Bosteder er ikke virksomheder. Det er hjem

Debatten og styrket tiltag om velfærdskriminalitet og private opholdssteders økonomi er vigtig.

Men i diskussionen om profit, ejerskab, tilsyn og kontrol glider kvaliteten af bostederne alt for ofte i baggrunden; økonomien er primært vigtig, fordi den skal sikre de mennesker, der bor på stederne. For dem er bostedet ikke en virksomhed, men et hjem.

Når diskussionen reduceres til økonomiske forhold, risikerer vi at betragte beboernes liv som et produkt og deres trivsel som en vare.

Dermed forsvinder den grundlæggende sociale forpligtelse, som velfærdsstaten bygger på, nemlig at sikre et trygt og omsorgsfuldt hjem til mennesker med behov for støtte.

Samtidig skubbes det centrale spørgsmål i baggrunden: Hvordan sikrer vi botilbud af høj kvalitet til nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund?

Tage til takke

Når bosteder bliver sammenlignet med andre virksomheder for eksempel med en restaurant, som det skete i P1 Debat i november, så antages det, at man som beboer på bosteder frit kan vælge et andet hjem, hvis man synes, kvaliteten er for ringe.

Men man kan som beboer eller pårørende ikke frit vælge bosted. Det er kommunen, som visiterer til bosteder, og ofte er der ikke flere steder at vælge mellem, hvilket hænger sammen med stigende efterspørgsel, og at beboerne ofte har brug for en specialiseret indsats, der imødekommer deres specifikke og ofte komplekse behov.

Som beboer må man derfor ofte tage til takke med den plads, man tilbydes. På børne- og ungeområdet kan det for eksempel betyde, at børn med selvskade anbringes sammen med børn med misbrug, simpelthen fordi der ikke er alternativer eller ledige pladser.

For kommunerne handler det i høj grad om at finde en ledig plads, så barnet eller borgeren ikke står uden hjem og livsvigtig omsorg.

Efter strukturreformen og en politisk omlægning mod flere anbringelser i plejefamilier er mange specialiserede børne- og ungehjem blevet lukket.

Resultatet er et underskud af højt specialiserede tilbud, der kan håndtere de komplekse problemer, mange børn og unge kommer med.

Fører til omsorgssvigt

Det afspejles i kommunernes brug af ikke-godkendte tilbud ved akutte anbringelser; ikke fordi sagsbehandlerne ønsker det, men fordi de godkendte tilbud ikke har plads eller de nødvendige kompetencer. I nogle tilfælde eksisterer det rette tilbud ganske enkelt ikke.

Når forskere fra London School of Economics, Oxford University og RUC derfor for nylig dokumenterede en stigning på 44,1 procent i antallet af private, kommercielle udbydere de seneste fem år er det ikke overraskende – der er en efterspørgsel, som ikke er imødekommet af de eksisterende bosteder.

Det er bekymrende, når de samme forskere også dokumenterer, at de nye kommercielle botilbud scorer lavere end de eksisterende botilbud i Socialstyrelsens kvalitetsmålinger.

Når det også påvises, at de private tilbud generelt har flere påbud fra socialtilsynene og langt oftere er under skærpet tilsyn, så er det tydelige tegn på, at kvaliteten ikke er til stede.

Denne mangel på kvalitet fører i værste fald til nye omsorgssvigt.

Kvalitet frem for økonomi

Det er afgørende, at der på alle bosteder kommer et løbende fokus på kvalitet – ikke bare på at sikre en minimumskvalitet og økonomi.

Der er brug for en løbende kvalitetsudvikling, som lever op til samfundets forventninger om, at et bosted er godt og trygt hjem med professionel omsorg.

Kvalitetsudvikling og -sikring bør være en samfundsmæssig forpligtigelse og prioritet. Først og fremmest for at sikre beboernes velfærd, trivsel og udvikling, men selvfølgelig også for aktivt at forebygge, at bosteder bliver anvendt til velfærdskriminalitet, som politiet for nylig har sat fokus på.

Den seneste tids debat om for eller imod profit og private aktører peger i virkeligheden på et grundlæggende behov for at gentænke hele området.

Vi har brug for en ny, helhedsorienteret tilgang, hvor kvalitet er det styrende pejlemærke.

Økonomi kan ikke stå alene. Kun sådan kan vi sikre, at alle bosteder lever op til deres ansvar, og at mennesker med omfattende støttebehov faktisk får det hjem og den støtte og omsorg, de har krav på.

Det er en af velfærdssamfundets mest grundlæggende opgaver.