Nyhed 10. OKT 2025

Stor bevilling skal skabe ny forskningsgruppe på socialområdet

  • Socialområdet
  • Økonomi og styring
Projektet skal kortlægge, om de stigende udgifter på det specialiserede socialområde faktisk skaber bedre kvalitet for udsatte borgere i specialiserede tilbud.

Tre forskere fra VIVE og RUC har fået otte millioner kroner fra Den Frie Forskningsfond til at etablere en ny forskningsgruppe, der skal styrke forskning og viden på det specialiserede socialområde.

Danmark bruger hvert år milliarder af kroner på botilbud til børn, unge og voksne, og udgifterne vokser år for år. Men vi ved reelt ikke, om de stigende udgifter faktisk skaber bedre kvalitet for udsatte borgere i de specialiserede tilbud.

Med en bevilling på otte millioner kroner fra Den Frie Forskningsfond skal et nyt forskningsprojekt styrke den kvantitative forskning på socialområdet. Bevillingen går til de tre forskere Britt Østergaard Larsen, seniorforsker i VIVE, Anders Malthe Bach-Mortensen, lektor på RUC, og Ole Helby Petersen, professor på RUC, som sammen skal etablere en ny forskningsgruppe.

Projektet skal kortlægge både omkostninger og kvalitet i de specialiserede tilbud.

”Det er vores ambition at skabe et helt nyt datagrundlag for forskning i det specialiserede socialområde ved at kortlægge både økonomiske data, personaleoplysninger og borgernes faktiske forløb i sociale tilbud. Den type af viden er vigtigt for at sikre, at ressourcerne bruges rigtigt og sikrer den rette støtte til de borgere, der har brug for det,” siger Britt Østergaard Larsen, seniorforsker i VIVE. 

Ambition om forandring i praksis

Forskerne håber at give kommuner og myndigheder konkret viden om, hvilke leverandører og hvilke organisatoriske forhold, der faktisk gør en forskel for borgerne.

”Det kan være sammenhænge mellem personalesammensætning og stabile forløb eller mellem økonomiske strukturer, for eksempel ejerskabsform, og risiko for utilsigtede hændelser som vold eller selvskade. Ved at følge borgernes forløb og koble det med detaljeret information om tilbuddene kan vi identificere, hvor systemet svigter, og hvor det lykkes,” siger Anders Malthe Bach-Mortensen, lektor på RUC.

Konkret skal forskerne undersøge:

  • Hvordan pengene bliver brugt ved at kortlægge udgifter til løn, drift og overskud i alle sociale tilbud.
  • Personalets betydning ved at kortlægge personalesammensætning, kvalifikationer og medarbejderstabilitet.
  • Borgernes forløb i de specialiserede tilbud, herunder identificere borgere med gentagne omplaceringer eller mangelfuld støtte.

Til projektet nedsættes en ekspertgruppe med repræsentanter fra brugerorganisationer, leverandører, medarbejderorganisationer og offentlige myndigheder. Målet er at sikre, at forskningen bliver forankret i de udfordringer, sektoren faktisk står overfor, og at resultaterne kan understøtte reel forandring i praksis.