OK-forhandlinger: Får udviklingshæmmede opsøgende sundhedstjek?

I sidste uge begyndte overenskomstforhandlingerne mellem regionerne (ved RLTN) og PLO. Almen praksis og deres opgavevaretagelse er i udgangspunkt regionernes ansvar. Men mange af emnerne rækker direkte ind i kommunalt kernestof, og derfor er det værd at holde øje med resultaterne af overenskomstmøderne i de kommende måneder.

Som eksempel kan nævnes de praktiserende lægers indsats for psykisk udviklingshæmmede. En sårbar gruppe, der i mange år har været tæt på usynlig i sundhedsdebatterne. Men rapporter, tilsynssager, ministersamråd og enkeltsager viser, at udviklingshæmmede både er ramt af ulighed i sundhed og i adgangen til sundhedsvæsenet.

Årsagerne er formentlig mange og sammenhængende: Kombinationen af udviklingshandicap og begrænset egenomsorg/kommunikationsevne, manglende sundhedskompetencer og -fokus i de kommunale botilbud og en almen praksis, der har været indrettet til at behandle gennemsnitspatienten. Som konsekvens har nogle af de mest udsatte patienter med færrest sundhedskompetencer haft dårligst adgang.

Ulighed står højt på dagsordenen

Ulighed i sundhed er igen kommet højt på den sundhedspolitiske dagsorden og parternes forhandlingsudspil kunne tyde på, at det nu kan komme personer med udviklingshæmning til gode. PLO foreslår »… en ny særlig indsats i almen praksis iværksættes til denne gruppe. Indsatsen vil fokusere på patientens generelle helbred og velbefindende, og [på] undersøgelser og behandling i forlængelse heraf.«

RLTN skriver i sit udspil, at »overenskomsten skal bidrage til, at mennesker med handicap og funktionsnedsættelser har lige adgang til sundhedsydelser på linje med den øvrige del af befolkningen.«

Opsøgende sundhedstjek til udviklingshæmmede mindsker ulighed

Erfaringerne fra ind- og udland viser, at særlige indsatser i form af opsøgende sundhedstjek til netop denne gruppe faktisk giver god mening (i modsætning til den generelle befolkning). Sundhedstjekkene afdækker uopdagede sundhedsproblemer, både ‘simple’ problemer og potentielt livstruende problemer såsom kræft, hjertesygdomme og demens – og mindsker dermed den ulige adgang.

Samtidig viser danske og engelske evalueringer en tendens til, at sundhedstjekkene forebygger hospitalsindlæggelser, hvilket kunne tyde på at det også sundhedsøkonomisk giver god mening. Hertil kommer, at bedre sundhed og funktionsniveau også kan betyde reduceret plejebehov til gavn for borgerne og kommunekassen.

To forudsætninger: Takst for sundhedstjek-ydelse og kommunalt medansvar

Med de positive udmeldinger fra både regionerne og PLO kan parterne forhåbentlig blive enige om en form for opsøgende sundhedstjek-ydelse. For uden en takst i almen praksis kommer der aldrig til at ske noget.

Lægernes honorering er utvivlsomt en nødvendig forudsætning for at nedbringe uligheden, men det er ikke tilstrækkeligt. Kommunerne skal efterfølgende tage medansvar for, at borgerne får bestilt tid og kommer til de tilbagevendende sundhedstjek, at besøgene bliver ordentligt forberedt, at der efterfølgende bliver fulgt op osv. Det vil formentlig også kræve flere sundhedskompetencer på botilbuddene, og at det kommunale sundhedsvæsen, herunder hjemmeplejen, i højere grad kommer ind over. Så for at det kan lykkes, må alle parter tage deres del af ansvaret.

Det bliver spændende at se, om forhandlingerne denne gang giver bedre adgang for nogle af de grupper, som længe har stået bagerst i køen til sundhedsvæsenet, herunder personer med udviklingshandicap. Det kræver både, at parterne bliver enige om rammerne for de særlige indsatser – og at kommunerne efterfølgende løfter deres del. Hvis ikke begge dele sker, vil det ende med endnu en tom snak om ulighed i sundhed.