Sundhedsreformen savner en langsigtet plan for de reelle udfordringer

Regeringens udspil til en sundhedsreform sætter et stærkt fokus på, at langt mere behandling skal foregå uden for sygehusene. De fleste er grundlæggende enige om, at det ikke er bæredygtigt at fortsætte centraliseringen af ressourceforbruget omkring sygehusene, og at man bliver nødt til at løse vores sundhedsudfordringer på nye måder.

Om regeringens sundhedsudspil skaber bedre balance mellem det nære og det mere specialiserede sundhedsvæsen, kan man mene meget om. Men det er bemærkelsesværdigt, at sundhedsudspillet ikke forholder sig mere til årsagerne til, hvorfor vi har så mange indlæggelser og besøg i ambulatorierne, som vi har i dag.

Den seneste strukturreform flyttede ansvaret for den primære forebyggelse til kommunerne, og ret skal være ret: tidligere blev opgaven ikke taget alvorligt i sundhedssystemet. Men det er heller ikke en opgave, som kommunerne har formået at løfte.

Når de sygehusansatte er ved at segne under arbejdsbyrden, skyldes det primært, at der kommer flere ældre, og sekundært at den danske livsstil med tobak, alkohol og overvægt skaber rigtig mange livsstilssygdomme. På kort sigt er den eneste løsningsmodel, at vi må håndtere behandlingsopgaven på en måde, så ressourcerne og behovet hænger bedre sammen. Men på lidt længere sigt er løsningen samtidig at undgå, at så mange bliver syge.

Markante forskelle på by og land

En grundlæggende ændring af forebyggelsesindsatsen vil både kræve, at kommunerne angriber opgaven med langt større grad af systematik og konsekvens, og at Folketinget støtter op med strukturelle tiltag som f.eks. større afgifter på tobak og regulering af tobakssalget. Men dette står der ikke meget om i regeringens sundhedsudspil. Her satser man i stedet på, at man – med flere ressourcer til almen praksis – vil kunne overkomme den stigende arbejdsbyrde.

Sundhedsfællesskaberne kan eventuelt vælge at koordinere deres forebyggelsesindsatser, men der er ingen bindende aftaler om det, ligesom der heller ikke er afsat flere ressourcer til f.eks. bedre kvalitetssikring af forebyggelsesområdet.

Allerede i dag er der markante forskelle mellem Lolland, Falster, Thisted og Bornholm og Aarhus, Aalborg og København. Og forskellene vil næppe blive mindre fremover. Forskellene viser sig både ved, at befolkningerne i de nævnte områder er markant mere syge, og at det her er særligt vanskeligt at rekruttere lægelig arbejdskraft.

Forebyggelse er nødvendigt for at komme i mål

Sundhedsplanen vil sikre, at der uddannes flere læger, men den indeholder ikke særlige incitamenter til at søge beskæftigelsen i landets yderområder. De små klynger vil også fortsat være udfordret af, at der vil være langt færre ressourcer til at arbejde systematisk med bl.a. forebyggelse og livsstilsomlægning.

Det havde været kærkommet, hvis regeringen med sundhedsplanen i højere grad havde taget et medansvar for de geografiske uligheder, der er i vores sundhedstilstand på tværs af landet.

Ulighederne skyldes i høj grad forskelle i livsstil og sociale faktorer, så den langsigtede bæredygtige løsning er altså ikke bare at forsøge at flytte så meget af aktiviteten ud af sygehusvæsenet som muligt. En ændret tilgang til forebyggelse er nødvendig for at komme bedre i mål på længere sigt, men det spejder man desværre forgæves efter – også i dette sundhedsudspil.