Kriminalitet skal forebygges i barndommen

Nogle danske og udenlandske undersøgelser tyder på, at halvdelen af kriminaliteten udføres af en lille gruppe mennesker, der groft sagt udgør omkring 6 pct. af befolkningen.

Det er således en nærliggende strategi at forsøge at finde frem til disse personer tidligt, så man kan forebygge og undgå, at de kommer ind i en kriminel løbebane. En sådan strategi kunne spare både ofrene, den kriminelle selv og samfundet for store menneskelige omkostninger.

Det var baggrunden for, at Justitsministeriet for nogle år siden foreslog, at man understøttede en kriminalitetsforebyggende indsats gennem tidlig identifikation af kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge, samt at man styrkede indsatsen i særlige risikomiljøer.

Men hvad ved vi egentlig om de kriminelle? Hvem er de? Hvordan har deres opvækst været? Og kan man på nogen måde forudse, om et barn vil bevæge sig ind på en kriminel løbebane?

Vi ønskede at finde ud af, hvad der skete i årene forud for den første kontakt med politiet
Det har SFI forsøgt at belyse i en række rapporter og videnskabelige artikler. I dette arbejde er vi imidlertid løbet ind i nogle problemer, som vi ikke havde forudset. Men først vil jeg fortælle om et naturfænomen, der illustrerer et af problemerne.

Vi havde en storm i december 1999. En meget kraftig storm. Den hærgede skovene, og mange træer blev fældet af stormen. Tænk, hvis man satte sig for at ville forudse, præcis hvilke træer, der måtte falde i den næste storm? Selv med et forholdsvis simpelt naturfænomen kan det synes næsten umuligt på forhånd at forudsige, hvilke af træerne der vil falde.

I samfundsforskningen har man ydermere usikkerhed om årsagerne til kriminalitet, hvilket gør det ekstra vanskeligt, når det drejer sig om at forudsige og at forebygge kriminalitet.

Der er i praksis mange tilfælde, hvor man har brug for at forudsige individuel kriminalitet. For eksempel i psykiatrien skal man nogle gange bistå med en bedømmelse af en patients farlighed. Et anden eksempel er ved forudsigelse af recidiv (gentagen kriminalitet), som nogle gange indgår som bedømmelse af, om personen kan prøveløslades. Men det er svært.

Forebyggelse af kriminalitet har optaget mange gennem årene. Hvilke tidlige indsatser kunne på en nem måde hindre børn i at blive kriminelle?

Lad os tage et eksempel, der viser noget om de tanker, man tidligt har gjort sig om kriminalitetsforebyggelse.

I 1931 udgav landskabsarkitekten Carl Theodor Sørensen bogen ’Parkpolitik i Sogn og Købstad’. Heri foreslog han, at man kunne etablere legepladser, hvor børnene selv skulle bygge det hele af overflødigt materiale fra byggepladserne. Han havde nemlig iagttaget, at der på de fleste byggepladser var flere store drenge, der løb rundt og byggede huler efter arbejdstidens ophør.

’Parkpolitik’ fik en meget vid international udbredelse, og folk rundt omkring i verden lærte sig dansk for at kunne læse den. Carl Theodor Sørensens hovedtese var, at man skulle skabe offentlige rum, som borgerne kunne bruge til sport og leg i stedet for blot som prydhaver.

Den første ’skrammellegeplads’ blev etableret i Emdrup i 1940 i forbindelse med et socialt boligbyggeri, under ledelse af pædagogen John Bertelsen. Siden da blev byggelegepladser etableret over hele landet. Som et kuriosum kan det nævnes, at byggelegepladserne blev en politisk manifestation i løbet af 1970’erne, med ’Byggeren’ i Den Sorte Firkant på Nørrebro som det mest kendte eksempel.

På firkantens byggelegeplads løb også ’Makrellen’ og spillede fodbold. Han kom ind i en bande, der hed ’Bullshit’, som netop holdt til på Nørrebro på det tidspunkt. Han blev senere dræbt i et bandeopgør. Nu spørger vi os selv: Kunne vi have forudset dette og forebygget dette i tide?

Vores første spørgsmål er, om det kan afgøres, om et bestemt barn vil blive kriminel. For det andet vil vi gerne vide, om de børn, vi forudsiger en karriere som forbryder, rent faktisk også bliver det.

I Danmark har vi nogle helt unikke muligheder for at undersøge denne problemstilling ved at udnytte en række offentlige administrative registre, der kan bruges til forskningsformål – selvfølgelig med sikkerhed for at bevare den enkeltes anonymitet. Forskere rundt om i verden missunder os disse muligheder. Det enkelte individ blev i vores undersøgelse fulgt fra fødslen til 23-års alderen, og risikoen for at begå kriminalitet blev undersøgt.

Det første problem er, hvilke data vi skal inddrage. Der er overvældende mængder af administrative data.

For at finde frem til, hvad der kunne indgå i en sådan undersøgelse, tog vi udgangspunkt i teorier om kriminel adfærd. Disse kan traditionelt opdeles i fire-fem paradigmer med hver deres forklaringer på og forslag til reduktion af kriminel adfærd.

Nogle forskere mener, at risikoen for at blive kriminel primært afhænger af karakteristika ved lokalområdet, de unges vennekreds, risikomiljøer, den lokale sammenhængskraft og social kontrol snarere end personers individuelle familiemæssige forhold.

Andre fokuserer på opvækstforholdene i familien for her at finde baggrunden for de unges eller voksnes afvigende adfærd. At forældrene har et misbrug, er skilt, har lav indkomst, er arbejdsløse, har lav forældreevne, og at moren allerede fik børn i teenageårene, er ifølge dette paradigme med til at øge risikoen for, at børn senere udviser kriminel adfærd.

Andre igen forklarer risikoen for kriminel adfærd med de unges aktuelle individuelle ressourcer. Inden for dette paradigme fokuseres på betydningen af de unges arbejdsløshed, deres fattigdom og manglende uddannelse.

Og endelig lægger nogle forskerne vægten på, at det er ’de umiddelbare situationsforhold’, der påvirker risikoen for kriminel adfærd. Inden for dette paradigme findes der et tragisk eksempel, der illustrerer, hvordan man kan forebygge kriminalitet.

Efter et masseskyderi 28-29. april 1996 i Tasmanien, hvor 35 mennesker mistede livet, og 23 blev såret, besluttede den australske regering at forbyde privatejede skydevåben. I de 18 år forinden havde der været 13 ’masseskyderier’. I de efterfølgende 10 år blev tallet reduceret til nul. Man så således en massiv nedgang i antallet af masseskyderier, men også mord og selvmord blev kraftigt reduceret, da skydevåbnene blev fjernet fra hjemmene. Det bemærkelsesværdige var, at våbnene ikke blev erstattet af andre metoder til begå drab og selvmord.

Et andet mindre dramatisk eksempel på situationsbestemte kriminelle handlinger er stigningen i antallet af butikstyverier, der – ifølge denne forestilling – er en konsekvens af den ændrede butiksstruktur med selvbetjeningsbutikker, som gør det lettere at stjæle. Eller hvis man gør det lettere at snyde i skat, så genererer dette automatisk mere skatteunddragelse. F.eks. hvis en bank reklamerer med skattelyarrangementer, så vil det i sig selv få flere af landets rigeste mennesker til at indgå i skatteunddragelser.

En femte tilgang er at betragte kriminelle handlinger som rationelle handlinger, hvor en kriminel adfærd er et udtryk for en rationel handling, der kan øge den enkeltes indkomst.

Der er i praksis mange tilfælde, hvor man har brug for at forudsige individuel kriminalitet
I den rationelle handling indgår overvejelser om, hvorvidt man kan tjene mere ved illegalt arbejde end ved legalt arbejde. Risikoen for at blive opdaget og dømt medtages – ligesom straffens hårdhed. Endvidere indgår mulighed for overhovedet at kunne finde legal beskæftigelse samt individets risikovillighed. Endelig indgår også individets beholdning af social kapital, som han eller hun risikerer at miste, for eksempel arbejde, partner eller venskaber.

Hvis man kan forudsige, om et barn under skolealderen vil blive ungdomskriminel, så vil man derved have nogle veje til at forebygge kriminalitet tidligt. Men hvor præcis vil sådan en prognose være? Hvor mange af dem, der har en forventet høj risiko, vil faktisk også blive involveret i kriminalitet?

Dette satte vi os for at undersøge med baggrund i de exceptionelle muligheder, de danske registre gav for at følge børn igennem et kvart århundrede. Den bedste metode til at tjekke, om vi har ret, er ved en længerevarende forløbsundersøgelse, hvor vi følger det enkelte barn og unge menneske gennem en årrække. Vi ønskede at finde ud af, hvad der skete i årene forud for den første kontakt med politiet, hvis der kom en sådan kontakt. Kontakten afgrænsede vi til at være arrestation, varetægtsfængsling eller en sigtelse for en straffelovsovertrædelse.

Blandt de godt 54.000 børn og unge, som vi fulgte, fik 11 procent (eller 6.000) en sådan kontakt med politiet, inden de blev 22 år gamle. Vi fandt frem til 22 risikofaktorer, der hver for sig gav et selvstændigt bidrag til at forklare, hvem der fik, og hvem der ikke fik kontakt med politiet.

Vold i hjemmet, forældres psykiske lidelser, børnemishandling og vanrøgt, børn anbragt uden for hjemmet, forældres separation, og forældres egne straffelovsovertrædelser var alt sammen selvstændige forhold, som var med til at forudbestemme barnet og den unges senere kontakt med politiet.

Strukturelle faktorer som for eksempel forældres erhvervsmæssige uddannelse, forældres længerevarende arbejdsløshed og udsatte boligområder hang sammen med hyppig kontakt med politiet. De unges egne forhold (manglende skoleuddannelse, fattigdom, ungdomsarbejdsløshed) og misbrug (alkohol eller stoffer) eller selvmordsforsøg var ligeledes med til at forudsige deres efterfølgende kontakt med politiet.

En individuel risiko blev udregnet for hvert enkelt individ på grundlag af personens samlede livsforløb. Vi kunne således på grundlag af de 22 risikofaktorer give en forudsigelse af, hvem der ville komme i kontakt med politiet. Og vores forudsigelse viste sig at være langt bedre end en tilfældighed forudsigelse.

Men her var det, vi stødte på to nye problemer. Hvis vi screener dem, der har den forventede højeste risiko for kriminalitet, så vil en tredjedel af dem være falsk positive. Det vil sige, at selvom vi forventer, de vil begå kriminalitet, så vil en tredjedel af dem faktisk ikke få kontakt med politiet i løbet af det vindue på fem år, hvor vi følger de unge, fra de er femten, til de er 22 år.

Og der er et andet alvorligt problem, og det er, at vi kun får fat i en fjerdedel af dem, der rent faktisk senere bliver anholdt eller sigtet for en straffelovsovertrædelse. Med andre ord så bliver højrisiko-børnene i mange tilfælde udsat for en falsk anklage, som går på, at de bliver kriminelle. Dette viser for det første med al tydelighed problemet med at stigmatisere unge mennesker med en høj risiko-profil. Og for det andet vil mange af dem, vi forsøger at nå med vores indsats, slet ikke blive opfanget af den screening, vi har etableret.

Hvad kan vi så bruge disse resultater til?

Vi må – på basis af dette – anbefale, at en tidlig kriminalitetsforebyggende indsats for det første må omfatte indsatser, der er videnskabeligt underbyggede. Altså forebyggende indsatser, der på en overbevisende måde har godtgjort, at de fører til de ønskede resultater. Og for det andet må det være indsatser, der opleves som positive af de involverede parter, fordi mange af dem, der udsættes for indsatsen, antagelig aldrig vil blive kriminelle.

Indsats med højkvalitetsbørnehaver har vist sig at reducere risikoen for, at børnene senere havnede i kriminalitet
Der findes allerede i dag en række indsatser, der lever op til disse krav. Disse indsatser er koncentrerede om at forandre opvækstforholdene i familierne og miljøet i skolerne og i lokalsamfundet.

For eksempel har indsatsen med sundhedsplejersker i familier med 0-2-årige vist sig at reducere omfanget af børnemishandling. Undersøgelserne viste også, at risikoen for børnenes senere ungdomskriminalitet blev reduceret sammenlignet med de familier, som ikke fik besøg af sundhedsplejersken. Sundhedsplejersken kom hver anden uge i højrisiko-familierne og gav råd om graviditeten og omsorgen for barnet.

Indsats med højkvalitetsbørnehaver har vist sig at reducere risikoen for, at børnene senere havnede i kriminalitet. De klarede sig bedre i skolen, fik en erhvervsuddannelse og klarede sig bedre økonomisk end de børn i kontrolgruppen, der ikke fik muligheden for en højkvalitetsbørnehave. Hvorimod en børnehave af lav kvalitet uddyber forskellene mellem de svage børn og de mere ressourcestærke børn.

Særlige indsatser rettet imod at ændre i miljøet omkring børn og unge med adhd har vist sig at være effektive. Her har familietræning og visse indsatser i skolen vist sig at være effektive. Forældrene og pædagogerne trænes i at bruge ros og anerkendelse, positiv opmærksomhed, håndgribelige belønninger, ignorering af uønsket adfærd, time-out og andre ikkefysiske disciplineringsteknikker.

Visse mentorordninger i skolerne, der har til formål at støtte de unge, der var i risiko for at droppe ud af skolen eller få nederlag i skolen, har også vist sig at være virkningsfulde. De unge blev i disse forsøg belønnet økonomisk for at deltage i uddannelsesaktiviteterne (studievejledning, lektiehjælp) deltage i frivilligt arbejde (deltagelse i lokale projekter) og personligt udviklende aktiviteter (familiekundskab, karriereplanlægning).

Mentorerne fik en bonus, når de unge gennemførte uddannelsen. Flere fik en ungdomsuddannelse, færre blev arresteret af politiet end børnene i kontrolgruppen, som ikke fik tilbuddet med denne mentorordning.

Endelig kan det nævnes, at økonomisk og erhvervsmæssig uddannelse af tidligere kriminelle har været effektivt kriminalitetsforebyggende, og sådanne indsatser udgjorde samtidig en samlet økonomisk besparelse på grund af den kriminalitetsforebyggende effekt.

Min konklusion er, at man ikke udelukkende kan koncentrere sig om de børn og unge, der har den højeste risiko. Man er nødt til også at anvende de mere generelt forebyggende tiltag, der inddrager hele børnegruppen, fordi en stor del af dem, der ender i kriminalitet, kommer fra den store gruppe af børn og unge, der kun har en moderat risiko.

Mange af de her nævnte ordninger som for eksempel videreuddannelse og udbygning af sundhedsplejerskeordninger og højkvalitetsbørnehaver retter sig jo mod hele børnegruppen.

Forringelser af netop sundhedsplejerskeordningen eller kvalitetsforringelser i børnehaven kan således vise sig at få utilsigtede konsekvenser på længere sigt.