfordret

En ting er til gengæld gennemgående i mange forældres beretninger og i sagsakter: At samarbejdet med kommunerne kan give gnidninger.

”Forældrene kan opleve, at sagsbehandleren ikke har tilstrækkelig viden om autisme, at kommunen ikke giver de rette tilbud, eller at hyppige udskiftninger i personalet trækker sagsbehandlingen i langdrag, og at man begynder forfra hver gang,” siger Mai Heide Ottosen, seniorforsker i VIVE.

Billedet af et indimellem udfordret samarbejde går igen hos de kommunale sagsbehandlere og ledere i undersøgelsen. De peger på, at tilbud om massiv støtte ikke altid viser sig at virke, at kommunens økonomi kan have betydning for, hvad man kan tilbyde, eller at hjælpen kan være utilstrækkelig, fordi man først forsøger med mindre indgribende indsatser.

Undersøgelsen peger derfor på fire faktorer, der kan bidrage til at forbedre både samarbejde og praksis:

• Sociale myndigheder bør anlægge en anerkendende tilgang til forældrene både op til, under og efter anbringelsen.
• Forældre ønsker, at sagsbehandlere får mere specifik viden om autisme, og hvordan man bedst støtter børnene og de unge. Det er også vigtigt for samarbejdet mellem familie og sociale myndigheder.
• Behov for mere rettidige og differentierede indsatser. Man bør derfor starte på et højere trin på den såkaldte indsatstrappe.
• Behov for at få afklaret dilemmaer, som hvordan kommuner balancerer mellem principperne om ’mindst indgribende indsats’ og ’rette indsats til rette tid’, eller hvordan forældrene er stillet, hvis to faglige autoriteter har helt forskellige perspektiver på støtten til barnet.