Psykiatrien har fået penge – men uden bredere forskning får vi ikke det løft, vi drømmer om

I kølvandet på 10-årsplanen for psykiatrien er der blevet afsat et betragteligt millionbeløb til at skabe ”bedre rammer for forskning i psykiatrien.” Forskning er en højtprioriteret indsats i styrelsernes faglige oplæg og anses som en grundlæggende forudsætning for et succesfuldt fagligt løft af indsatsen til mennesker med psykiske lidelser. Det er vigtigt, at et område, der har været så underprioriteret gennem mange år, er kommet i fokus, både politisk, fagligt og økonomisk.

Danmarks Frie Forskningsfond, der uddeler midlerne, har de seneste to år givet bevillinger til en stribe vigtige projekter på det psykiatriske område, men fælles for projekterne er, at de primært har klinisk forskning som omdrejningspunkt. Det er glædeligt, for der er i den grad behov for god klinisk forskning på psykiatriområdet, men det er også et snævert fokus – ambitionerne om fremtidens psykiatri taget i betragtning.

Nødvendigt med bredere forskning

I psykiatriplanen hedder det blandt andet, at ”der er et stort potentiale i at styrke forskning i og viden om teknologiske og digitale løsninger, der fremadrettet vil komme til at spille en større rolle.” Og forventningerne hos politikerne til, hvad digitale teknologier skal kunne hjælpe med, er da også tårnhøje:

1) øge fleksibilitet og tilgængelighed, 2) optimere beslutnings- og behandlingsgrundlag, 3) skabe individuelt tilpassede terapiformer, 4) sætte patienten i centrum, 5) forbedre diagnostik, 6) øge oplevelsen af nærhed i sundhed osv., osv.

Det vil sige indsatser og tiltag, der skal udspringe af og forankres i praksis, og som derfor kalder på et målrettet forskningsfokus på alt det, der foregår i og omkring de kliniske indsatser. Eller med andre ord: forskning om, hvordan de digitale løsninger implementeres, styres, organiseres og opleves i praksis.

Teknologien kommer ikke alene – den kommer med dilemmaer

Udbuddet af innovative teknologier i det stadigt voksende digitale landskab rummer ikke kun forhåbninger om en bedre og dermed fremtidssikret psykiatri, men skaber også helt grundlæggende nye forudsætninger for at give og modtage psykiatrisk behandling. Teknologier som virtual reality, kunstig intelligens eller nye monitoreringsredskaber skaber ikke alene nye behandlingsrum, men piller også ved rollerne for både patienter og fagprofessionelle.

For hvad betyder disse teknologier for behandlingsrelationen? For etik og ansvar? For organisering, styring og arbejdsgange? Det ved vi kun lidt om i dag – men vi ved, at det bliver afgørende – og unægtelig vil resultere i implementeringsudfordringer, der kræver indsigt i og viden om brugernes perspektiver og oplevelser. Desuden vil der opstå nye etiske dilemmaer, som det løbende bliver nødvendigt at forholde sig til. 

Hvis millionerne skal gøre en forskel

Så hvis millionsatsningen i forskning på psykiatriområdet skal ”skabe bedre rammer for psykiatrien” og reelt gøre en forskel for den psykiatriske behandling og de mennesker, der er afhængige af den, kræver det også viden om, hvordan den gode kliniske forskning kan lykkes med at virke, hvilke udfordringer der vil opstå, og hvad der skal til for at overkomme disse. Uden forståelse for brugerne, systemerne og hverdagen, kommer de gode idéer aldrig ud at virke.