Det var en rystende oplevelse at se børn, der er lukket inde på deres værelse 20 timer i døgnet

Fra forskningen ved vi, at det virker at inddrage børn i løsninger, og at det er bedst at forebygge. På kriminalitetsområdet går vi i disse år imidlertid andre veje, hvor det i stedet er konsekvens og kontrol, der ses som løsningen på børns kriminalitet. Hvis vi fortsætter den vej, kan vi meget let smide centrale velfærdsværdier om inddragelse og forebyggelse på børneområdet ud med store konsekvenser til følge.

Jeg er for nylig vendt hjem fra Melbourne i Australien, hvor jeg fulgte et forskningsprojekt om børns møde med retssystemet. Her så jeg på den danske tilgang til kriminalitetstruede børn og unge fra et nyt perspektiv gennem et besøg i et australsk Youth Justice Centre – det, man kan kalde et børnefængsel eller en sikret institution.

Besøget mindede mig om, at vi skal værne om at sikre vores inddragende børnesyn i Danmark – for det er ikke en selvfølge. I det australske Youth Justice Centre er al tillid og børneinddragelse byttet ud med kontrol, straf og mistro.

Selvom jeg var blevet sikkerhedsgodkendt på forhånd, tog det tid at få mig registeret, inden jeg blev lukket ind. Jeg skulle afgive fingeraftryk og øjenscannes. Jeg fik et kort med en rød snor til at bære om halsen, som altid skulle være synligt, så det kunne ses på overvågningskameraerne. I snoren var der også en overfaldsalarm, hvor der dukker et særligt trænet kamphold op, hvis jeg trykker efter hjælp. Hvordan ville man egentlig have det som barn med at leve på et sted, hvor det er en del af virkeligheden?

Efter at have låst mobiler, tasker og jakker inde i et skab gik turen gennem en sluse og en metaldetektor. To betjente måtte gennem samme tjek. I Danmark ville vi nok kalde dem pædagoger, men her er der tale om betjente i mørke uniformer med alarm, walkie-talkie og peberspray. Også i Danmark er vi begyndt at se, at personalet på nogle sikrede institutioner går i ens tøj, der kunne minde om uniformer.

Stedet har været præget af optøjer, hvor børn og unge overtog kontrollen med adskillige afdelinger. Der har været lignende optøjer i et lignende center, og det påvirker den daglige drift. De ansatte er nervøse. Betjente møder ikke op til deres vagter, og det er svært at få nye ansat. De fleste har ingen uddannelse eller særlig viden om børn. Et billede, vi også kender fra Danmark, hvor personalemangel også her leder til ansættelse af personale og vikarer uden faglig baggrund.

Personalemanglen i det australske center betyder, at børnene nogle dage låses inde på deres værelser i op til 20 timer. I Danmark låses børnene på de sikrede institutioner også inde på deres værelser, men mest om natten.

De sikrede institutioner i Danmark er ofte omgivet af høje hegn. I Australien er der ikke alene sat enorme hegn op ud til omverdenen, men også inde på selve området mellem afdelingerne. Det får store dele af området til at ligne et voksenfængsel, som vi kender det fra dårlige amerikansk tv-serier.

I flere bygninger er der lavet jernarmerede lofter. De er lavet på baggrund af en risikovurdering og skal sikre, at børnene ikke kan bryde igennem lofterne og kommer op på tagene af bygningerne. Det var sket under optøjerne.

Børnene kunne ikke komme ud, men syntes, det var sjovt, at der skete noget – og så kunne de vinke til nyhedshelikopterne. Det gav dårlig presse.

Der laves ikke mad på afdelingerne, og børn og voksne spiser ikke sammen. Maden kommer udefra i bokse, som deles ud til hver enkelt. Modsætningen til madlavningen på de fleste danske sikrede institutioner er slående. Her har jeg oplevet, at maden ofte er et vigtigt pædagogisk element – noget, der bliver prioriteret og set som omsorg. Ligesom fællesrummene på de fleste sikrede institutioner i Danmark bliver tilstræbt et hjemligt præg. Der er ofte lidt slidt, men der er planter, billeder, bøger, rigtige sofaer og borde og stole, som ikke automatisk bliver set på som en sikkerhedsrisiko som i Australien, hvor møblerne er støbt fast.

Børn, der betragtes som en risiko og som ”farlige”, skaber systemer, hvor det kan forsvares, at man ikke længere behandler dem som børn. Fra min og andres forskning ved jeg, at det at være frihedsberøvet og låst inde er belastende både for børn og voksne.

Måske er det tid til, at vi aktivt begynder at overveje bedre alternativer til indespærring af børn, der mere er i trit med et moderne og anerkendende børnesyn. Vi kan se til Norge, hvor svaret på børns og unges kriminalitet er netværksmøder og forpligtelse af de voksne omkring barnet til at hjælpe dem. Det inddragende børnesyn styrer her. Et børnesyn, som også ses i den nye Barnets lov herhjemme, men som ikke er konsekvent på tværs af lovgivning.

Børns liv går på tværs af lovgivning, og der er et andet børnesyn i bandepakkerne og anden lovgivning, der har fokus på konsekvens og straf frem for inddragelse og forebyggelse. For eksempel, når vi sender børn ned til 10 år i Ungdomskriminalitetsnævnet, som kan pålægge toårige ”forbedringsforløb” med ”tilsyn af Ungekriminalforsorgen”.

Eller når ventetiden hos domstolene betyder, at unge sidder indespærret i varetægtssurrogat i ni måneder på sikrede institutioner, inden de kan komme for en dommer.

Både i Australien og Danmark er der på institutionerne engagerede professionelle, der brænder for at gøre en positiv forskel for børn og unge, men mit besøg i Australien bekræfter min danske forskning, der viser, at ildsjæle ikke er nok. Rammer, lovgivning og professionel praksis skal samtænkes og etableres på et fælles børnesyn, hvor børn og unge konsekvent anerkendes og inddrages – også eller måske især når de udsættes for frihedsberøvelse, kontrol og tvang af myndighederne.

Læs kronikken i Jyllands-Posten (bag betalingsmur)