Analyse: Kan en tidlig indsats bryde den sociale arv?

Et højt uddannelsesniveau er en central akse i opbygningen af det danske velfærdssamfund, og uddannelsens betydning bliver stadig vigtigere i en mere og mere globaliseret verden.

Derfor er det et problem, at mange unge i dag ikke får en uddannelse, hvilket bl. a. afspejles i regeringens målsætning om, at 95 pct. af en årgang skal have en ungdomsuddannelse og 60 pct. en videregående uddannelse. Det er velkendt, at den sociale arv, hvad angår uddannelse, er stor i Danmark, og en del af løsningen på problemet ligger derfor oplagt her.

Men hvordan får vi flere unge med en svag social baggrund igennem en uddannelse? Det har været omdrejningspunktet for en række artikler i forskellige skrevne medier i det nye år. I et debatindlæg i Politiken 15.1. diskuteres, hvilke offentlige indsatser der bedst giver mere lige adgang til uddannelse.

Konklusionen i indlægget er ret utvetydig: Der opnås bedre resultater med en tidlig indsats i barnets liv - og initiativer som højere SU vil blot være en lappeløsning. Nogenlunde samme konklusioner blev i sidste weekend bragt i to uafhængige artikler i henholdsvis Weekendavisen ('Nej jeg må ej', 24.2.) og Kristeligt Dagblad ('Familieforhold afgør, om børn når til tops', 25.2.).

Fælles for de tre nævnte indlæg er, at de læner sig kraftigt op ad amerikansk forskning. Tidlig indsats runger som et mantra igennem international og dansk uddannelsesforskning - med stor amerikansk inspiration. I Danmark er der derfor i disse år fokus på daginstitutionerne som social bølgebryder.

De tre indlæg er vigtige, dels fordi de adresserer et substantielt problem, dels fordi de sætter et andet punkt på dagsordenen: at politiske beslutninger i højere grad, end det sker i dag, bør inddrage evidens for, hvilke offentlige indsatser der virker, og hvilke der virker bedst i forhold til, hvad de koster.

Men har vi rent faktisk en solid forskningsbaseret viden, der dokumenterer, hvilke offentlige indsatser der er bedst til at få flere unge fra lavt uddannede hjem til at tage en uddannelse? Utalllige undersøgelser har vist, at børn med ringere social baggrund i gennemsnit klarer sig dårligere på de fleste områder. Danske undersøgelser analyserer dog sjældent specifikke offentlige indsatser.

Og endnu sjældnere kan undersøgelserne bruges til at slutte noget om effekten af offentlige indsatser, endsige hvad indsatsen koster. Det gælder både for en tidlig indsats, men også for en senere indsats som f.eks. effekten af en højere SU. Vores viden om, hvad der virker, er meget begrænset, og vi ved reelt ikke, hvad der er mest omkostningseffektivt.

Nyere forskning peger på, at den sociale arv grundlægges tidligt i livet. Derfor er det oplagt, at kilden til at mindske den sociale arv muligvis findes her. I USA findes flere eksempler på forskning, der mere end antyder dette. Skolebogseksemplet kommer fra 'The Perry Preschool program', hvor 4-årige modtog 2,5 times daglig undervisning og et ugentligt hjemmebesøg af en uddannet lærer. Børnene er blevet fulgt af forskere helt op til 40-års alderen, og undersøgelserne viser, at der er positive effekter på deltagernes skoleresultater, uddannelse, kriminalitet og beskæftigelse, primært via forbedrede ikke-kognitive evner som f.eks. selvkontrol, udholdenhed og forventninger.

Nu har selv 'The Perry Preschool program' ulemper, og det er vanskeligt at konkludere håndfast på baggrund af et eller få studier. I det amerikanske tilfælde er der dog et tilstrækkeligt stort antal studier, der peger i samme retning, så man kan konkludere, at tidlige indsatser virker, og at gevinsterne overstiger omkostningerne. Men den amerikanske forskning peger også på, at tidlige indsatser typisk bør bakkes op med tiltag senere i livet for at opretholde de positive effekter.

Findes der tilsvarende viden på danske forhold? Nej, der er meget få danske undersøgelser på børneområdet, der kan bruges til at slutte noget om effekten af offentlige indsatser. F.eks. er der set på effekten af klassestørrelser i folkeskolen og pædagognormeringer i børnehaver. Her tyder det på, at der er positive effekter af mindre klasser og bedre normeringer, men effekterne er meget små, og indsatserne dyre.

Kan vi så overføre evidens fra amerikanske studier til Danmark? I forhold til de specifikke indsatser og deres gevinster og omkostninger må svaret også her være nej. Indsatserne er typisk målrettet ' højrisikobørn fra ressourcesvage familier'. I en amerikansk kontekst har det en helt anden betydning end i en dansk. Såvel indsatsernes konstruktion som de alternativer, børnene modtager, begrænser yderligere overførbarheden til danske forhold.

Der er endnu en væsentlig forskel på de danske 'indsatser' - på daginstitutioner, folkeskoler og højere uddannelsesinstitutioner - og de amerikanske: hvor de danske indsatser typisk er universelle, er de amerikanske som nævnt behovsbestemt.

Det gør en helt afgørende forskel i forhold til en umiddelbar beregning af, om de kan betale sig, da de universelle er mange gange dyrere. I forhold til en prioritering mellem nye offentlige indsatser vil anvendelse af amerikansk forskning som beslutningsgrundlag - ud over at vi ikke ved, om den virker i Danmark - altså fordre en langt mere behovsbestemt indsats. Det bør man holde sig for øje.

Konklusionen er, at der foreligger yderst begrænset evidens for, hvilke offentlige indsatser der bedst skaber lige adgang til uddannelse i Danmark. Amerikansk forskning viser, at indsatser tidligt i livet formentlig er mere rentable end indsatser senere i livet. Det er de bl. a., fordi de er skarpt fokuserede på højrisikogrupper.

Hvorvidt det kan overføres til danske forhold, mangler vi at se. Både i Anvendt KommunalForskning og i andre danske miljøer er der stigende fokus på at måle effekter af offentlige indsatser på de store udgiftsområder, ikke mindst på børneområdet. F.eks. udlodder TRYG-fonden 100 mio. over de næste år til netop dette område. Dette fokus vil forhåbentligt styrke evidensen for, hvilke offentlige indsatser der virker bedst.