Mellem arbejdsmarkedsreserve og kreativt kraftpotentiale

Det danske velfærdssamfund vil meget med unge. Sådan har det været i mange år. Tilbage i Nyrup-regeringens ungdomspolitik fra årtusindskiftet lød indledningen:

”I dag bliver unge regnet for fremtidens fundament. Den guldrandede generation, der skal klare frem- tidens udfordringer – og som skal rustes dertil. Og det gøres ved at give unge de bedste udviklingsbetingelser. Men det er ikke den eneste årsag til, at samfundet bør skabe optimale forhold for unge. Lige så vigtigt er det at se unge som en ressource i sig selv. En kraftreserve af særlig kreativitet og engagement, som samfundet kan blive langt bedre til at realisere.”

Hvor står vi i dag 25 år senere? Hvad er det for ressourcer, kreativiteter og engagementer, unge får mulighed for at udvikle? Hvilket ungesyn kommer til syne i de tiltag, velfærdsstaten igangsætter i forhold til unge i dag?

Færre veje at vælge imellem

Unge anskues som råstoffet til fremtidens samfund og samtidig sker en intensiveret strømlining af de veje, unge kan gå, og en acceleration af den forventede hastighed. Med reformen af ung-

domsuddannelserne fra i år skærpes adgangskravene til de almene gymnasier (STX, HHX, HTX), og dertil erstattes 10. klasse, HF, eux og GF1 på erhvervsuddannelserne med en ny uddannelse kaldet EPX.

Intentionen er øget fleksibilitet i uddannelsesvalget. Omvendt har advarslerne lydt, at reformen skaber en mere markant opdeling i boglige og ikke-boglige uddannelser – og unge. Samtidig skærer universitetsreformen næsten et helt år af kandidatuddannelsens nuværende to år for langt størstedelen af fag.

Begge reformer har et erklæret mål om at få de unge hurtigere igennem uddannelsesforløb, som er mere rettet mod arbejdsmarkeder med gode jobmuligheder. Disse reformer ligger i forlængelse af PISA og folkeskolens nationale tests prioritering af funktionelle færdigheder og kernefaglighed.

Fast-track og læring på eget ansvar

Reformernes bagvedliggende ungesyn fokuserer på fast-track, arbejdsmarkedshensyn, selvovervågning, ansvar for egen læring og større fokus på, hvad unge skal bidrage med til samfundet.

Den siddende regerings væsentligste ungdomspolitiske aftale – indgået med et bredt politisk flertal i Folketinget i efteråret 2024 – er Beskæftigelsesministeriets ’Ungeløftet’. En reform, som afspejler det skærpede fokus på at bygge bro mellem uddannelse og arbejdsmarkedet. For unge, som enten aldrig påbegynder eller forlader ung- domsuddannelserne eller de videregående uddannelser, er den politiske intention således også, at de skal hjælpes ind i etablerede forløb, der kan gøre dem selvforsørgende. Samtidig viser flere undersøgelser, at det sociale system kun i begrænset omfang formår at støtte udsatte unge, eksempelvis unge, der har svært ved at komme ud af den marginalisering, de kan være vokset op med, økonomisk, uddannelsesmæssigt og socialt.

Et liv i hamsterhjulet?

At ”ruste unge til at klare fremtidens udfordringer”, herunder gennem uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet, er en kerneopgave for velfærdsstaten, både for samfundets og de unges skyld.

Vi ser indikationer på, at unge – med udsigt til mange år på arbejdsmarkedet – oplever den livsform, de ser forældrene udleve, som et ”hamsterhjul”, som ikke i sig selv fylder livet med mening, mulighed for familieliv og frihed. Forskellige protestformer har set dagens lys og breder sig via sociale medier og offentlig debat om forholdet mellem ’work’ og ’life’, samfundsbidrag og selvrealisering.

Samtidig betyder udviklingen på boligmarkedet, at flere børnefamilier søger mod billigere boliger uden for storbyen. Profilerede forfattere fremhæver det lavere tempo uden for de store byer, hvor der er muligheder for at prøve andre livsformer af.

Ønsket om et andet liv

Den paradoksale forestilling om, at ungdommen mere eller mindre vil forlænge forældregenerationens livsformer, og den samtidige forventning og forhåbning om, at netop ungdommen skal føre samfundet ind i nye måder at håndtere fremtidens udfordringer på, har altid eksisteret. Spørgsmålet er, om vi som samfund er tilstrækkeligt opmærksomme på, at en meget stærk prioritering af det første hensyn let bliver på bekostning af det andet – det håbefulde, det nybrydende.

Nu som altid er balancen mellem samfundsmæssige behov for borgere, der kan forsørge sig selv (og bidrage med forsørgelse til dem, som ikke selv kan), og den kreative udvikling af nye organiserings- og produktionsformer, som muliggør, at vi sammen kan udfolde menneskelivet i dets mangfoldighed, en debat, som det er nødvendigt at holde levende. Og her må unge – som fremtidens kraftreserve – få stemme.

Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 5, 2025.