Adfærd er nøglen
Udgivelsens forfattere:
- Sidsel Vinge
- Sundhed Sundhed
Verden af i går
Engang var det anderledes. Der handlede vores sundhed primært om adgang og viden. Dengang var adgang til læger, sygeplejersker, jordemødre, mad, medicin, vacciner og (rene) utensilier yderst begrænset. Særligt for dem, der ikke kunne betale for det. I dag er der stadig udfordringer med lige adgang. Men adgang er meget langt fra at være den udfordring, det var tidligere.
Omkring år 200 gik en jernalderkvinde rundt og savede hul i sønderjyders kranier med en trepaneringssav. Frem til 1800-tallet, hvor lægen Semmelweis fandt ud af, at håndvask redder liv, skete kun mindre fremskridt i viden om krop, sygdom og behandling. Men derefter ændrede det sig drastisk, og de sidste 50 år er der sket en eksplosion i viden om nye behandlingsformer, medicin og vaccinationer.
Hvad er viden?
Når man taler om viden i sundhedsvæsenet, så går der en lige linje tilbage til det, der dæmrede for Semmelweis på to barselsgange i Wien, hvor kvinderne døde som fluer på den ene gang, men ikke på den anden. Handlede forskellen mon om, at læger på den ene gang gik direkte fra obduktioner til stuegang – uden at vaske hænder?
Hvad der tæller som viden, handler om, hvordan den er produceret: Det handler om at sammenligne rigtig mange observationer af noget helt bestemt og udelukke alle tænkelige kilder til fejlfortolkninger, ikke mindst patienters og forskeres egne holdninger og ønsker.
Metoden er dyr og kompliceret at anvende, fordi der oftest skal rigtig mange patienter til, for at der kan være tale om viden og ikke kun tilfældets musik.
Og som om det ikke er nok, så kan resultaterne ikke blive delt via troværdige kanaler – noget så altmodisch som videnskabelige tidsskrifter – uden at to andre eksperter blåstempler hele molevitten i noget, der ligner en ‘blindsmagning’ af både fremgangsmåder og resultater.
Hele det store og internationale system med fælles spilleregler for, hvad viden er, udgør grundstenene i det, der kaldes evidensbasering. Det system er ikke ufejlbarligt. Og alt, hvad den enkelte sundhedsfaglige gør, er ikke altid baseret på evidens. Men det er stadig lysår bedre end der, hvor vi var for bare 50 år siden, og alt fra overlevelsesrater til middellevetid har udviklet sig derefter.
Hvad betyder adfærd?
Så længe det meste af det, som sundhedsvæsenet leverer, sker under kontrollerede rammer – f.eks. i en hospitalsseng eller på et operationsleje – er der gode chancer for, at patienterne får den rette behandling indenbords.
Men det, vi ikke direkte kan kontrollere i sundhedsvæsenet, spiller en voksende rolle for både outcome af behandling og for sundhed. Der ligger en sandhed bag den kække formulering: Operationen lykkedes, men patienten døde!
Måske døde patienten af, at hun blev ved med at ryge, selvom hun kun havde én lunge tilbage efter en vellykket operation. Måske døde hun af, at hun ikke lykkedes med at passe hverken kost, motion, fodsår eller insulinbehandlingen af sin diabetes type 1, og til sidst var det hjertet, der gav op. Eller også døde hun af sin HPV-inducerede livmoderkræft, og at hun var ikke blevet vaccineret.
Problemet er, at det i stigende grad er blevet vores adfærd, der er afgørende for vores sundhed og behandlingsoutcome: Det er ikke nok at gå til lægen, blive indlagt eller opereret. Vi skal også vælge at lade vores unger vaccinere, vi skal magte at leve sundt, vi skal orke at genoptræne, vi skal kunne yde egenomsorg og mestre vores kroniske lidelser, og vi skal tage den ordinerede medicin korrekt. Og den adfærd handler om et sammensurium af viden, vaner, evner, vilje og muligheder.
Hvad kan sundhedsvæsenet?
At ændre menneskers adfærd er videnskab – men det er ikke sundhedsvidenskab. Og her går vi som samfund galt i byen, når vi alt for enøjet kigger mod sundhedsvæsenet og de sundhedsfaglige for at forbedre sundheden.
De sundhedsfaglige er eksperter i, hvad der virker hvordan på kroppen: Både vacciner, behandlingsformer, medicin og risikofaktorer som f.eks. tobak og alkohol. Men de er ikke eksperter i ændring af adfærd – og har i øvrigt aldrig hævdet at være det.
Det efterlader samfundet med to muligheder: Enten skal videnskaberne om adfærd have en helt anden og integreret plads i sundhedsvidenskaben. Ligesom det evidensbaserede paradigme fik, da man fandt ud af, hvad det kunne. Ellers også skal vi beslutte, at de store adfærdsrelaterede udfordringer skal håndteres andre steder, på andre måder, i andre sektorer og på andre arenaer. Jeg mener, at vi er nødt til at gå begge veje.
Hvad bestemmer adfærd?
Engang var positionen nok til at generere autoritet: Der fulgte en vis autoritet med positionen som præst, lærer eller doktor i enhver lille stationsby. Den automatik er i dag afløst er noget, der snarere handler om netværksstrukturer, subkulturer og SoMe. Det er ikke noget, der automatisk følger med et universitetsstudium.
Selvom det kan synes uklart, hvad der former adfærd, så ved vi godt, at det ikke helt random, som man siger i den generation, der var på YouTube, før de kom i skole. Og det er ikke bare tilfældigt, at godt 93 mio. følger med, når PewDiePie streamer, at han sidder og spiller. Der er en grund til, at alle, der venter på toget, står og glor ned i en smartphone: F.eks. at mere end 50 pct. af danskere mellem 16 og 89 år logger på Facebook hver eneste dag. Og en stor del af dem siger, at det er deres væsentligste kilde til nyheder.
Det her er gamechangere, vi kun lige er ved at vågne op til i sundhedsvæsenet: Tillid, autoritet og troværdighed er baseret på helt andre dynamikker, end de var for bare to årtier siden. Samtidig er både produktion, spredning og adgang til information eksploderet, og vi er alle sammen to gratis klik fra at være både afsendere og modtagere af al tænkelig information. Og for flere og flere har de besværlige metoder, som sundhedsvæsenet har bakset med i godt 100 år, ingen forrang, når det kommer til, hvad der tæller som ’viden’.
Hvem har ansvaret?
Denne udvikling betyder, at de sundhedsfaglige møder flere ‘kritiske internetpatienter’, som har googlet sig frem til alt fra diagnoser til behandlinger. Nogle har evnen til gå i kritisk dialog med de sundhedsfaglige, fordi de kan navigere i den tilgængelige viden og skelne den fra (mis)information. Andre har ikke de evner og sætter i stedet deres lid til ‘alternative’ og ‘naturlige’ perspektiver, der kommer fra alt andet end randomiserede, kontrollerede studier.
Sundhedsvæsenet kan enten holde fast i sin (videns)autoritet og hævde, at de, der ikke anerkender den, reelt graver deres egen grav! Det er måske sandt nok – men det redder ikke liv, og det er bl.a. det, sundhedsvæsenet er her for. Så derfor er vi som samfund nødt til at komme ind i kampen, på de helt nye præmisser, den kæmpes på i dag. Men hvilken rolle skal de sundhedsfaglige spille i den kamp?
Det er både urealistisk og urimeligt at læsse hele opgaven – og ansvaret – over på de sundhedsfaglige eksperter i sygdom. Vi kommer ikke uden om, at en stor del af opgaven er politisk. Og vi kommer ikke uden om mediernes rolle. Men det handler også om andre influencers: Hvilken rolle spiller de mange tusinder af offentligt ansatte, f.eks. pædagoger, lærere og hjemmehjælpere? Det handler også om befolkningens kompetencer, og her spiller vores uddannelsessystem fra folkeskole over ungdomsuddannelser en ekstremt vigtig rolle. Og det handler også om at mestre de samme metoder, der får forældre til at vælge både gluten, komælk og vacciner fra.
Da HPV-skepsissen rasede, satte jeg mig ned med en veninde, der arbejder i en kreativ branche, og viste hende Sundhedsstyrelsens YouTube-video om, hvordan HPV-vaccinen er testet. Det tager under et minut at forklare, hvad et RCT med +16.000 deltagere er. Og hun var dybt overrasket, særligt over at de havde givet ‘fake-vaccinationer’ til så mange!? Det minuts kommunikation kunne noget, som formuleringen ‘videnskabelige studier viser …’ ikke kunne: ændre hendes adfærd. Kommunikation i øjenhøjde er selvfølgelig langtfra det eneste, der styrer adfærd. Men det er en vigtig brik i det store puslespil.
Som samfund kan vi ikke placere hele ansvaret hos de sundhedsfaglige. De skal tage ansvaret for at blive meget bedre til at kommunikere med – ikke blot informere – patienter i øjenhøjde. Det er afgørende, fordi outcome er så afhængigt af adfærd. Men vi er rigtigt mange andre, både i den offentlige og den private sektor, blandt politikere og medier, som har et mindst lige så stort ansvar, hvis vi som samfund fortsat ønsker flere og bedre leveår. Det er langt fra sundhedsvæsenets ansvar alene.
Udgivelsens forfattere
- Sidsel Vinge
Om denne udgivelse
Publiceret i
Dagens Medicin