Udfordringerne på sundhedsområdet går i arv

Forhandlingerne om kommunernes økonomi står for døren, og fra alle sider er forventningerne til den nye regering tårnhøje. Blandt de mest fremtrædende ønsker er en ekstra årlig milliard til folkeskolen, minimumsnormeringer i daginstitutionerne og to pct. vækst i sundhedsudgifterne. Over for det står et økonomisk råderum, som på ingen måder er stort nok til at imødekomme disse ønsker.

På sundhedsområdet gik Socialdemokratiet til valg på at tilføre 53 mia. kr. mere til det samlede sundhedsvæsen i perioden 2019 til 2025. Selv om det lyder af afsindigt mange penge, så er det kun en vækst på cirka en pct. Det rækker omtrent til at dække meromkostningerne ved den befolkningsmæssige udvikling, men ikke til at dække væksten i omkostningerne til f.eks. ny medicin.

Den nye regering har således ikke væsentligt flere penge at drive sundhedsvæsen for, end den tidligere regering havde. Spørgsmålet er også, om den ønskede vækst på to pct. vil kunne absorberes meningsfuldt i bevillingerne til sundhedsvæsnet. Vi har flere steder allerede vanskeligt ved at rekruttere pleje- og omsorgspersonale (og folkeskolelærere og pædagoger for den sags skyld…).

En vækst på to pct. ville formodentlig bare blive konverteret til løninflation. Selv om det på nogle områder måske kunne have en vis berettigelse, så bliver der jo ikke mindre travlt eller løst flere opgaver af, at man får en lidt højere løn.

Ny regering arver gamle udfordringer

Socialdemokratiets sundhedsplan har ikke været særlig debatteret. Det kan også være vanskeligt, da planen på mange områder mest har karakter af et visionsoplæg. Men den nye regering arver den gamle regerings udfordringer på sundhedsområdet.

Renser man nedlæggelsen af regionerne ud af den tidligere regerings forslag til en sundhedsplan, så vil mange af de mere konkrete elementer i planen formodentlig overleve. Det gælder f.eks. flere krav fra Sundhedsstyrelsen til kommunerne, og det gælder flytningen af store dele af den ambulante aktivitet fra de eksisterende sygehuse til det, som den tidligere regering kaldte sundhedshuse, men som socialdemokraterne kalder nærhospitaler.

Da Socialdemokratiet lancerede sin plan, skulle nærhospitalerne foretage mindre operationer. Som valgkampen skred frem, blev operationer imidlertid konverteret til eksempelvis scanninger, og da man næppe tænker på PET-CT scanninger, så bliver der måske tale om ultralydsscanninger? Altså næppe den store forskel her heller.

Bred enighed om indretningen

Selvom meget er givet på forhånd, vil man på nogle områder formodentlig godt kunne se en forskel ud over det rent strukturelle.

Den sociale ulighed vil fylde mere og den geografiske ulighed nok lidt mindre, ligesom de yngre læger sikkert skal indstille sig på et lidt længere ophold i almen praksis. Men der er ikke den store uenighed mellem de to regeringsblokke om den grundlæggende indretning af sundhedsvæsenet.

Styringen af vores sundhedsvæsen er langt hen ad vejen givet af de økonomiske og demografiske forhold. Derfor skal man næppe sætte næsen op efter, at de kommende økonomiforhandlinger viser helt andre takter, end vi er vant til.