Klynger eller ikke klynger - det er spørgsmålet

I fremtiden skal der være sundhedsklynger rundt om akutsygehusene. Dét forslag præsenterede Frede Olesen, Kjeld Møller Pedersen og Leif Vestergaard i en kronik i Politiken forleden. Forslaget går ud på at oprette cirka 20 nye mindre organisationer, som skal ledes af en praktiserende læge, som udpeges af de praktiserende læger i lokalområdet. Lægen skal have assistance fra en fagligt stærk hjemmesygeplejerske, som kommunerne i klyngen vælger i fælleskab. Desuden skal der være en person med fra akutsygehusets ledelse.

Ideen er så, at sundhedsklyngen skal være ”opgavestiller og bemyndiget til at stille krav til alle implicerede parter: kommunerne, de praktiserende læger, hospitalet og eventuelle eksterne leverandører”. Klyngen skal have ”beføjelser til at opsige aftaler med de parter, der ikke lever op til kravene”. Tanken er, at denne mere enstrengede ledelse af sundhedsvæsenet bedre vil være i stand til flytte ressourcer rundt i systemet og sikre sammenhæng mellem de leverede sundhedsydelser.

Overdrage nøglerne til praktiserende læger?

Sundhedsklynger er som idé rigtig spændende. Det er et konkret forsøg på at finde en løsning på de oplagte problemer, der er i dag med at sikre kvaliteten og målrette indsatsen lokalt. Modsat bryder modellen også med en række principper i styringen af offentlige midler. At et simpelt flertal af praktiserende læger i et givet geografisk område på den måde får overdraget nøglerne og midlerne til det samlede sundhedsvæsen – det må siges at være et temmelig dramatisk opgør med den danske forvaltningstradition og den demokratiske kontrol over sundhedsvæsenet.

Ingen betvivler, at almen praksis er helt central for at få samarbejdet omkring det nære sundhedsvæsen til at fungere. Men de praktiserende læger er organisatorisk dårligt klædt på i forhold til at løfte det stadig stigende krav om koordinering, som sundhedsvæsenet stiller i dag. For almen praksis har rent strukturelt ikke ændret sig ret meget de seneste 30 år. Den gennemsnitlige almene praksis er stadig en meget lille organisation med meget lidt støttepersonale knyttet til den enkelte praksis. Der har ikke i tilstrækkelig grad været investeret i vækst i almen praksis. Det skyldes blandt andet, at det har været svært at finde fælles fodslag om, hvordan fremtiden bør se ud.

Flere værktøjer i regionens ledelseskasse

Hvis man lader de praktiserende læger selv udpege en leder for det samlede, lokale sundhedsvæsen, er det naturligvis muligt, at de vil have en større vilje til at arbejde med det strukturelle og organisatoriske arbejde i forhold til det øvrige sundhedsvæsen. Og man vil formodentligt også lettere kunne blive enige om vilkårene for at investere i almen praksis. Men spørgsmålet er om den kortvarige fred man vil opnå på praksisområdet er prisen værd for det samlede sundhedsvæsenet på den lange bane?

En alternativ vej kunne også være, at regionen, der i dag formelt har ledelsesrollen over sygehusene og almen praksis, blev udstyret med de værktøjer, den har brug for til at udøve ledelsesretten. Det vil for eksempel sige beføjelser til at opsige aftaler med parter, der ikke lever op til de krav, regionens ledelse udstikker. Eller endnu bedre, at parterne mens tid er, sætter sig sammen om en fælles plan og vision for samarbejdet om det nære sundhedsvæsenet. Før staten taber tålmodigheden og overtager styringen.