Retten til familie
Udgivelsens forfattere:
- Anne-Dorthe Hestbæk
- Anette Faye Jacobsen
Børn, unge og familie
Børn, unge og familie

I september 2019 blev Norge dømt ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg i en højst spektakulær sag. En tvangsbortadoption krænkede en mors ret til familieliv, mente Menneskeretsdomstolen.
Kort genfortalt drejede sagen sig om en mor, hvis søn var blevet anbragt hos en plejefamilie, da han var tre uger gammel. Moren var igennem flere psykologiske forløb og undersøgelser, som konkluderede, at hun ikke kunne se ud over sine egne behov og ikke magtede at give drengen den mest basale omsorg. Hos plejeforældrene udviklede drengen sig fint de næste år. Moren havde samvær med sin søn seks gange om året a to timer, senere nedsat til fire gange årligt, men samværet var ofte præget af konflikter mellem moren, kommunens repræsentant og plejemoren, som også var til stede. Drengen virkede urolig og stresset under og efter samværet. Da han fyldte tre år, indstillede kommunen, at han skulle bortadopteres til plejeforældrene, eller alternativt at samværet skulle stoppes fuldstændig. Adoptionen blev endeligt stadfæstet af Norges Højesteret.
Den efterfølgende proces ved Menneskeretsdomstolen har været uhyre grundig, men dommerne var langtfra enige. Et mindretal med blandt andet den danske dommer mente ikke, at Norge havde krænket retten til familieliv, men havde prioriteret barnets bedste over for en mor, som slet ikke magtede sin opgave. Flertallet af dommerne konkluderede derimod, at de norske myndigheder aldrig seriøst havde arbejdet på, at drengen skulle hjemgives til sin mor. Og med beslutningen om at lade ham bortadoptere havde de alene fokuseret på barnets tarv i stedet for at prøve at kombinere hensyn til både barnet og moren.
Dommen peger på flere problemstillinger, som vi også tumler med i Danmark: Hvordan vægter vi rettigheder mellem barn og forældre i familier med alvorlige udfordringer? Hertil kommer spørgsmålet om, hvordan vi bedst sikrer retten til familieliv, når et barn ikke kan bo sammen med sine forældre? Tendensen i dansk sociallovgivning i de seneste 10-15 år har været en styrkelse af barnets perspektiv og en sikring af barnets selvstændige rettigheder, når en kommune har skullet støtte en familie med svære problemer.
Det er i høj grad FNs Børnekonvention, der har været trædesten for denne udvikling. De styrkede rettigheder til børn har også betydet mere begrænsede rettigheder til forældre. Der er ikke længere nogen selvfølgelighed eller »naturlighed« i forældres ret til deres børn.
Støtte til et barn i en udsat position skal ikke som tidligere - det vil sige før år 2000 - tilstræbe, at barnet kan blive i hjemmet. Det vigtigste princip for enhver foranstaltning over for et barn er, at den skal være til barnets bedste.
Denne tendens vil formentlig fortsætte.
Socialminister Astrid Kragh har udtalt til pressen, at hun er bekymret for, at for mange børn anbringes for sent, og at reglerne ikke altid er gode nok til at beskytte barnet. Folketinget er da også for tiden på vej med endnu en lovændring.
Lovforslaget »Ro og stabilitet for udsatte børn og unge« skal blandt andet begrænse forældres ret til at få realitetsbehandlet en anmodning om hjemgivelse af deres tvangsanbragte barn, »hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge«. Folketinget skal nu i gang med at præcisere, hvilke ændringer hos forældrene som kan begrunde, at kommunen skal realitetsbehandle en mulig hjemgivelse.
Netop ændringer i morens forhold var en vigtig faktor i Menneskeretsdomstolens kritik af de norske myndigheder. De havde ikke lagt vægt på, at moren havde fået et barn mere, som hun var vurderet til at kunne passe - dog med støtte fra en familiekonsulent. De norske myndigheder mente imidlertid, at den fjernede dreng var særligt sårbar i sammenligning med morens yngre barn.
Men det er ikke kun morens forældreevner, der har være vigtige i den norske sag. Drengens forhold til plejeforældrene har også i sig selv spillet en rolle. Barnevernloven i Norge (§ 4-21) siger, at et barn kan hjemgives »når det er overveiende sannsynlig at foreldrene kan gi barnet forsvarlig omsorg. Avgjørelsen skal likevel ikke oppheves dersom barnet har fått slik tilknytning til mennesker og miljø der det er, at det etter en samlet vurdering kan føre til alvorlige problemer for barnet om det blir flyttet«. Her kritiserede en række af dommerne ved Menneskeretsdomstolen, at alene det, at en anbringelse er af længere varighed, kan gøre det usandsynligt, at forældre nogensinde vil få deres barn igen, fordi tilknytningen til plejefamilien i sig selv kan være et argument for at fastholde anbringelsen.
I Danmark har vi også som en del af Barnets Reform i 2011 gjort det muligt at videreføre en anbringelse begrundet i, at barnet er blevet knyttet tæt til plejefamilien, og at det vil være af stor negativ betydning for barnet at flytte fra plejefamilien. Det er ikke en regel, der bruges meget. En undersøgelse foretaget af VIVE peger blandt andet på, at mange sagsbehandlere føler sig sat i et meget svært dilemma mellem forældrenes ønsker og barnets tarv. Forældres retssikkerhed og retten til familieliv har også været i fokus i de seneste reforminitiativer, og det indgår også i det aktuelle lovforslag »Ro og stabilitet for udsatte børn og unge«. Forskningen kan ret entydigt konstatere, at forældre er emotionelt vigtige for deres børn, også selvom de ikke har tilstrækkelig forældreevne. Vores egne undersøgelser tyder desuden på, at mange kommuner kan gøre langt mere for at fastholde og understøtte forældres relationer til deres anbragte børn.
Herigennem kan der hos nogle forældre udvikles ressourcer, som kan være en styrke for barnet på længere sigt - også selvom barnet forbliver anbragt. Vi ved samtidig, at næsten alle anbragte føler sig elsket af deres forældre, og forældre vil ofte opleves som en basal del af ens rødder og identitet. En del tidligere anbragte vender tilbage til familien senere i livet, for eksempel når de ikke længere er anbragt. Med bedre støtte til anbragte børns forældre kan man arbejde på at reducere modsætningen mellem hensynet til barnets tarv og respekten for retten til familieliv - både set fra barnets og fra forældrenes perspektiv.
Dommen mod Norge efterlader dog alligevel et åbent spørgsmål om, hvad det er for en form for familieliv, der beskyttes af menneskeretten.
Børn i langvarig familiepleje og børn, der indstilles til adoption, har ofte et familieliv, der ikke kan rummes i den gængse forståelse af familien. Den er først og fremmest møntet på den biologiske familie. Nyere tilknytningsteori viser imidlertid, at det er kvaliteten af relationen, ikke biologien, der er afgørende.
Den norske højesteret afsagde en dom i 2007, der fastslog, at bortadoption burde prioriteres frem for langvarig pleje, fordi plejeforældrene ikke betragtes som virkelige forældre af samfundet, men derimod som en slags kontraktansatte, som kommunen har bestemmelsen over. Det var en del af argumentationen for, at drengen blev indstillet til bortadoption i sagen, som endte ved Menneskeretsdomstolen.
Denne side af retten til familieliv hos plejeforældre og plejebørn i langvarige plejeforhold mangler vi at få undersøgt og reflekteret grundigere over herhjemme. Det bliver stadigt mere påtrængende, i og med at regeringen ønsker tidligere og længerevarende plejeanbringelser og at lette adgang til bortadoption. Måske skal vi tænke i mere mangfoldige familieformer her, ligesom det er udviklet på andre områder som for eksempel den retlige beskyttelse af homoseksuelle ægteskaber og forældreskaber. Og måske skal plejefamilier nyde menneskeretlig beskyttelse, når de i længere tid har været barnets vigtigste familierelationer? Denne beskyttelse vil i sig selv kunne styrke barnets tilknytning til plejeforældrene. Og med menneskeretlig beskyttelse af retten til (pleje-) familieliv vil der ikke i samme grad være behov for at indstille et barn til tvangsbortadoption. Dette skridt er et så voldsomt og definitivt indgreb i både forældres og børns ret til familieliv, at det kræver den største omhu og forsigtighed, før det tages. En systematisk udvikling af forskellige former for »åben adoption« kan dog måske også være en af vejene frem.
Det vil være vigtigt at udvikle retten til familieliv i mere fleksible og inkluderende former, der medtænker både barnet, de biologiske forældre samt pleje-og adoptivforældre, og som samtidig fastholder, at det er barnets tarv, der skal være den afgørende sigtelinje.
Udgivelsens forfattere
- Anne-Dorthe HestbækAnette Faye Jacobsen
Om denne udgivelse
Publiceret i
Weekendavisen