Hvad kan vi lære af skolerne i London?

Danske skoler og skoleforvaltninger kan hente værdifuld inspiration fra skolerne i London. For i London lykkes man med at uddanne udsatte børn. Det er ingen let opgave, men de seneste års reformer har formået at mindske niveauforskellen væsentligt mellem de udsatte børn og børn fra veluddannede og velstillede familier.

En delegation fra Trygfondens Børneforskningscenter og Aarhus Kommune besøgte London i november 2016 for at blive klogere på, hvad det er, der virker. Tre lektier er centrale: Høje forventninger, tilpasning til lokalmiljøet og delt lederskab.

The London challenge

Omkring år 2000 stod det skidt til i Londons skoler. De var Storbritanniens dårligste målt på elevernes standpunkt og udvikling. De dårligste skoler fandtes i Londons fattigste områder med mange tosprogede familier. Den daværende regering besluttede at investere massivt i at forbedre Londons skoler og igangsatte et omfattende program, som blev udviklet og drevet af blandt andre skoleeksperterne David Woods og Tim Brighouse.

Et kerneelement i programmet var at definere en fælles vision og et moralsk formål, der forpligtede alle lærere, ledere og administratorer på at give alle børn den bedst mulige uddannelse. Elementerne fra programmet er nu en fast bestanddel af skoledriften i London, og nogle af de skoler, der klarede sig dårligst, ligger nu på eller lige over det nationale gennemsnit.

I Danmark har vi også ambitioner om at blive bedre til at mindske den sociale arv. Det er derfor oplagt at spørge, om vi kan lære noget af London? Her vil jeg fremhæve tre aspekter, som vi indtil videre ikke har arbejdet så meget med i de danske skoler, og som de skoleledere og lærere, vi mødte i London, opfattede som afgørende vigtige.

Høje forventninger

Anerkend betydningen af race, fattigdom og andre barrierer, men få børnene til at forstå, at barrierer ikke behøver at begrænse deres liv… Vigtigst af alt er det at handle, som om deres muligheder er ubegrænsede, uanset hvor i den sociale struktur børnene kommer fra.

Anbefalingen kommer fra den amerikanske professor Charles Payne og citeres af David Woods som den centrale læresætning i the London challenge. Før reformen herskede der blandt nogle skoleledere og lærere en opfattelse af, at skoler i fattige områder af London leverede ”naturligt” dårlige resultater. Hvad kunne man ellers forvente, når skolens elever havde så dårlige forudsætninger og ingen støtte fra hjemmet? Data fra skoler med ens elevgrundlag afslørede dog, at nogle skoler klarede sig markant bedre end andre. Det brugte David Woods og hans kolleger til at bevise, at udfaldet af udsatte børns skolegang ikke er givet på forhånd. Skoler har mulighed og ansvar for at give børnene troen på og evnerne til at ændre deres livsvilkår.

På Oakland Secondary School taler skoleleder Patrice Canavan med dæmpet stemme om elevernes fattigdom. Hun forklarer, at de ville blive vrede over at blive fremstillet som nogen, det er synd for. Skolen arbejder målrettet for at give eleverne oplevelsen af, at de har indflydelse på deres eget liv og på det lokale og globale samfund, de lever i. Til morgensamling præsenterer en gruppe 15-årige elever et projekt, de har lavet i samarbejde med Amnesty International. De har demonstreret foran Qatars ambassade for at gøre opmærksom på de brud på menneskerettighederne, som sker i forbindelse med byggeriet af stadions til VM i 2022. Eleverne har blandt andet indsamlet underskrifter og afleveret dem på ambassaden.

I danske skoler lærer eleverne også at deltage i den demokratiske debat. Men der er ikke samme opmærksomhed omkring at styrke det enkelte individs handlingspotentiale og udviklingslyst. Socialt udsatte børn mødes til gengæld ofte med omsorg og forståelse for deres svagere udgangspunkt og færre ressourcer.

Den velmenende omsorg kan let føre til, at der stilles lavere krav til de udsatte børn, og at de mødes med det, David Woods kalder forventningsfattigdom – poverty of expectations. En vigtig lektie fra London er, at vi husker at have høje forventninger til alle børn, uanset deres baggrund.

Tilpasning til lokalmiljøet

Den enkelte skole er det altafgørende centrum for at skabe ændringer, udvikling og kvalitet. Reformen i London er i høj grad en reform af de enkelte skoler. Rationalet er, at der ikke findes en form, der passer alle steder. Udviklingsprogrammer skal tilpasses lokale forhold, hvis de skal virke. Målet er det samme for alle skoler – at give alle børn det bedste udgangspunkt for videre uddannelse – men vejen dertil er tilpasset den enkelte skoles elever, forældre og lokalmiljø.

Bow School i Tower Hamlets, der er et af Londons fattigste områder, har udviklet en vision for skolens arbejde, der består i at ”opfordre til ambitioner, afdække talenter og levere fortræffelighed”. Dette slogan afspejler, at en stor del af skolens elever netop har brug for at blive bevidste om egne talenter og ambitioner. Elever, der har klaret sig særligt godt i et fag eller udviklet sig i særlig grad, vises på skærme i hovedindgangen med en lille tekst, der beskriver deres præstation.

Skolerne orienterer sig både indad og udad. Ny viden og inspiration hentes fra forskningen og andre skoler. Men det er altid viden om de lokale forhold, der er grundlaget for, om skolen beslutter at ændre praksis. På Oakland School har man udviklet en skræddersyet feedback-metode til at håndtere skolens specifikke udfordringer med lærernes høje tidsforbrug og elevernes ringe udbytte af feedback. En af årsagerne til at Londons skoler har mulighed for at arbejde så målrettet med de lokale vilkår er, at ansvaret for den enkelte skole ikke hviler på en enkelt eller få ledere. Det er den sidste lektie fra London.

Delt lederskab

I London er alle ledere – elever, lærere og ledere – og alle underviser og undervises. Der er ganske enkelt flere hoveder og hænder til at løfte ledelsesopgaven. Resultatet er, at opgaven løses med en højere kvalitet, og der er et højt niveau af ejerskab, medbestemmelse og ansvarsfordeling på skolerne. På elevniveau handler ledelse om at have et særligt ansvarsområde.

På Oakland School kan elever for eksempel blive ambassadører og ansvarlige for at vise gæster rundt på skolen. For at blive ambassadør skal eleverne skrive en ansøgning og til ansættelsessamtale. Også på lærerniveauet består ledelsesopgaven i at have ansvaret for et særligt område: Studieture, dataanalyser, matematik, skolens hjemmeside, forældresamarbejde mv. Opgaverne er ”frivillige”, men de regnes som en del af lærernes arbejde.

Skoleledernes opgaver i London adskiller sig primært fra skoleledernes opgaver i Danmark ved at inkludere ganske almindelig undervisning og ledelsesstøtte til andre skoler. Skoleledere fra velfungerende skoler udpeges som mentorer og sparringspartnere for skoleledere fra dårligere fungerende skoler. Ansvaret deles mellem flere – også på skoleniveau. En dårligt fungerende skole eller en skole i krise er et problem for hele området.

Har de løst alle udfordringer i Londons skoler? Naturligvis ikke. Men de er rigtig langt med nogle af de udfordringer, vi også har ambitioner om at løse i Danmark. De danske forhold adskiller sig fra de britiske, men skolernes formål og virkemidler minder meget om hinanden, så danske skoler kan med fordel lade sig inspirere af de britiske erfaringer.