Omfordeling af tosprogede elever løser ikke ulighed
Dagtilbud, skole og uddannelse
Dagtilbud, skole og uddannelse

Seniorforsker Sidsel Vive Jensen har undersøgt, hvorvidt der opstår social integration mellem tosprogede og etsprogede børn i skoleklasser, hvor de tosprogede børn er blevet omfordelt. Hun har undersøgt, hvor meget børnene interagerer med hinanden, og hvordan de interagerer.
Hendes resultater viser, at selvom børnene på tværs af etnisk baggrund er sammen om arbejdet i undervisningen og leger sammen i frikvarterne, så er der fortsat en gennemgående ulighed i deres relationer.
Undersøgelsen viser, at de primære venskabsgrupper, som børnene etablerer i løbet af 0. klasse og i starten af 1. klasse, er fuldstændigt opdelt på etnisk baggrund (minoritetselever for sig og majoritetselever for sig). I forhold til hvordan børnene interagerer med hinanden, har Sidsel Vive Jensen især undersøgt to former for interaktion: samarbejde og irettesættelser. Resultaterne viser, at minoritets- og majoritetsbørn har velfungerende samarbejder, men at de også afspejler en ulighed:
”Minoritetsbørnene har aldrig i mine observationer haft den styrende rolle i samarbejdet. Den rolle har majoritetsbarnet. Og i situationer med irettesættelser er det altid minoritetsbørnene, der irettesættes af majoritetsbørnene,” fortæller Sidsel Vive Jensen.
Det får hende til at konkludere, at der er en subtil men gennemgående ulighed i interaktionerne mellem minoritets- og majoritetsbørnene.
Resultater af hendes undersøgelse er publiceret i en videnskabelig artikel. Her påpeger hun blandt andet, at det er svært at svare entydigt på, om politikken med at omfordele kommer i mål med at integrere børnene. På den ene side tyder hendes resultater på, at politikken, i hvert fald i de små klasser, giver mulighed for at minoritets- og majoritetsbørn interagerer ganske meget, dog uden at de danner blandede venskabsgrupper.
På den anden side tyder resultaterne på, at politikken ikke løser den grundlæggende ulighed mellem minoritets- og majoritetsbørn. Måske forstærker politikken endda denne ulighed, fordi den netop i sit design forskelsbehandler børnene, da det er kun de etniske minoritetsbørn, der bliver omfordelt.
Læs mere
Jensen, S. V. (2025). Together and apart: interethnic peer interaction in integrated schools. Nordic Journal of Studies in Educational Policy, 1–16. https://doi.org/10.1080/20020317.2025.2519708