Det nære sundhedsvæsen = 98 forskellige sundhedstilbud

Vi ved stadig ikke, hvad indholdet af den kommende sundhedsreform helt præcist bliver. Men der er næppe tvivl om, at kommunerne og almen praksis vil få en større rolle i sundhedsvæsenet – på bekostning af det regionale sygehusvæsen. At flere sundhedsopgaver skal løses tættere på borgerne giver på mange måder rigtig god mening. Højere specialisering med komplekse patientforløb er ikke altid løsningen for alle patienter. Især ikke i de kommende år, hvor der kommer markant flere ældre. Der har vi brug for at udvikle løsninger, som tager udgangspunkt i laveste effektive omkostnings- og omsorgsniveau – det såkaldte LEON-princip. Her kommer det regionale sygehusvæsnet næsten per definition til kort.

KL og kommunerne har med stor succes markedsført det ”nære sundhedsvæsen” som et varmt alternativ til det fjerne, kolde regionale sundhedsvæsen. Men før vi lader os rive helt med i begejstringen for alt, hvad der er nært, så er det måske værd at huske på, at det ”fjerne” regionale væsen også har en række klare fordele. Regionernes sygehusvæsen er nemlig også det akkrediterede, evidensbaserede og standardiserede sundhedsvæsen. Godt nok må regionerne ofte stå til regnskab for de forskelle, der er i deres sundhedstilbud. Men de regionale forskelle er for intet at regne, hvis man sammenligner med de forskelle, der er på tværs af kommunerne.

98 forskellige sundhedsvæsener

Virkeligheden er, at det ikke er meningsfult at tale om ét kommunalt sundhedsvæsen. Der er tale om 98 kommunale sundhedsvæsener. Alle med store forskelle i, hvordan de er struktureret og hvilke opgaver, som de kan og vil løfte.

Det er ikke en kritik af kommunerne, for de er aldrig blevet bedt om at etablere ét standardiseret sundhedsvæsen. Det er blot en tør konstatering af, at meget store dele af det kommunale sundhedsvæsen er vokset ud af Serviceloven og kommunalfuldmagten, hvor kommunerne har ret til at indrette servicen til borgerne efter lokale behov og politiske prioriteringer. Det giver markant større spillerum for lokale forskelle end sundhedsloven og regionernes rammevilkår.

Mere forvaltning – mindre kommunalt selvstyre

Hvis vi ønsker, at kommunerne skal levere et geografisk lige sundhedstilbud i det nære sundhedsvæsen, så bliver fremtiden i kommunerne mere sundhedslov og mindre servicelov – eller mere forvaltning og mindre kommunalt selvstyre.

Det vil også kræve, at der kommer en større økonomisk lighed i finansieringen af det nære sundhedsvæsen. Regionernes finansiering af sundhedsvæsenet er 100 procent baseret på objektive kriterier, som er knyttet til det forventede forbrug af sundhedsydelser. I kommunerne spiller skattegrundlaget en væsentlig rolle for hvor mange ressourcer, der er at levere service for. Så enten skal man være parat til at gå på kompromis med tanken om, at rig og fattig skal have lige adgang til sundhedsydelser – eller også skal man udfordre kommunernes finansieringsmodel og udstrakte ret til lokal prioritering.

Vil man betale prisen?

Man kan relativt let blive enige om, at det er uholdbart at fortsætte centraliseringen af sundhedsydelser. Der er behov for at få støvet LEON-princippet af, så laveste omkostnings- og omsorgsniveau kommer i fokus. At kommunerne får en større rolle i leveringen af sundhedsydelser, kan der også være meget fornuft i. Vi skal bare huske på, at sundhedsydelser fundamentalt er noget andet end serviceydelser. Det gælder både, når man snakker behovet for at ensarte og sikre kvaliteten, og når man snakker finasiering.

Det regionale sundhedsvæsen er ikke uden fejl og mangler, men man er faktisk komme meget langt i forhold til at sikre en geografisk lighed i både finansieringen og leveringen af sundhedsydelser. Det har bl.a. betydet begrænsninger i retten til at udskrive skatter og en meget snæver ramme for det regionale selvstyre. Spørgsmålet er, om man reelt er parat til at betale en tilsvarende pris for, at man i fremtiden kan tale om det nære sundhedsvæsen – og ikke de nære sundhedsvæsener.