Rapport viser, at der stadig er et godt stykke vej til fuld integration

Integrationen er gået i stå og kan i øvrigt slet ikke lade sig gøre. Det var i store træk den historie, der før jul voksede frem i kølvandet på to ministres lancering af en rapport om børn af efterkommere. En historie, der ikke er dækning for i hverken den aktuelle rapport eller i den øvrige viden, vi har.

Rapporten præsenterer imidlertid nogle tal, der er god grund til at se nærmere på. De viser et øjebliksbillede af situationen i skolen og på arbejdsmarkedet for de første 10-12 årgange af børn af efterkommere med ikke-vestlig baggrund. En del af tallene har imidlertid tidligere været offentliggjort af bl.a. Danmarks Statistik.

Et sådant øjebliksbillede gør det muligt at sammenligne indvandrere, efterkommere og børn af efterkommere med børn og unge med dansk baggrund på samme alderstrin.

Betragtningen er særlig relevant i forhold til den traditionelle målsætning om »fuld integration«. Hvad enten det drejer sig om beskæftigelse, uddannelse, bidrag til de offentlige finanser eller kriminalitet, defineres fuld integration typisk som opnået, hvis indvandrerne ligger på samme gennemsnitlige niveau som danskere, når der ikke korrigeres for forskelle i økonomiske og sociale levevilkår.

Øjebliksbilledet viser med andre ord, hvor langt der er til fuld integration.

Ambitionen om fuld integration kan begrundes med udgangspunkt i, at indvandrerne grundlæggende ikke adskiller sig fra den øvrige befolkning. Når de i gennemsnit klarer sig dårligere, skyldes det i stedet manglende muligheder, såsom uddannelse, i de lande, de er vokset op i. Såfremt integrationsproblemet for 1. generation overvejende skyldes manglende muligheder i de lande, indvandrerne kommer fra, burde det være muligt med den rette integrationsindsats, de rigere muligheder, der findes i Danmark samt passende tålmodighed, at opnå fuld integration med hensyn til f.eks. uddannelse og beskæftigelse, også for indvandrere fra mindre velstående lande.

Men hvis afstanden mellem indvandrernes sociale og økonomiske udgangspunkt og det danske gennemsnit er stor, kan man ikke forvente at lukke forskelle i f.eks. uddannelses-og beskæftigelsesstatus til indfødte danskere i løbet af blot én generation. Jo større afstanden er, jo længere tid og jo flere generationer vil det kræve at opnå fuld integration. Men udfordringen for de efterfølgende generationer er stor, fordi det kræver, at de ikke blot klarer sig bedre end deres forældre, men også bedre end sammenlignelige danskere. Hvis ikke de efterfølgende generationer klarer sig væsentligt bedre end danskere, hvis forældre kommer fra samme socioøkonomiske baggrund, vil der gå meget lang tid før målet om fuld integration er nået, og så kan samfundet risikere at gro fast i en etnisk opdeling med danskere og vestlige indvandre i midten og toppen, og indvandrere fra fattige lande i midten og bunden.

En mindre ambitiøs målsætning end fuld integration er, at vellykket integration blot fordrer, at f.eks. efterkommere klarer sig lige så godt som sammenlignelige danskere, og ikke som danskere i gennemsnit. Den målsætning kan godt være opfyldt generation efter generation samtidig med, at et sådant etnisk opdelt samfund cementeres.

Det er et valg, hvilken målsætning man vil tage udgangspunkt i, og man kan godt løbende holde øje med flere målsætninger.

Den sociale arv

Fuld integration er et ambitiøst mål, men der er ikke desto mindre mange eksempler på, at efterkommere i højere grad end danskere bryder den sociale arv. Det blev vist tilbage i 00erne af RockwoolFonden, og senere har KRAKA og AE-rådet vist, at en større og større andel af de unge ikke-vestlige efterkommere fra lavindkomstfamilier går i gymnasiet, og at en større andel af de unge med ufaglærte forældre er i gang med, eller har fuldført, en videregående uddannelse end danske unge med samme familiebaggrund.

Der er således bevægelser i gang i retning af øget integration.

Ministeriernes rapport præsenterer ikke den slags analyser vedrørende børn af efterkommere, men den indeholder tal om unge med tyrkisk og pakistansk baggrund, der peger delvis i samme retning.

Analyser, som inddrager oprindelsesland og socioøkonomiske forhold i hjemmet, er vigtige at foretage - både for at forstå de forskelle, som de simple sammenligninger, der optræder i ministeriernes rapport, viser, og for at kunne udvikle indsatser, der mere præcist kompenserer for de forskelle i forudsætninger, som indvandrerbefolkningen har i forhold til gennemsnittet. Integrationsind sats drejer sig i sin grundsubstans om at kompensere for forskelle i muligheder.

Det er imidlertid den overordnede forskel mellem gruppernes præstationer, der fortæller, hvor langt vi er kommet i retning af fuld integration. Derfor er det relevant at sammenligne efterkommere og (evt. også) børn af efterkommere med børn af dansk oprindelse generelt - ikke med børn af danskere med samme socioøkonomiske baggrund - så længe målet er fuld integration, eller blot at vi bevæger os i den retning.

Den sammenligning fortæller, hvilken opgave integrationsindsatsen står over for i forhold til fuld integration.

Unge mødre

De første børn af efterkommere med ikke-vestlig baggrund begynder så småt at melde sig på arbejdsmarkedet, på uddannelsesstederne og i skolerne, og vi har tal for, hvor godt de første 10-12 fødselsårgange klarer sig. De yngste, vi har tal for, er otte-ni år, mens de ældste er i 20erne. Samlet har vi tal for mere end 7.000 børn af ikke-vestlige efterkommere i 3. generation.

Kun få er i dag omkring de 20 år eller ældre, og deres mødre var meget unge, da de fik dem i årene omkring 1995, hvor førstegangsfødende var omkring 21 år. Børn af yngre mødre klarer sig typisk dårligere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, og det er derfor ikke særligt overraskende, at en relativt stor andel af de 16-24-årige set under ét, hverken er i arbejde eller under uddannelse. Andelen er godt 50 pct. større end andelen blandt jævnaldrende danskere.

Fra 1995 og de følgende 12 år skete der en markant ændring i denne gruppe af efterkommere, der får børn. Omkring 2007 var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende steget til omkring 25 år, og tre gange så mange mødre havde en kompetencegivende uddannelse. Deres børn går nu i grundskolen, og vi kan via de nationale test i 2. og 3. klasse følge, hvordan det går. Den officielle målsætning for de nationale test er, at mindst 80 pct. af børnene skal levere en »god præstation«. Blandt børn med dansk baggrund opfylder 78 pct. dette mål i dansk såvel som matematik. Blandt 3. generationsindvandrere med ikke-vestlig baggrund er der tale om 60 pct. i dansk og 56 pct. i matematik. Andelen blandt børn af efterkommere, der ikke lever op til den officielle målsætning, er altså omkring dobbelt så stor som blandt børn med dansk oprindelse. Det samme gælder for efterkommere med ikke-vestlig baggrund.

Den udfordring, som de nationale test viser, bliver ikke mindre af, at vi deler den op og kun sammenligner børn med samme baggrund. Men dette vil give en bedre forståelse af, hvordan vi løser udfordringen.

Det helt overordnede billede af integrationen af disse første 10-12 årgange af børn af efterkommere er, at integrationsudfordringen, som skal løftes af skole og uddannelsessystemet, fortsat er massiv. Mødrene er blevet markant bedre uddannet over disse 10-12 fødselsårgange, og de har halet noget ind på de danske mødre, så måske har den udfordring, som de nationale test i 2. og 3. klasse viser, været endnu større for de tidligere årgange - og er nu ved at blive mindre. Der er ikke nationale test i rapporten for de første årgange af børn af efterkommere, men kun resultater fra 9. klasse.

Billedet her tyder dog ikke umiddelbart på, at udfordringen har været meget anderledes tidligere, hvor mødrene var dårligt uddannet og formentlig også yngre.

Bedst mulige indsats

Der er en række gode grunde til, at billedet ser ud, som det gør - sammenligningsgrupperne ændrer sig løbende, hvilket de også vil gøre fremover. Det er imidlertid alt sammen forhold, det ikke er lykkedes at kompensere for, og det bør bekymre. Der er derfor al mulig grund til både at dykke længere ned i tallene og få kortlagt, hvad der ligger bag, og at evaluere vores systemer og indsatser. Alt sammen med henblik på at yde den bedst mulige indsats - en indsats, som netop skal kompensere for de indvandrerrelaterede forskelle: de sociale, de økonomiske og de traditionsmæssige kulturelle forskelle.

Rapporten om børn af efterkommere har fulgt Danmarks Statistiks definition af børn af efterkommere (3. generation), der bruger samme princip som for efterkommere (2. generation). Nemlig den, at kun børn af indvandrere og efterkommere medtages, mens børn med en forælder af dansk oprindelse udelades. Det vides ikke, hvordan dette påvirker sammenligningen mellem 2. og 3. generation, men man må forvente, at dette stiller disse to generationer dårligere i en sammenligning med danske unge. Hvilken definition, man skal bruge, afhænger af hvilken gruppe, man har en målsætning om fuld integration for. Men uanset dette vil det være relevant at regne på begge definitioner.

Analysen fra ministerierne viser på simpel vis, at vi stadig har et godt stykke vej til »fuld integration«. Den fortæller ikke noget om, hvorvidt integrationsindsatsen virker eller ej, endsige hvordan denne bør indrettes.