Det bliver svært at gøre det nært

Da regeringen og Dansk Folkeparti den 26. marts præsenterede deres aftale om en sundhedsreform, var det meste af indholdet allerede kendt. Men selvom der ikke var tale om de store overraskelser, var det alligevel interessant at se, hvilke dele af reformen man prioriterer økonomisk, og hvilke man ikke gør.
Afsættet for reformen er, at en befolkning med flere og flere ældre gør det vanskeligt at fortsætte en udvikling, hvor behandling i stigende grad koncentreres omkring sygehusene. Derfor må man satse på, at mere behandling sker tættere på borgerne i sundhedshuse og større lægepraksisser. Det vil ifølge aftalen kunne spare 500.000 ambulante konsultationer og 40.000 indlæggelser på sygehusene i 2025.

Det svarer til tre-fire procent af behandlingerne på landets sygehuse, og målet burde i princippet ikke være umuligt. Mellem 2002 og 2008 steg aktiviteten på vores sygehuse med omkring 40 procent, så aktivitetens størrelse er altså ikke kun en sort/hvid klinisk vurdering – den er blandt andet også afhængig af bevillinger, og hvordan bevillingerne udmøntes.

Ambitionen er ikke ny

Selvom analysen er svær at være uenig i, og målet heller ikke virker helt urealistisk, så betyder det ikke, at det sker af sig selv – endsige at det bliver let. De nye sundhedsinstitutioner skal først bygges. Næsten halvdelen af regeringens nærhedsfond på 8,5 milliarder kroner over fem år til går da også til at etablere 35 moderne sundhedshuse. Men huse gør det ikke alene. Der skal også uddannes mere sundhedspersonale, især sygeplejersker og speciallæger i almenmedicin. Derfor er der afsat godt to milliarder kroner over fem år til det formål.

På mange måder er der altså god sammenhæng mellem ambitionerne i reformen og de midler, man afsætter. Udfordringen er bare, at ambitionen ikke er ny. Almen Praksis Kommissionen havde samme vision i 2008. Dengang blev der også bygget sundhedshuse, men om det reelt lykkedes at flytte behandling fra sygehusene til sundhedshusene, er mere uklart.

Reformens svagheder

De nye ansatte til sundhedshusene og de større lægepraksisser skal altså først uddannes – og de skal også i langt højere grad vælge almen praksis og provinsen til. I dag findes kapaciteten og ekspertisen fortsat på sygehusene, og de faglige anbefalinger vil formodentlig stadig tolkes på en måde, der understøtter behandling på højt specialiseret niveau. Så alt i alt er det ikke så let at flytte behandlingen til praksis.

Denne erkendelse er også til stede i sundhedsreformen. Derfor afsætter man samlet set 120 millioner kroner frem til 2025 til, at hospitalets specialistpersonale skal stå til rådighed med rådgivning. Det beløb rækker omtrent til, at en enkelt speciallæge på hvert akutsygehus kan have telefontid cirka tre timer på ugens fem hverdage. Og her nærmer vi os svaghederne i reformen. For det er altså stadig svært at se det nye i, hvordan behandlingerne efter sundhedsreformen skal overdrages og superviseres på en struktureret og kvalitetssikret måde på tværs af landet.

Kræver stor tålmodighed

Intentionen er, at de 21 nye sundhedsfællesskaber kan løse problematikkerne omkring grænsedragning og sikre koordination. Men de er stadig bare en tom skal uden egen økonomi eller eget personale, og hvis eneste klart definerede opgave er at være vært for mødet mellem borgmestre, almen praksis, sygehus og borgerråd. Erfaringerne med at udarbejde sundhedsplaner og med arbejdet i koordinationsråd omkring sygehusene viser, at det kræver ganske stor tålmodighed, hvis man vil opnå konkrete resultater i de løst koblede fællesskaber.

Selvom det er let at blive enige om, hvor udfordringerne er, og selvom de er blevet mere konkrete i regeringens aftale om en sundhedsreform, så er der altså stadig mange løse ender i forhold til, hvordan vi i praksis når målstregen.