Normen har ændret sig markant for, hvornår man er ’for gammel’ til at arbejde

Normen for, hvornår man er ’for ung’ til at trække sig fra arbejdsmarkedet og ’for gammel’ til at blive, har rykket sig de seneste 20 år. Og den har rykket sig mest, når det gælder kvinder.

På spørgsmålet om, hvornår kvinder er ’for gamle’ til at arbejde 20 timer eller mere om ugen, svarede 43 procent i 2006 enten ’aldrig for gammel’ eller angav en aldersgrænse over 65 år. I 2025 var denne andel steget til 73 procent.

Aldersnormen var højere for mænd end for kvinder i 2006: Dengang svarede 56 procent enten ’aldrig for gammel’ eller angav en aldersgrænse over 65 år på det samme spørgsmål omkring mænd. Opfattelsen har ikke ændret sig lige så markant, når det gælder mænd, selvom udviklingen er gået samme vej. I 2025 var andelen for mænd steget til 72 procent. Kønsforskellene udligner sig altså over tid.

Det fremgår af en ny bog ’Hvornår er man for gammel til arbejde og for ung til pension?’, som er skrevet af Christian Albrekt Larsen og Jeevitha Yogachandiran Qvist, henholdsvis professor og lektor på Aalborg Universitet, og finansieret af Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet.

Normen afspejler udviklingen i pensionsalder

Bogens analyser trækker på spørgeskemaundersøgelser, og resultaterne viser, at både arbejdsgivere og seniorerne selv svarer stort set enslydende på, hvornår man er ’for gammel’ til at gå på arbejde.

”Den aldersdiskrimination, vi ser ved nyansættelser, kan altså ikke forklares med, at arbejdsgiverne ser anderledes end seniorerne på, hvornår man er ’for gammel’ til et job. Problemet synes snarere at være, at der er en slags fælles forståelse af, hvornår man er ’for gammel’ til at arbejde,” siger Christian Albrekt Larsen.

Grænsen for, hvornår man er ’for gammel’ til at arbejde, har altså rykket sig gevaldigt fra 2006 til i dag. Og den udvikling er sammenfaldende med ændringerne i de seneste pensionsreformer.

Samtidig viser bogens analyser, at faste aldersgrænser på arbejdspladser for, hvornår man går på pension, er under afvikling. Frem for at knytte overgangen til pension med et bestemt årstal synes arbejdsmarkedet i højere grad at give plads til individuelle beslutninger og fleksible tilbagetrækningsforløb.