Udkantsdanmark i 2024: Færre borgere og mindre velfærd

Danmark er en del af en global ’megatrend’ af urbanisering, hvor borgerne lægger livet i yderområderne bag sig og i stigende grad søger mod de store bysamfund. De flytter efter arbejdspladser, uddannelsesmuligheder og vækst.

Udviklingen er accelereret i det seneste årti og urbaniseringsbølgen forandrer nu det kommunale danmarkskort som aldrig før.

Bornholm er et godt eksempel: Befolkningstallet på Bornholm toppede midt i 60’erne med 48.600 indbyggere. Siden er det dalet, og i år forventes indbyggertallet at komme under 40.000.

De seneste ti år er næsten 8 procent af øens beboere flyttet væk, og i følge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivninger vil befolkningstallet på Bornholm falde med yderligere 10 procent de næste ti år. Det er især de unge, der flytter væk. De flytter til de større byer for at få en videregående uddannelse eller et job, og de vender sjældent hjem til fødeegnen bagefter.

Fortsætter udviklingen vil hver sjette beboer på Bornholm om 10 år være over 75 år.

I nær fremtid vil der altså være langt flere bornholmere end i dag, der har behov for offentlige velfærdsydelser – og langt færre i den erhvervsaktive alder til at betale skat, som kan finansiere velfærden.

Det er en udvikling, som Bornholm har til fælles med en række andre yderkommuner som fx Lolland, Lemvig, Frederikshavn, Tønder, Assens og Kalundborg.

Lavere serviceniveau i udkanten

Selv om de ældre både vil være sundere end i dag og have større indkomster og pensionsopsparinger, vil udviklingen sætte udkantskommunernes i forvejen anstrengte økonomi under pres. 

Beregninger viser, at skatteindtægterne fra danskernes pensionsudbetalinger om 30-40 år på landsplan vil kunne dække de ekstra offentlige udgifter til pleje og sundhed som kommer, når befolkningen bliver ældre.

Men det gælder ikke i udkantskommunerne. For det er ikke pensionisterne i udkantskommunerne, der har de største pensionsopsparinger.

Og selv om en del af forskellene mellem borgernes indkomster og behov udlignes via kommunernes udligningsordning, vil det være meget vanskeligt for udkantskommunerne at levere en service, der kan matche den service, som de store bykommuner kan tilbyde deres borgere.

Det betyder, at udkantsborgeren vil få større afstand til lægen, sygehuset, skolen og daginstitutionen. Der vil være endnu færre uddannelsesinstitutioner at vælge imellem, end der er i dag - og mange steder må man kigge langt efter offentlig transport.

Udkantskommunerne kan have et begrundet håb om, at fornyet økonomisk vækst kan smitte af på dem og være med til skære toppen af urbaniseringsbølgen. Men alt tyder på, at bølgen vil fortsætte, og at det vil kræve en ekstraordinær lokal indsats at neddrosle den.

Kommuner skal lave strategier

Den lokale økonomi og befolkningsudvikling er styret af mange ting, som kommunen ikke er herre over.

Virksomheder placerer sig typisk dér, hvor der er veluddannet arbejdskraft og god infrastruktur. Og de skeler også til markeders, leverandørers og konkurrenters lokalisering.

For borgernes flyttemønstre har det også betydning, hvor uddannelsesinstitutionerne ligger og hvilke uddannelser, der tilbydes. Alt sammen faktorer, som er styret af andre end kommunen selv.

Men kommunen har også selv en vigtig rolle at spille i den lokale udvikling. Hvis en udkantskommune skal have succes med at dæmpe urbaniseringen, kræver det en sammenhængende strategi, som omfatter erhvervs-, bosætnings- og uddannelsespolitik, og som er forankret i en målrettet brug af lokal viden og lokale kræfter.

Hvor det geografisk er muligt, kan en sådan sammenhængende strategi styrkes ved, at den enkelte kommune tænker ud over kommunegrænsen og indgår samarbejde med nabokommunerne i regionen.

Den enkelte kommunes indsats er vigtig – men det er lige så vigtigt at have en bredere og mere regionalt baseret indsats, hvis man skal lykkes med at tiltrække virksomheder, borgere og uddannelsespladser.