Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
Nyhed 16. JUN 2025
  • Socialområdet
  • Socialområdet

Hårdere straffe er ikke eneste middel i kampen mod vold i rocker- og bandemiljøet

  • Socialområdet
  • Socialområdet
Modelfoto: Mathilde Bech/VIVE
Forenet Mod Vold ser ud til at lukke et hul i politiets værktøjskasse, hvor der mangler metoder til forebyggelse af vold blandt de mest forhærdede rocker-/bandemedlemmer.
  • Mette-Louise Eskildsen Johansen

    Seniorforsker

    33 69 77 94
    mlej@vive.dk
  • Thilde Baden Rasmussen

    Kommunikationskonsulent

    20 65 53 62
    tbra@vive.dk

Forebyggelse, dialog og samarbejde er en vigtig vej frem, hvis vold og skyderi i de hårde rocker- og bandemiljøer skal bremses. Det viser et forskningsprojekt, der har samlet erfaringer fra afprøvningen af indsatsen ’Forenet Mod Vold’, som bygger på en amerikansk kriminalpræventiv strategi.

Københavns Politi har fra 2021-2024 afprøvet den amerikanske kriminalpræventive strategi ’Group Violence Intervention’, der har til formål at reducere den grove vold og skudepisoder i rocker- og bandemiljøet.

VIVEs seniorforsker Mette-Louise E. Johansen har fulgt afprøvningen af indsatsen, som i Danmark har fået navnet ’Forenet Mod Vold’. I sit forskningsprojekt har hun og seniorforsker Lars Fynbo samlet erfaringer fra politiet, kommunale fagpersoner og personer fra rocker- og bandemiljøet. Det har givet et indblik i, at politiet mangler værktøjer til at arbejde forebyggende med den hårde kerne af rockere og bandemedlemmer.

Når først man er inde i miljøet og en del af grupperingerne, skiftes forebyggelsen ud med sanktioner og fængselsstraf, men der skal andre metoder til at nedbringe volden i miljøet.
Mette-Louise E. Johansen, seniorforsker

”De eksisterende indsatser til forebyggelse henvender sig som udgangspunkt til unge i periferien af rocker- og bandemiljøet eller til dem, der er i risiko for at blive rekrutteret. Når først man er inde i miljøet og en del af grupperingerne, skiftes forebyggelsen ud med sanktioner og fængselsstraf, men der skal andre metoder til at nedbringe volden i miljøet,” forklarer Mette-Louise E. Johansen. 

Hjælp til at bryde voldsspiraler

Forskningen viser, at de mest forhærdede og voldserfarne rocker- og bandemedlemmer udmærket kender straffen for voldskriminalitet i Danmark. Men volden er potentielt til stede hele tiden – enten som en del af den kriminelle forretningsmodel eller som en trussel, rockere og bandemedlemmer indretter deres liv efter.

”De fleste rocker- og bandemedlemmer er selv ofre for volden, og de fleste vil gerne have den stoppet. Der eksisterer derfor et modsætningsforhold i, at de selv udøver vold for at undgå vold – samtidig med at de ønsker at bryde med voldsspiralerne,” fortæller Mette-Louise E. Johansen.

Hendes vurdering er, at Københavns Politi med Forenet Mod Vold har skabt fokus på at reducere volden via dialog om konsekvenser, straf og støttemuligheder. For eksempel formidler politiet til rocker- og bandemedlemmer, hvordan enkeltpersoners voldssager kan føre til øget politifokus og indgriben over for alle i en gruppering, hvis der er hjemmel hertil, samt hvor de kan henvende sig for at få støtte, hvis de vil forlade det kriminelle miljø.

Vigtigt med rettidig indsats

Erfaringerne med Forenet Mod Vold viser, at rettidighed er afgørende, fordi volden i rocker- og bandemiljøet er præget af hævn, og bestemte faktorer kan udløse en eskalering af volden. Derfor er det vigtigt, at myndighederne kender de faktorer, der udløser volden, og har for øje, hvordan den udvikler sig.

”Det har været en stor fordel, at nærpoliti og kommunale medarbejdere med indsigt i rocker- og bandemiljøet har haft et tæt samarbejde i Forenet Mod Vold, og at indsatsen har været styret lokalt. Dét har rustet politiet bedre til at gribe rettidigt ind,” siger Mette-Louise E. Johansen.    

Hun fortæller, at erfaringerne samtidig viser, at volden ofte er uforudsigelig for både politiet og rocker- og bandemedlemmerne selv, hvorfor interventioner fra myndighedernes side må være baseret på situationsbestemte, konkrete og kontekstafhængige skøn fra gang til gang.

Forskningsprojektet er støttet af TrygFonden og fortsætter indtil 2026, hvor der også vil være fokus på Group Violence Intervention i andre lande samt et bredere fokus på volden i rocker – og bandemiljøet.

Læs rapportens hovedresultater
Download rapporten

Fakta

Den amerikanske kriminalpræventive strategi ’Group Violence Intervention’ er baseret på tre kerneelementer: 1) Fokuseret afskrækkelse, hvor myndighederne gør brug af alle sanktionsformer, straf og øget politifokus over for de mest voldelige grupperinger i rocker-/bandemiljøet. 2) Moralsk appel, hvor civilsamfundet appellerer til, at grupperingerne stopper med at begå vold. 3) Støtte og hjælp, hvor de sociale myndigheder gør brug af alle støttemuligheder til at hjælpe rocker-/bandemedlemmer ud af voldskriminalitet.

Disse tre former for budskaber formidles til de mest voldsdrivende grupperinger i rocker-/bandemiljøet af politi, socialrådgivere, civilsamfundsrepræsentanter og organisationer via call-in-møder eller individuelt tilrettelagte dialogmøder.

I afprøvningen af strategien i Københavns Politikreds er den tilpasset lokal kontekst og dansk lovgivning. Den består af fire komponenter: 1) Myndighedssamarbejde, 2) Lokal problemanalyse, 3) Informationsmøder med målgruppen, og 4) Opfølgende gennemførelse af sanktioner, øget politifokus og støtteservices.

Flere ting adskiller Danmark fra USA. For eksempel er det på grund af retssikkerheden i Danmark ikke muligt at gøre brug af civilsamfundets moralske appel. Politiet er af samme grund gået bort fra at afholde call-in-møder, men har i stedet brugt individuelt tilrettelagte dialogmøder. I amerikansk kontekst har det også fungeret med fokuseret afskrækkelse, men i Danmark har de fleste rocker-/bandemedlemmer allerede kendskab til straffesystemet, hvorfor informationer om straf ikke har samme virkning. Ligeledes har det i USA fungeret godt at tilbyde målgruppen en række støtteservices, men da det danske velfærdssystem allerede er veludbygget i forhold til social støtte, så virker det knap så innovativt i dansk kontekst.

Rapporten er ikke en evaluering eller effektmåling, men en erfaringsopsamling om indsatsens barrierer og muligheder, der er baseret på interviews med politiet, kommunale fagpersoner og personer fra rocker-/bandemiljøet.

Relateret indhold

Undersøgelse i gang
1. JAN 2022 — 31. DEC 2025

Group Violence Intervention i Københavns Politi

  • Socialområdet
  • Socialområdet
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev