Udsatte børn og unge oplever nyt system mere som straf end støtte
Børn, unge og familie
Socialområdet
Børn, unge og familie, Socialområdet
”Man kan ligesom ikke komme ud af det. Jeg vil ud og have et ordentligt liv, men jeg bliver hele tiden reminded om, at jeg er kinda kriminel. Det synes jeg er hårdt.”
Sådan beskriver en ung sin oplevelse med et forbedringsforløb, som Ungdomskriminalitetsnævnet tildeler børn og unge, der har været på kant med loven. Interviewet stammer fra et stort forskningsprojekt, hvor VIVE og Københavns Professionshøjskole har undersøgt, hvordan Ungdomskriminalitetsnævnet og Ungekriminalforsorgen fungerer i praksis. De to instanser blev indført i 2019 med en reform, der havde til formål ”at stoppe fødekæden til den hårde kerne af kriminelle”. Siden har mere end 5500 børn og unge i alderen 10 til 17 år, der er mistænkt eller dømt for personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet, været igennem systemet.
Mere konsekvens for yngre børn
Det var et politisk ønske med reformen at gribe tidligere og mere konsekvent ind over for børn og unge, som begår personfarlig kriminalitet – også dem under den kriminelle lavalder. I den forbindelse blev beslutningskompetencerne løftet væk fra kommunerne og over i det nyoprettede Ungdomskriminalitetsnævn med en dommer som formand. Samtidig blev Ungekriminalforsorgen oprettet til at føre tilsyn og kontrol med indsatser og forløb iværksat af nævnet.
Britt Østergaard Larsen, der er seniorforsker i VIVE, forklarer, at selvom intentionerne om at sikre tidlige indsatser er gode, så oplever de berørte børn, unge, forældre og fagfolk ofte det nye system mere som straf end støtte.
”Det skyldes i høj grad indretningen af systemet, hvor man har kombineret støttende indsatser med omfattende tilsyns-, kontrol- og sanktionselementer med logikker fra det strafferetslige system til voksne,” forklarer Britt Østergaard Larsen.
For eksempel foregår møderne i Ungdomskriminalitetsnævnet i retsbygninger, hvor der er politi, dommer og advokater til stede. En ung beskriver sin oplevelse i Ungdomskriminalitetsnævnet som en retssag.
”Jeg synes, det virker mere som en retssag – en mini-retssag. Jeg vil i hvert fald ikke kalde det et møde.”
Der ligger forskellige lovovertrædelser bag sager med forbedringsforløb. Tallene er fra 2021, hvor over en tredjedel af sagerne omhandlede simpel vold som skub, spark og knytnæveslag.
Nul tolerance i systemet
70 procent af børn og unge får i Ungdomskriminalitetsnævnet tildelt et forbedringsforløb, som eksempelvis kan indeholde aftaler om en kontaktperson, misbrugsbehandling og krav om skolegang. Mange af familierne er glade for at få hjælp og møder dygtige fagprofessionelle i systemet. Men de oplever, at det bliver meget indgribende med lange forløb på et eller to år, hvor de også er underlagt intensivt tilsyn i Ungekriminalforsorgen.
”Tilsynet bygger på en nul-tolerance-model, hvor den tilsynsførende er forpligtet til at give indskærpelser for alle overtrædelser af aftaler om eksempelvis skolegang, hjemmetider og møder. Det giver et fokus på fejltrin frem for fremskridt,” forklarer Britt Østergaard Larsen. Hun tilføjer, at det er en udfordring særligt for de allermest udsatte børn og unge, at der ikke er plads til at træde lidt ved siden af.
En ung fortæller, hvordan vilkårene i forbedringsforløbet er nærmest umulige at leve op til.
”Man får ikke sådan rigtigt noget valg. Jeg kunne ikke overholde aftaler om 15 timers kontaktperson, plus skole, plus arbejde, plus at jeg skulle være hjemme kl. 22.”
Når vilkårene overtrædes tredje gang, skal sagen tilbage i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvor indsatser kan ændres, og forløb forlænges. Mange fagprofessionelle peger på tilsynsmodellen som kontra-produktiv for det pædagogiske arbejde med at støtte en gradvis og positiv udvikling hos børn og unge.
Ny reform – gammel værktøjskasse
En anden udfordring er, at omlægningen af reformen ikke har medført væsentlige ændringer i kommunernes økonomi eller ”værktøjskassen” med indsatser til børn og unge, der begår kriminalitet. Mange af børnene og de unge er allerede kendt i systemet, og de har ud over kriminalitet også andre udfordringer som skolevægring, misbrug eller psykiske problemer.
”Der er fortsat behov for at styrke kvaliteten af anbringelser og behandlingsmuligheder og at udvikle det tværsektorielle samarbejde mellem skole, socialforvaltning og psykiatri,” pointerer Britt Østergaard Larsen. Hun tror ikke, at reformens ambitioner om at stoppe ”fødekæden til den hårde kerne” vil lykkes, hvis ikke der sættes ind på disse områder.
Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 5, 2025.
Systemet – kort fortalt
- ’Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet’ introducerede i 2019 et nyt system med Ungdomskriminalitetsnævnet og Ungekriminalforsorgen til behandling af sager med 10-17-årige, der er mistænkt eller dømt for personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet.
- I Ungdomskriminalitetsnævnet træffes afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes sociale indsatser i et såkaldt forbedringsforløb, der typisk indeholder en til tre indsatser som kontaktperson, anbringelse, krav om fremmøde i skole eller fast hjemmetidspunkt.
- Alle børn og unge med et forbedringsforløb kommer i tilsyn i Ungekriminalforsorgen under hele forløbet, som typisk varer enten et eller to år. Hvis den unge ikke overholder vilkårene i forbedringsforløbet, udløser det indskærpelser fra Ungekriminalforsorgen og kan medføre genbehandling i Ungdomskriminalitetsnævnet.
