Forsker om det store sociale eksperiment i Danmark: »Det er overordentligt vanskeligt at vurdere, hvordan det vil virke«

I de kommende år vil en lang række beboere i de såkaldte ”hårde ghettoer” komme til at flytte – frivilligt eller ufrivilligt – fra deres bolig, som enten bliver solgt, ommærket eller revet ned.

Det er et af tiltagene i Parallelsamfundsaftalen, der blev indgået af et flertal i Folketinget i 2018 med det mål at udrydde alle ghettoer i Danmark i 2030.

Aftalen, der skal sprede socialt udsatte beboere i et tyndere lag fordelt rundt om i landets boligområder, er et omfattende og markant indgreb både i dansk boligpolitisk historie og i international sammenhæng.

Spørgsmålet er, om det at sprede denne gruppe af borgere er den mest effektive medicin til at få færre socialt udsatte i Danmark? Forskningen viser, at det ikke nødvendigvis er helt så enkelt endda.

Vi ved ikke, om udsatte får det bedre af at flytte

Forventningen er, at de udsatte beboere, der kommer til at bo i ikke-udsatte områder, vil klare sig bedre. På samme måde vil de udsatte beboere i udsatte boligområder klare sig bedre, når der flytter beboere ind, som kan være positive rollemodeller.   

Der er lavet få studier, der finder såkaldte negative områdeeffekter i en dansk sammenhæng. Men disse studier gælder for særlige populationer, kvoteflytninger og anviste borgere, og kan derfor ikke nødvendigvis ekstrapoleres til at gælde generelt. Så vi ved faktisk ikke så meget om, hvordan det egentlig forholder. Om mennesker, der har det svært i livet, påvirker hinanden negativt, hvis de er naboer. Om ressourcestærke naboer kan være med til at inspirere og løfte dem, der har det svært.

Det skyldes først og fremmest, at det ikke er tilfældigt, hvor man vælger at bo, og det gør det vanskeligt for forskere at teste effekterne af at blande ressourcesvage og ressourcestærke borgere inden for samme boligområde. For at kunne gøre det, er det en forudsætning, at mennesker bliver placeret i et andet boligområde, end det, de selv ville have valgt. Det sker selvsagt yderst sjældent.

I forskningen er der til gengæld udbredt enighed om, at mennesker generelt gerne vil bo sammen med eller i nærheden af andre, der ligner dem selv. Den trang skaber svære vilkår for tiltag, der skal blande os med hinanden på tværs af uddannelse og indkomst. Desuden ved man, at socialt udsatte risikerer at miste det netværk, de har, hvis de bliver tvunget til at flytte.

Der ses en tendens til, at beboere, der flyttes fra udsatte områder, bliver koncentreret i nye udsatte områder. Forskere fra Aalborg Universitet har dokumenteret, hvordan den internationale forskning viser, at man på den måde risikerer at flytte problemerne til nye nabolag, når socialt udsatte bliver flyttet fra deres hjem. Det kaldes vandsengseffekten. Trykker man et sted på vandsengen, vil den bule op et andet sted.

Ulighed skaber udsatte boligområder

Social og økonomisk ulighed skyldes, at vi ikke har samme mulighed for at få en uddannelse, finde et godt job og benytte os af vores demokratiske indflydelse på de politiske beslutninger, der bliver taget i vores land. Det fører til forskellige levevilkår og chancer i livet.

Mennesker med dårlige levevilkår og få chancer i livet bor der, hvor andre vælger ikke at bo. Udsatte boligområder er altså de områder, hvor de, der har få valgmuligheder, kan finde et hjem.

De seneste årtier er uligheden og antallet af socialt udsatte boligområder steget i Danmark. Mens der i 1985 var 228 udsatte boligområder, var antallet i 2015 oppe på 358. Det er især i landets udkantsområder, at der er opstået nye udsatte boligområder.

Tilbage i 1987 var den såkaldte gini-koefficient 22,07. 1 er fuldkommen lighed, 100 fuldkommen ulighed. I 2018 var den steget til 29,1.

Når der vokser udsatte boligområder frem, er det den sociale og økonomiske ulighed, der manifesterer sig. I de udsatte boligområder er den disponible familieindkomst 163.300 kroner i gennemsnit. Blandt boligejere er tallet 326.000 kroner. 24 procent kan betegnes som fattige i de udsatte boligområder. Det gælder kun tre procent af boligejerne.

Eksisterer der parallelsamfund? 

Et kriterie for at komme på ghettolisten er, at andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent i et område. De øvrige kriterier omhandler andelen af voksne uden uddannelse og beskæftigelse, indkomstniveauet samt andelen af beboere med domme. Parallelsamfundsinitiativet skal forhindre, at der fortsat sker koncentrationer af bestemte beboergrupper i de samme boligområder.

Forskere fra Aalborg Universitet har dokumenteret, hvordan mekanismer på boligmarkedet fører til, at etniske minoriteter bliver koncentreret i områder. Det skyldes ikke udelukkende minoriteternes adfærd. Det er faktisk majoritetsbefolkningens adfærd, der har størst betydning for, at minoriteter bliver koncentreret. Majoritetsbefolkningen fravælger nemlig områder, der er domineret af minoriteter.

Selve eksistensen af parallelsamfund er ikke underbygget i forskningen. Det betyder ikke, at forskere ikke er klar over, at der er problemer i udsatte boligområder. Det er der i høj grad, og det er veldokumenteret. Der er mangel på tillid, tryghed og social sammenhængskraft. Der er relativt set flere børn, der vokser op i økonomisk fattigdom, og som har forældre med misbrug, psykisk sygdom og kriminalitetserfaring.

Til gengæld er det ikke dokumenteret, at der faktisk eksisterer parallelsamfund, som ikke har kontakt til resten af det danske samfund og ikke ønsker at være en del af det danske samfund. Velfærdssamfundet er tværtimod stærkt repræsenteret i de udsatte boligområder. Det sker blandt andet i boligsociale indsatser, der arbejder med de problemer, som er udbredt i de udsatte boligområder.

Samtidig ved vi også, at de udsatte boligområder for mange flygtninge og indvandrere er en mellemstation ind i det danske samfund. De bor der midlertidigt, mens de får fodfæste i deres nye liv.   

Et stort socialt eksperiment

Som tiden går, kan vi kun blive klogere på virkningerne af det store sociale eksperiment i dansk boligpolitik, som Parallelsamfundsaftalen er.

Det er overordentligt vanskeligt at vurdere, hvordan det vil virke. Men på baggrund af forskningen på området kan vi forvente, at når vi i 2030 skal vurdere, om Parallelsamfundsaftalen virkede, som den skulle, vil svaret være både ja og nej.

Mennesker med dårlige levevilkår og chancer i livet vil bo mindre koncentreret i bestemte udsatte boligområder, og der vil være færre områder, der bliver udråbt som ghettoer ud fra de eksisterende ghettokriterier. Men den sociale ulighed i samfundet, der er og bliver den udløsende faktor for, at vi har udsatte boligområder, vil efter vores vurdering ikke være nævneværdigt påvirket af Parallelsamfundsaftalen.

Denne kronik er skrevet på baggrund af et temanummer "UDSATTE BOLIGOMRÅDER - Problemer og løsninger" i Samfundsøkonomen. Temanummerets bidrag kommer fra centrale danske forskere, der igennem en årrække har beskæftiget sig med den udsatte del af boligmarkedet. Der er ligeledes bidrag fra centrale norske og svenskere forskere.