Lektor: Her er forskningens svar på, hvorfor pensionister vender retur til arbejdet

De tilbagevendte pensionister bidrager med særlige erfaringer og kompetencer og er vigtige i spidsbelastningsperioder grundet deres ﬂeksibilitet, skriver Aske Juul Lassen

Det er ingen hemmelighed, at seniorerne udgør et stort arbejdskraftpotentiale.

Samtidig med historisk høj beskæftigelse og mangel på arbejdskraft fortsætter den ældre del af arbejdsstyrken længere. Mange fortsætter med at arbejde på den anden side af folkepensionsalderen, andre starter firmaer og atter andre finder overgangsjobs.

Men når først folk er gået på pension, er de ikke længere interessante for arbejdsmarkedet. Eller hvad?

I en ny rapport for Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer analyserer jeg et fænomen, der har det med at gå lidt under radaren.

Brancheorganisationen Forsikring og Pension har peget på, at der sidste år var cirka 10.000, der vendte tilbage i arbejde efter en periode på pension. Og det tal ligger rimelig stabilt år efter år. Altså cirka 10.000 personer, der et indkomstår kun får udbetalt pensioner, men som året efter igen har lønindtægt.

Og det tal overser dem, der inden for samme indkomstår går på pension i nogle måneder, og så vender tilbage.

Pensionen er ikke en ensrettet gade.

Aske Juul Lassen, der er stifter af Den 3. Akt og lektor på Københavns Universitet, har udarbejdet rapporten for Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet

Pensionen skal holde længe

Der findes kun lidt viden om fænomenet både nationalt og internationalt.

Internationale studier tyder dog på, at det sjældent er fuldtidsarbejde, man vender tilbage til, og at tilbagevenden oftest sker efter en kort periode på pension.

Rapporten er baseret på en litteraturgennemgang af fænomenet, dybdegående interviews med ti tilbagevendte og en telefonrundspørge til arbejdspladser og arbejdsmarkedsaktører.

Internationale studier viser, at tilbagevenden er mest udbredt i lande med et dårligt socialt sikkerhedsnet i alderdommen. Men også i lande med et godt pensionssystem er det udbredt.

I de lande er det i de fleste tilfælde ikke økonomien, der er den primære årsag til, at man vender tilbage.

Men økonomien spiller en rolle. Som en 70-årig mand sagde til mig under et interview i forbindelse med et andet projekt:

"Jeg regner med blive meget gammel, så pensionen skal holde længe, og hvis jeg skal tjene lidt ekstra penge som buschauffør, er det bedre nu, end når jeg er i 90'erne."

Økonomien spiller en rolle, men er ofte ikke det vigtigste parameter. Mening, identitet og kedsomhed som pensionist vejer ofte tungere.

Og så peger flere undersøgelser helt lavpraktisk på, at man har større tilbøjelighed til at vende tilbage, hvis man ved, man er velkommen. Altså at chefen, når man er på vej ud ad døren, husker at sige, at man er velkommen tilbage.

Aske Juul Lassen, lektor

I andre undersøgelser er et jobtilbud den primære årsag til tilbagevenden. Det er således ret simple værktøjer, der i mange tilfælde skal til.

Pension som pusterum

Hvis man dykker lidt længere ned i fænomenet, viser det sig selvfølgelig mere komplekst.

De ti interviews, der ligger til grund for rapporten, bør suppleres med flere kvantitative data, men der træder allerede nogle tydelige mønstre frem.

I rapporten har jeg kigget på tre faser: For det første hvorfor de tilbagevendte oprindeligt gik på pension. For det andet hvorfor og hvordan de er vendt tilbage. Og for det tredje hvilke tilknytningsmønstre de har til arbejdsmarkedet.

I den første fase finder jeg tre pensioneringsmønstre, der senere fører til tilbagevenden.

For en gruppe med en løs tilknytning til arbejdsmarkedet bliver pensionen et midlertidigt pusterum. De har gennem hele livet gået fra job til job, og det bliver de ved med efter pensionen. Særligt nu hvor modregningen er fjernet. Men de tager gerne lige et pusterum i en periode efter den første pensionsudbetaling.
For en anden gruppe med travle arbejdsliv repræsenterer pensioneringen et frirum, som ikke nødvendigvis udelukker arbejde. De har gerne haft et arbejde med meget ansvar og flydende grænser mellem arbejde og privatliv. De ser frem til pensioneringens frirum, men vender gerne tilbage, hvis den rette mulighed byder sig.
For en tredje gruppe skyldes den oprindelige pensionering en forbigående krise. De har været syge, haft pårørendeopgaver, mistet en livspartner eller været ledige.

Det kan også være, at de er gået på pension på grund af en samfundskrise som Covid-19. Men kriser er i nogle tilfælde midlertidige. Når krisen er overstået, vender de nogle gange tilbage.

Pensionen var ikke som håbet

Der er ligeledes nogle tydelige mønstre i den anden fase, hvor folk vender tilbage.

Gruppen med en løs tilknytning til arbejdsmarkedet fortsætter efter en periode på pension deres vane gennem livet med at skabe et levegrundlag ud af forskellige indtægtskilder.

Pensionen er en indtægt ved siden af en vikartjans, en lille egen gesjæft, en løsansættelse eller lignende.

Gruppen med de travle arbejdsliv bag sig ser gerne tilbagevenden som et led i deres personlige og/eller faglige udvikling. De vender tilbage, hvis det giver mening for dem, og hvis der er sider af dem selv, de ønsker at udfolde eller udvikle.

Og så er der en udbredt tredje årsag til tilbagevenden, som handler om, at man oplever en mangel ved pensionen.

Det var ikke, som man havde håbet. Man keder sig eller har svært ved at holde sig selv i gang. Man synes, man bliver for hurtigt gammel, og ved ikke, hvad man skal engagere sig i. Og så vender man tilbage.