Sundhedsvæsenet skal have øje for familiens betydning, når vaner skal ændres

Lav uddannelse og lav indkomst giver ringe livsmuligheder, og faktorer som genetik, arbejdsmiljø, udsatte boligområder, forurening, arbejdsløshed og fattigdom er alle medvirkende til at give ringere livsvilkår.

De dårlige livsvilkår smitter af helbredet, og livsstilssygdomme som KOL, hjertesygdom og type 2-diabetes rammer socialt skævt – godt hjulpet på vej af forskelle i kost-, tobaks-, alkohol- og motionsvaner.

Hvad kan sundhedsvæsenet gøre ved det?

Sundhedsvæsenet ser folk, når de bliver syge og har brug for behandling og hjælp til at håndtere deres sygdom.

Læger og sygeplejersker kan ikke rette op på skolegang og arbejdsløshed, men kan hjælpe den enkelte med behandling og vejledning om en livsstil, der giver det bedste helbred.

De har fokus på den enkelte patient og på det problem, som skal behandles. Der opstilles behandlingsmål, ordineres medicin, afsættes tid til opfølgning og opfordres til at leve sundt – tab dig, spis mere grønt, hold op med at ryge, drik færre øller og dyrk mere motion!

Der er en tendens til at gøre livsstil til et individuelt problem: Din uhensigtsmæssige adfærd er både en medvirkende årsag til dit dårlige helbred og det, der står i vejen for, at du får det bedre.

Andre bekymringer fylder

Der er flere udfordringer i denne tilgang.

Dels tager den ikke hensyn til de mange risikofaktorer, der spiller ind på folks helbred, og som er uden for individets kontrol.

Dels har den ikke øje for, at mennesker, som lever med andre vanskeligheder og bekymringer i deres liv end deres sygdom, kan have svært ved at finde ressourcerne til egenomsorg og livsstilsomlægning. Og endelig overser den, at adfærd også formes og vedligeholdes i den sociale kontekst, man vokser op i og lever i. 

En litteraturgennemgang om sårbarhed i forhold til diabetes, som VIVE har lavet for Steno Diabetes Center Sjælland, peger på, at sårbare og socialt udsatte bruger sundhedsvæsenet mindre og har dårligere forudsætninger for at gennemføre et behandlingsforløb, fordi de ikke føler sig set og mødt på deres egne præmisser.

Nogle diabetespatienter føler sig stigmatiseret i mødet med sundhedspersonalet og tøver med at gå til læge, fordi de ikke har efterlevet livsstilsrådene og er bange for at blive irettesat.

Relationer påvirker behandling

Litteraturgennemgangen viser også, at ens sociale netværk både kan forstærke og afbøde sårbarhed i forhold til diabetes.

Familie og venner, som engagerer sig i behandlingsforløb og egenomsorg og støtter op om en sundere livsstil, er afgørende for, om man lykkes med at tilegne sig nye gode vaner.

Omvendt kan det være meget svært at finde motivation og kræfter til at motionere og ændre på kosten, hvis der ikke er opbakning og måske ligefrem modvilje, eller hvis det strider mod normer for det gode samvær.

Ligeledes kan et godt og stærkt netværk kompensere, hvis man har svært ved at orientere sig i informationsmaterialer og navigere i behandlingssystemet, mens der ikke er megen hjælp at hente, hvis ens familie også mangler sundhedskompetence.

Inddrag familien

Der er ingen nemme løsninger på disse udfordringer.

Der skal indsatser til, som styrker interaktionen mellem den enkelte patient og de sundhedsprofessionelle.

Men der skal også skabes en øget forståelse for, at man som patient kan have svært ved at følge sin behandling og vælge en ny livsstil til, hvis der er andre store livsudfordringer på spil.

De sundhedsprofessionelle skal vide og tage alvorligt, at for eksempel egenomsorg, rygestop og nye kostvaner sker i en social kontekst, og måske inddrage familien mere. Det vil give de bedste vilkår for et godt behandlingsforløb.

Sundhedsvæsenet kan og skal ikke løse alle problemer, men de sundhedsprofessionelle kan medvirke til, at alle patienter føler sig set og anerkendt, og at behandling og vejledning faktisk bliver tilpasset den enkeltes forudsætninger.

Dermed kan de flotte ord om brugerinddragelse og individuelt tilpasset behandling også realiseres og gøre en forskel.