Fra underklasse til universitet: Nicolines sociale baggrund gjorde studielivet svært

”Min mor er psykisk sårbar og har været på kontanthjælp hele mit liv. Min far røg ind og ud af fængsel, så han er ude af billedet.”

Nicoline Forsberg forsøger at opridse sin barndom, men erkender hurtigt, at det er en rodet fortælling. Det miljø, hun voksede op i, var med hendes egne ord meget ”blok på bistand-agtigt”. En opvækst, hvor pengene er meget små, og afsavnene meget store. Det var mildest talt ”fucking hårdt” og en verden, der er svær at forstå, hvis man ikke selv har prøvet, at strømmen går, fordi regningerne ikke bliver betalt. Men Nicoline havde svært ved at forestille sig, at verden kunne se anderledes ud. Det lå ikke i kortene, at hun skulle læse statskundskab.

Fra højt fravær til højt gennemsnit

”Jeg havde et tårnhøjt fravær i folkeskolen,” fortæller Nicoline. Hun havde aldrig stiftet bekendtskab med stabilitet og blev hjemme, når hun ikke kunne overskue tingene.

”Da jeg var 13-14 år, tænkte jeg, at jeg aldrig får en uddannelse. Jeg kunne se, at andre gik i gymnasiet og kom på universitetet, men jeg var bare sådan: ’How do you get there?’”

Men med støtte fra bedsteforældre, lærere og kommunen finder hun alligevel vejen. Den er ikke snorlige. Nicoline er både på efterskole, produktionsskole og kontanthjælp, før hun bruger fem år på at kæmpe sig igennem enkeltfag på VUC og HF. ’Jeg gjorde det’, står der i studenterhuen. Nicoline havde aldrig troet, at hun nåede så langt. Nu stod hun med et snit på over 11 og var klar til at søge ind på statskundskab.

Svær studiestart

”Det første år på statskundskab var røvhårdt. Det føltes, som om alle havde et manuskript, men det havde jeg ikke.”

Nicoline husker studiestarten som at gå rundt i en tåge. Det var svært for hende at finde sig til rette i miljøet i den øvre middelklasse. Hun kendte ikke til den akademiske kultur, humoren og de uskrevne regler. Den kulturelle bagage og det sociale netværk, som skulle ruste hende til studielivet var ikke-eksisterende.

”Der er jo stor forskel på, hvad man er vokset op med at tale om ved middagsbordet. I min familie snakker vi om knaster, altså ’hvordan man laver penge’. Dem på mit studie har siddet og snakket om politik, og hvad der foregår rundt i verden.”

Fællesskab for de udvalgte

Nicoline kløede på og bestod eksaminerne, men det var svært for hende at blive en del af fællesskabet.

”Jeg ville gerne være med i revyen og alle mulige andre foreninger på studiet, men jeg kom ikke rigtigt ind i varmen. Det kan der selvfølgelig være alle mulige grunde til, men som oftest er det folk, der kender hinanden, der kommer med,” fortæller Nicoline. Hun følte sig bagud på point, fordi hun ikke var en del af den kultur, hvor folk kender hinanden på kryds og tværs fra gymnasier, højskoler og kollegier.

I dag har hun både en plads i studenterrådet og står bag disken på studiets café, hvor hun har fundet et fællesskab på tværs af årgange og faglinjer.

”Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er det enkelte individs skyld. Men det er en kollektiv kultur, hvor alle understøtter en meget særlig måde at agere på,” siger Nicoline.

Hun kan ikke blende ind i kammeraternes samtaler om gymnasietiden og familieferier til Mallorca. Hun kommer fra den laveste socialgruppe, som mange af hendes studiekammerarter gerne vil studere, men ikke er interesserede i at komme for tæt på personligt.

Hjælp til studie og systemer

Nicoline er nu i gang med sit andet studieår. Det kan stadig være op ad bakke, men hun har fået en håndfuld venner og er fast besluttet på at gennemføre studiet. Set i bakspejlet ville hun ønske, at hun havde fået mere formel støtte til at gebærde sig på en lang videregående uddannelse.

”Jeg har kun overlevet første år på studiet, fordi jeg har været meget insisterende og god til at række ud og søge hjælp fra mine venner og studerende fra ældre årgange,” fortæller Nicoline.

Men det kan være svært og sårbart at række ud efter hjælp. Nicoline tror, at flere med hendes bag- grund ville tage en uddannelse, hvis nogle guidede dem igennem uddannelsesjunglen og gjorde dem opmærksomme på, at der eksisterer tilbud som uddannelseshjælp, vejledere, særstøtte osv.

Et strukturelt problem

Hvis man for alvor skal komme uligheden i uddannelsessystemet til livs, bør man ifølge Nicoline starte med det helt store perspektiv.

”Det er jo et strukturelt problem. Det handler både om, hvem der får børn med hvem og reproducerer hvilken slags social arv, og om, hvordan institutioner, skoler og andre instanser i samfundet understøtter børn og forældre bedst muligt.

Hvis min mor havde fået mere hjælp og ikke var blevet tabt af systemet, så havde jeg nok været bedre stillet i dag,” siger Nicoline, men erkender, at der ikke findes nemme løsninger. Hun er heller ikke ude på at udskamme det miljø, hun kommer fra – og hun har stadig et godt forhold til sin mor. ”Min mor er mega stolt af mig, men vi snakker aldrig rigtigt om mit studie. Hun forstår det ikke. Det er en helt anden verden, som hun ikke kan sætte sig ind i,” fortæller Nicoline.

Hun drømmer om, at hendes uddannelse kan bane vejen for at arbejde med social mobilitet. Det er det, hun brænder for – og hun har flere erfaringer end de fleste.

Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 5, 2025.