Psykisk vold rammer også børn – og den kan ramme hårdere end den fysiske

For tiden behandler Folketinget et lovforslag om psykisk vold rettet mod voksne.

Der er al mulig grund til, at vi bør forholde os til psykisk vold som et skadeligt fænomen på linje med fysisk vold. Men hvor det primært har handlet om de voksne hidtil, vil det også være relevant at opholde os ved den psykiske vold, der rammer børnene.

Flere undersøgelser peger nemlig på, at for børn, der er udsat for forskellige former for vold og omsorgssvigt, er især den psykiske vold ødelæggende for barnets selvværd og evne til at klare sig videre i livet.

Selv om Børnekonventionen udtrykkeligt nævner psykisk vold, så er lovgivningen i Danmark ikke fulgt med, og de regionale børnehuse – der har speciale i at tage sig af børn udsat for vold eller overgreb – er ikke forberedt på at kunne udrede og rådgive kommunerne i disse sager.

Trusler og mobning

Alle, der har børn, ved, at man undertiden kan blive magtesløs og sige ting til sit barn, som man senere fortryder. Det er ikke psykisk vold. Psykisk vold definerer man i socialforskningen som et kommunikationsmønster, hvor barnet gentagne gange over tid får at vide af sine forældre eller andre omsorgspersoner, at det er uønsket, uelskeligt og til besvær.

Det kan for eksempel være, at forældrene ydmyger barnet offentligt eller konsekvent fortæller det, at det er dovent, udueligt og irriterende at være sammen med. Eller at de straffer barnet med tavshed, hvis det har gjort noget galt, ikke trøster, hvis barnet bliver ked af det, eller mobber og terroriserer barnet på forskellig vis.

Psykologisk mishandling kan også antage mere alvorlige former, hvor forældre med vilje sætter barnet i en situation, hvor det kan komme til skade, efterlader det alene, før det kan tage vare på sig selv, eller når de truer barnet med at blive smidt ud hjemmefra, slået eller sågar slået ihjel.

Psykisk vold består af en systematisk undergravning af barnets selvværd gennem omsorgspersonens mobning af barnet. Ligesom ved mobning er der tale om et ulige magtforhold, hvor barnet vanskeligt og ikke uden store omkostninger kan flygte og undvige mobningen.

Forskellige undersøgelser peger desværre på, at psykisk vold mod børn er et relativt udbredt fænomen. Det er et kendt fænomen blandt sagsbehandlere, der sidder med børnesager, og i en SFI-undersøgelse fra 2013 svarede 5,3 procent af de unge 25-årige, at de som børn havde været udsat for egentlige, systematiske psykologiske overgreb fra deres forældre eller stedforældre.

Ramt på selvværdet

Alt tyder på, at psykisk vold kan have lige så vidtrækkende konsekvenser for et barn som fysisk vold eller seksuelle overgreb.

Et barn, der konsekvent får at vide, at det er uønsket og uelsket, har meget svært ved at danne et positivt selvbillede og dermed blive et menneske med normalt selvværd.

Man ser ofte en voldsom overforekomst af selvmordstanker og selvmordsforsøg hos børn, der har været udsat for psykisk vold. Undertiden har de sågar tegn på posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) – en lidelse, man ellers forbinder med krig, overfald og fysisk mishandling.

Det kan give sig udslag i, at børnene har mareridt, er konstant opskræmte og i alarmberedskab, eller at de forsøger at undgå ting og steder, der kan minde dem om de ubehagelige oplevelser.

Pressede forældre

Erfaringen viser, at forældre der udsætter deres børn for ydmygelser og mobning, ofte også er hårdt pressede og afmægtige i andre af livets forhold. De har typisk økonomiske eller sociale problemer, er måske fysisk eller psykisk syge eller er misbrugere af stoffer eller alkohol.

Ofte skyldes deres adfærd over for barnet ikke ond vilje, men en mangel på overskud og empati, så de ikke formår at sætte sig i barnets sted.

I nogle familier er den psykiske vold kun en del af historien – her krænkes barnet også fysisk i form af vold eller vanrøgt eller i sjældnere tilfælde seksuelt i form af misbrug og incest. Meget tyder på, at den psykologiske mishandling spiller en afgørende rolle i sådanne børns liv. Den udgør så at sige krumtappen i den skade, der bliver forvoldt.

Øget risiko for selvmordstanker

Det blev tydeligt i en SFI-undersøgelse blandt kommunale sagsbehandlere, der arbejder med udsatte børn. Det vil sige børn, der bor sammen med deres forældre, men som er kommet i kommunens søgelys og får en eller anden form for forebyggende støtte, der skal hjælpe familien til at fungere bedre, så børnene ikke skal fjernes fra hjemmet.

Sagsbehandlerne angav, at børn udsat for psykisk vold også havde større tendens til at være depressive, ulykkelige, socialt isolerede, fejlernærede, have spiseforstyrrelser, selvmordstanker, koncentrations- og adfærdsproblemer samt et ønske om at komme væk hjemmefra.

I sagsbehandlernes vurdering var der omkring en tredjedel af de udsatte børn, der blev udsat for forskellige grader af psykisk vold af deres forældre, og blandt dem var der fire gange så mange end i gruppen som helhed, der havde overvejet eller forsøgt selvmord.

Selv om vi her har at gøre med de tungeste børnesager, er det stadig et højt tal – særligt når man tager i betragtning, at der i hele gruppen også var børn, som sagsbehandlerne mistænkte blev udsat for lejlighedsvis vold, vanrøgt eller seksuelle overgreb. Selv når man tog højde for disse forhold, viste tallene stadig, at den psykiske vold – mere end de fysiske overgreb – kunne forbindes med en øget risiko for selvmordstanker eller selvmordsforsøg.

Dette billede bekræftes af, at selvmordsrisikoen blandt børnene blev mindre, når forældrene efter et forløb med familieterapi behandlede barnet bedre. Det tydede altså på, at barnet simpelthen fik det bedre af at blive talt pænere til af sine forældre, også selv om de øvrige vilkår i hjemmet ikke blev forbedret.

Tal pænt

Vi ved stadig ikke nok om følgevirkningerne af psykologisk mishandling og dets samspil med andre former for overgreb på børn. Men at det kan være en voldsom, ødelæggende kraft i et barns liv, hersker der ingen tvivl om.

Desværre er den måde, vi taler til vores børn på, omgærdet af den samme berøringsangst, som for et par generationer siden herskede omkring den måde, vi behandlede dem fysisk: En fast opdragelse eller et hidsigt temperament er familiens egen sag, og ingen skal blande sig i, hvor meget man skælder sit barn ud.

Men fra forskningen ved vi, at den verbale lussing kan være lige så ødelæggende for et barns udvikling som den fysiske.

Bestemmelser i straffeloven om psykisk vold mod børn kan være et nødvendigt magtmiddel til at få stoppet misgerningen og hjulpet forældrene gennem familieterapi.

Ved mistanke om fysisk vold kan en grundig undersøgelse af en børnelæge løfte bevisbyrden. Ved mistanke om psykisk vold kunne man forestille sig en tilsvarende udredning og ekspertudtalelser fra en eller flere uafhængige børnepsykologer.

Det er derfor på tide med et større fokus på den psykiske vold, der begås mod børn. Det lønner sig nemlig at tale pænt til børn – både samfundsmæssigt, psykologisk og etisk.