Kommuner bør overveje at bruge overskydende opsparing på at nedbringe gæld
Udgivelsens forfattere:
- Jonatan Kjældgaard Jensen
- Niels Jørgen Mau Pedersen
- Ledelse og implementering
- Økonomi og styring Ledelse og implementering, Økonomi og styring
I de seneste fire økonomiaftaler mellem regeringen og KL er parterne nået til enighed om, at det er en god idé at nedbringe gælden i kommunerne. Nu kan der være fornyet grund til for kommunerne at følge op på den del af aftalerne.
For ét er at skrive noget i en aftale – noget andet er, om der realiseres en sådan gældsnedbringelse.
En markant gældsnedbringelse har vi dog endnu til gode at se.
Faktisk har kommunernes gældsniveau ligget nogenlunde stabilt i en lang årrække, hvis gælden opgøres uden gæld vedrørende ældreboliger og feriepenge.
Kommunernes langfristede gæld ligger således i alle årene 2010-2021 på mellem ca. 58 mia. kr. og 60 mia. kr. Omvendt er kommunernes kassebeholdninger tordnet i vejret.
Siden 2010 er likviditeten opgjort efter kassekreditreglen (dvs. den gennemsnitlige likviditet over de seneste 12 måneder) nemlig mere end fordoblet og udgør i dag knap 62 mia. kr.
Betragter vi kommunesektoren under ét, har den med andre ord påtaget sig en finansiel risiko på både aktiv- og passivsiden, i stedet for at anvende overskudslikviditeten til at nedbringe gælden.
Vi skal dog straks understrege, at det ikke er samtlige kommuner, der både har et højt likviditets- og gældsniveau.
Likviditetsbuffer kan være fornuftigt
For den enkelte kommune kan der være flere gode grunde til ikke at anvende overskudslikviditeten til gældsnedbringelse – også selv om pengene, på grund af udgiftslofterne i det kommunale aftalesystem, ikke umiddelbart vurderes at kunne bruges på ekstra service eller investeringer.
Som et eksempel oplevede en del kommuner i varierende grad usikkerhed om de fremtidige økonomiske vilkår op til udligningsreformen, hvorfor det kunne passe fint at polstre sig med likvide midler.
Aktuelt er der tænkeligt også en vis usikkerhed med hensyn til virkningerne af inflationen, som er blevet højere end de prisstigninger, der lå i økonomiaftalens forudsætninger. Det vil nogle kommuner muligvis netop se som en god grund til at have en pæn og måske endda rigelig kassebeholdning.
Endelig har det som bekendt været nærmest gratis at låne penge for kommunerne indtil for nyligt, hvilket også kan have mindsket lysten til gældsreduktioner.
Tid til gennemgang af låneporteføljen
I dag befinder vi os i et nyt rentemiljø – og det gælder også for kommunerne. Over de seneste par måneder er renten for kommunernes låntagning således steget væsentligt, selv om det dog stadig er en del billigere for kommuner end for for eksempel privatpersoner at låne penge.
Det økonomiske rationale i den særlige danske kreditmodel med primært KommuneKredit som formidler og med solidarisk hæftelse er analyseret i en VIVE-rapport fra 2021. Ifølge rapporten får kommunerne og regionerne under ét øgede renteomkostninger for i runde tal en kvart milliard kroner årligt ved en rentestigning på ét procentpoint.
På den anden side får kommunerne formentlig også større renteindtægter af deres bankindeståender i det nuværende rentemiljø, så nettorenteeffekten har vi stadig til gode at se. Men et godt bud er nok, at renteindtægten ikke kan opveje de højere renteudgifter.
For den enkelte kommune kan det være en væsentlig ekstra nettorenteudgift, der her er tale om, hvis den har optaget sine lån med kort rentebinding.
Det er så vidt vi kan se derfor nærliggende, hvis de kommuner som både har et højt likviditets- og gældsniveau vil benytte lejligheden til at løbe porteføljen igennem og se efter, om det giver mening at bruge lidt af opsparingen på at komme ud af nogle af lånene, eller se om kommunen kan undvære at refinansiere lånet næste gang, et af dem udløber.
For nogle af de fastforrentede lån vil kommunerne også i det nuværende rentemiljø kunne opnå en kursgevinst ved at indfri lånet før dets udløb.
Ud fra en risikobetragtning vil en gældsnedbringelse ved brug af likviditet i hvert fald mindske risikoen på både aktiv- og passivsiden. På passivsiden i form af en lavere udsathed overfor fremtidig rentevolatilitet; på aktivsiden idet det også kan være forbundet med risiko at have en stor opsparing, afhængig af om - og i givet fald hvilke - værdipapirer, den er placeret i.
Det er dog selvsagt alene en overvejelse, der skal vurderes i den enkelte kommune under hensyntagen til de lokale forhold og den konkrete sammensætning af lån og likvide midler.
Gældsnedbringelse kan muligvis mindske styringsudfordringer
En afledt gevinst ved en betydelig kommunal gældsnedbringelse finansieret ved brug af likviditet, er, at det alt andet lige vil tage noget af presset af nogle væsentlige styringsproblematikker for kommunesektoren.
Det skyldes, at den ekstraordinært høje likviditet i kommunerne potentielt kan skabe nogle væsentlige styringsudfordringer både med hensyn til statens styring af kommunernes økonomi og i KL’s budgetproces.
Statens styring af kommunernes økonomi
Hvis vi skærer helt ind til benet i forståelsen af statens nuværende styringsparadigme over for kommunerne, så er det kendetegnet ved en ambitiøs udgiftsstyring. Det vil sige hvor det er helt essentielt for samarbejdet mellem staten og kommunerne, at udgiftslofterne i økonomiaftalerne overholdes i kommunerne.
Der kan dog nok i centrale ministerier være en vis bekymring for, om de ofte betydelige kassebeholdninger kan true kommunernes incitament til aftaleoverholdelse. Det skyldes, at nogle af de penge-rigeste kommuner så at sige uden nævneværdig finansiel risiko kan betale en eventuel sanktion med deres overskudslikviditet.
KL’s budgetproces
Selv om KL næppe vil argumentere for, at høj likviditet i kommunerne er et problem, så må antagelsen alligevel være, at den faktisk også udfordrer den KL-styrede såkaldte faseopdelte budgetproces, der er kendetegnet ved, at kommunerne i regi af KL gør alt hvad de kan for at holde de samlede udgifter for kommunesektoren inden for de aftalte rammer i økonomiaftalen. Det gør de for at undgå at blive sanktioneret.
Men de gør det også for at bevare den faseopdelte budgetproces. Kommunerne ser selvfølgelig hellere, at det er dem selv, der har besværet med at fordele rammen mellem sig og så holde udgifterne inden for rammen, end at regeringen skulle diktere mere kommunespecifikke udgiftsrammer.
Selv om der i alle de senere år har været en betydelig succes med aftaleoverholdelsen, kan de ofte betydelige kassebeholdninger potentielt besværliggøre arbejdet i den faseopdelte budgetproces, fordi de fleste kommuner i dag reelt har råd til at finansiere et højere serviceniveau, end deres 'andel' af servicerammen tillader.
Hvis nogle kommuner vælger den vej og løfter udgiftsniveauet, så giver det ekstra pres på, at andre kommuner må give sig og undvære et ønsket serviceniveau. Igen kan gældsnedbringelser finansieret ved brug af likviditet her isoleret set mindske styringsudfordringen.
Udgivelsens forfattere
- Jonatan Kjældgaard JensenNiels Jørgen Mau Pedersen
Om denne udgivelse
Publiceret i
Altinget