Lavtuddannede har ringe gevinst af at efteruddanne sig

Den økonomiske krise har især ramt ufaglærte i form af stigende ledighed. I den sammenhæng er det problematisk, at meget store andele af de årgange, der hvert år træder ud på arbejdsmarkedet, ikke har en kompetencegivende uddannelse. Voksen- og efteruddannelse (VEU) ses af mange som et columbusæg, der kan råde bod på den manglende uddannelse fra det ordinære uddannelsessystem.

Blandt mange politikere og offentlige meningsdannere er det opfattelsen, at voksne med fordel kan kompensere for manglende succes i det ordinære uddannelsessystem ved at deltage i voksen- og efteruddannelse. Men den tese kan ikke dokumenteres. Tværtimod. Senest er det i en netop offentliggjort rapport fra AKF, Anvendt KommunalForskning, vist, at efteruddannelse og omskoling af ufaglærte har begrænset effekt på kursisternes jobchancer og lønniveau.

I undersøgelsen har vi som noget nyt også undersøgt, om voksen- og efteruddannelse har en positiv virkning på kursisternes sygefravær, jobmobilitet eller tilbøjelighed til at videreuddanne sig. Også her er effekten begrænset. Ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt er voksen- og efteruddannelse til lavtuddannede således en bekostelig affære, der næppe bidrager til at løse problemet med, at der er for mange uden en kompetencegivende uddannelse på det danske arbejdsmarked.

I den seneste AKF-rapport har vi beregnet effekterne af VEU-indsatsen og sammenholdt de eventuelle positive effekter med, hvad omkostningerne til VEU-indsatsen er. Som det primære har vi undersøgt, hvilke effekter efteruddannelsen har på kursisternes beskæftigelse og lønindkomst. Dette har vi vejet op mod omkostningerne ved kurserne, både de direkte driftsomkostninger og overførslerne til kursisterne i form af enten Statens Voksenuddannelsesstøtte eller VEU-godtgørelse.

Resultaterne viser, at voksen- og efteruddannelse giver et negativt afkast for kurser på det almene niveau, såsom 9. klasses dansk og HF enkeltfag. For erhvervsrettede kurser, som fx AMU, går de positive effekter på løn og beskæftigelse nogenlunde lige op med omkostningerne til kurserne. Til gengæld viser der sig at være et solidt samfundsøkonomisk afkast af videregående voksenuddannelse, især fra samfundsfaglige diplomkurser som fx HD.

Som noget nyt i en dansk sammenhæng har vi haft mulighed for at undersøge, hvorvidt kursusdeltagelse har betydning for kursisternes sygefravær, for deres mobilitet mellem jobs og jobfunktioner og mobilitet opad på karrierestigen. Desuden har vi undersøgt, om deltagerne i VEU-kurser er mere tilbøjelige til at vende tilbage til det ordinære uddannelsessystem.

I det omfang at sådanne ændringer påvirker den enkeltes løn- og beskæftigelse, er de også taget med i den samfundsøkonomiske beregning. Analysen viser, at VEU-deltagelse medfører et lavere sygefravær for de fleste af deltagerne. Ligeledes finder vi, at almene kurser generelt øger mobiliteten mellem jobs og brancher.

Men effekterne er ikke særligt store, og når man gør det op i en samlet beregning af effekter og omkostninger, rykker det ikke afgørende ved det samlede billede: efteruddannelse af lavtuddannede kan ikke betale sig. Der er også en række »bløde« effekter, som voksen- og efteruddannelse kan tænkes at have for den enkelte kursist. For eksempel kan kursusdeltagerne bliver mere engagerede i den demokratiske proces, de kan få mere arbejdsglæde og blive bedre til at tilpasse sig organisatoriske forandringer.

Den slags bløde effekter er vanskelige at måle direkte. I AKFs beregninger er der taget højde for en del af dem indirekte, fordi større arbejdsglæde, forandringsvillighed og engagement typisk kan afspejle sig i lavere sygefravær og måske endda også i højere løn og større jobsikkerhed. Derudover kan de foreliggende beregninger bruges til at give en pris på, hvad de bløde effekter af voksen- og efteruddannelse skal være værd for at opveje de udgifter, samfundet har til efteruddannelsen.

På trods af at vi i analysen anvender et bredt mål af succeskriterier, så står de samfundsøkonomiske gevinster ved almen efteruddannelse langt fra mål med de samfundsøkonomiske omkostninger. En gennemsnitlig kursist på det almene niveau koster samfundet i omegnen af 100.000 kr., når gevinsterne er trukket fra. Resultaterne her er ikke overraskende og bakkes op af tidligere danske såvel som internationale undersøgelser.

Der er således noget nær konsensus blandt fagøkonomer på området om, at de nuværende udgifter ikke kan retfærdiggøres ud fra økonomiske argumenter. Investeringer i almen voksen- og efteruddannelse skal således retfærdiggøres ud fra andre og mere politiske argumenter. Det er naturligvis en politisk beslutning, om prisen står mål med udbyttet.

Men ud fra et forskningsmæssigt og økonomisk synspunkt er det klart, at politikker, der målrettes mod at sikre flere danskere en bedre uddannelse fra starten af, er meget mere succesfulde og billigere end politikker, der forsøger at kompensere for årtiers forsømmelser. Jo senere vi forsøger at kompensere, jo dyrere bliver hjælpen.