Eksperter: De erfarne læger kan lappe sundhedsvæsenets huller

I flere årtier har almen praksis været rygraden i det danske sundhedsvæsen. Men den rolle er nu truet.

Vi hører jævnligt i medierne om ubesatte stillinger og ledige ydernumre, om de 1000 praksislæger, der i de kommende år går på pension, samt om det ’brain-drain’, der sker, når mange praktiserende læger i disse år bliver rekrutteret til hospitalerne, medicinalindustrien og udlandet.

Alt dette er en udfordring – både for folkesundheden og for ressourceforbruget og økonomien i sundhedsvæsenet.

Et sundhedsparadoks

Paradokset er, at de praktiserende lægers generalistkompetencer aldrig har været mere efterspurgte end nu.

Samfundsudviklingen vil i de kommende år byde på en aldrende befolkning - og supersygehuse med specialiserede indsatser, færre senge og kortere indlæggelsestider. Det kalder på en øget indsats fra praksislæger, som kan være tovholdere og generalister i et integreret sundhedsvæsen, der skal kunne se på det hele menneske.

Den voksende gruppe af aldrende får i sagens natur flere sygdomme på én gang, og nogle af dem vil være kroniske.

Det betyder, at der kan blive behov for at opprioritere monitering af sygdommene samt koordinere de forskellige behandlingsregimer - samt rydde op og evaluere deres indbyrdes og til tider komplekse interaktioner.

Kronikerne er kommet for at blive

Patientgruppen, det handler om, er patienter med kroniske sygdomme og multisygdomme.

Samme patientgruppe, som PLO og Danske Regioner i deres seneste aftale er enige om at påtage sig et særlig ansvar for. Det er ikke en gruppe, som forsvinder, og deres sundhedsproblematikker kan ikke løses via supersygehuse.

Tværtom: Antallet af disse typer patienter vil stige og kan øge presset på hospitalernes akutte beredskab og sengepladser.

Derfor er det afgørende, at lægeberedskabet i almen praksis udvides. Vi har brug for at investere i generalisten og det integrerede sundhedsvæsen. Men udfordringen er som bekendt, at de alment praktiserende læger siver ud af systemet, sådan som det ser ud i dag.

Der er derfor brug for at finde en ny organisering, der kan fastholde de lægefaglige ressourcer til det almene medicinske speciale.

Den tredje læge kan være løsningen

Vi argumenterer for, at en løsning kan være at indføre en tredje type læge.

Den tredje læge kan være en hjælpende hånd til patientens egen læge (første-lægen) og en forlænget arm ind i samarbejdet med speciallægerne på sygehusene (anden-lægerne).

Den tredje læge kan rekrutteres blandt pensionerede eller pensionsmodne almene medicinere, der har livslang erfaring med komplekst syge patienter, og som ønsker en løsere tilknytning til sundhedsvæsnet.

De kan eksempelvis ansættes på konsulentbasis. Opgaven for den tredje læge i et integreret sundhedsvæsen vil være firefoldig.

De skal:

1. Stille sig til rådighed for henvisninger fra både almen praksis af de patienter, som egen læge ikke har mulighed for at tage på sygebesøg hos, og fra speciallæger på sygehuset, når patienter udskrives eksempelvis til opfølgende sygebesøg i hjemmet.Dette sikrer et bedre patientforløb i sektorovergange, at tovholderfunktionen bevares, og at patienter behandles lokalt, og at akutte (gen-)indlæggelser forebygges.
2. Yde konsulentbistand til kommunen og tage på sygebesøg hos borgere på kommunale døgnpladser, i ældreboliger og på plejehjem. Det kan forebygge forværringer, herunder forebygge indlæggelser. Det kan desuden bidrage med viden og beslutningskraft til det tværfaglige kommunale samarbejde om og med borgeren, altså ’det nære sundhedsvæsen’.
3. Indgå i en regional eller national vagtordning, der kan delegere lægehjælp fysisk eller per telefon og video til patientens lokation. Det forudsætter dog en digital infrastruktur, hvor patient, kommune og læger får en fælles platform til at kommunikere på.
4. Samarbejde med sygehusspecialerne om videndeling og forskning i den specifikke patientkohortes problematikker.

Løsningen er i overensstemmelse med den danske ‘stepped-care’ tilgang, såvel som den vil bidrage til et mere sammenhængende sundhedsvæsen, og et fremtidigt forbedret vidensgrundlag.

En håndsrækning til lægesamarbejdet

Organisatorisk er ideen om den tredje læge en håndsrækning til almen praksis.

Det giver en ny mulighed for at lave en opgave- og arbejdsdeling, og det kan understøtte sundhedsvæsenets behov for at rekruttere ressourcer i en lægegruppe, som ellers mister arbejdskraft.

Ældre praktiserende læger får i rollen som den tredje læge mulighed for en fleksibel arbejdsordning som alternativ til fuld pensionering. Specialet får således en ny karrierevej, der også vil kunne styrke specialet forskningsmæssigt.