Mange borgere i hjemløshed har ikke råd til en bolig

Seks ud af ti borgere i hjemløshed har så få økonomiske ressourcer, at de har svært ved at betale for en bolig. Det viser resultaterne fra en ny rapport, der kortlægger sammenhængen mellem betalingsevne og udbuddet af betalbare boliger for borgere i hjemløshed.

”Borgerne er ofte på kontanthjælp og har mindre end 3.500 kroner tilbage til husleje, når mad og andre fornødenheder er betalt. Vores beregninger viser, at der årligt er mellem 7.200 og 9.000 borgere, der maksimalt kan betale en bolig på 3.500 kroner,” siger Jakob Trane Ibsen, chefanalytiker i VIVE.

Rapporten viser desuden, at antallet af billige boliger, som er til rådighed i kommunerne, ikke matcher behovet blandt borgerne i hjemløshed. 

”Der er store forskelle mellem kommunerne på, hvor mange betalbare boliger der findes. På landsplan er der omtrent 4.200 almene familieboliger med en husleje på 3.500 kroner, der bliver ledige i løbet af året, hvilket langt fra dækker behovet – ikke mindst set i lyset af, at disse boliger ikke alene er forbeholdt borgere i hjemløshed,” forklarer Jakob Trane Ibsen.

Ifølge undersøgelsens fremskrivninger vil der også i de kommende år være mangel på boliger, som er til at betale for borgere i hjemløshed.

Forebyggelse er vigtigt for at bremse tilgangen til hjemløshed

Skal antallet af borgere i hjemløshed nedbringes, kræver det ikke blot betalbare boliger, men også et fokus på forebyggelse, så færre borgere havner i hjemløshed. VIVE har i en anden rapport undersøgt indsatser i velfærdssystemet og civilsamfundet, der kan forebygge hjemløshed.

Den nye undersøgelse peger på, at forebyggelse af hjemløshed kræver en sammenhængende kæde af indsatser og et tæt samarbejde mellem mange forskellige aktører.

”Første led i kæden er tidlig opsporing af borgere, der er i risiko for hjemløshed. Det kræver et velfungerende samarbejde på tværs af lokale aktører – både kommunale aktører, civilsamfundsaktører og regionale behandlingstilbud,” siger Lars Benjaminsen, seniorforsker i VIVE.

Efter opsporingen bør der hurtigt iværksættes en fleksibel social støtteindsats til borgeren, og kommunen skal hurtigt skabe kontakt til andre relevante aktører, for eksempel den lokale boligafdeling og psykiatrien.