Vælgersmæk. Trængte partier får svært EP-valg

At partier til Europa-Parlamentsvalg bliver påvirket af, hvordan det går for dem nationalt, er måske ikke nogen overraskelse. Nogle temaer er overlappende mellem de to valgtyper, og vælgerne ønsker ofte at straffe eller belønne partierne for deres adfærd i Folketinget.

Men effekten af landspolitik er større, end man skulle tro.

Landspolitik slår igennem

Ser man på tværs af alle valg siden de første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979, slår den landspolitiske tendens igennem med i gennemsnit halv kraft: Hvis et parti i de landspolitiske meningsmålinger eksempelvis står til at gå 10 procentpoint frem i forhold til partiets nationale tilslutning omkring det seneste Europa-Parlamentsvalg, kan vi forvente, at det vil gå 5 procentpoint frem ved et kommende EP-valg.

Effekten kan illustreres af de radikale, som mellem valgene i 2004 og 2009 nationalt gik 4 procentpoint tilbage i meningsmålingerne. Dette resulterede i en tilbagegang til Europa-Parlamentsvalget i 2009 på lidt over 2 procentpoint.

Tilsvarende kan det nævnes, at det parti, der i perioden havde øget sin nationale tilslutning mest, SF, gik kraftigt frem ved valget i 2009.

Spidskandidaternes styrke

Trods den landspolitiske effekts store betydning står den ikke alene med at forklare, hvordan partierne klarer sig til Europa-Parlamentsvalg. En lige så vigtig faktor er spidskandidaternes styrke.

Betydningen af denne faktor kan nok bedst illustreres ved 2004-valget, hvor Poul Nyrup Rasmussen med over 400.000 personlige stemmer fordoblede sit partis opbakning, på trods af at partiet landspolitisk kun stod lidt bedre i forhold til 1999-valget.

Et andet markant eksempel er, at de konservative i 1994 fik hele 17,7 procent af stemmerne med Poul Schlüter som spidskandidat mod 13,3 procent i 1989, selvom partiet i samme periode var gået svagt tilbage i meningsmålingerne.

Kan stemme på samme kandidater

At personfaktoren er vigtig til Europa-Parlamentsvalg, hænger sammen med valgsystemet. Ved folketingsvalg kan vælgeren kun stemme på sin foretrukne kandidat, hvis vælgeren bor i den af de 10 storkredse, hvor folketingskandidaten er opstillet.

Ved EP-valg fungerer hele Danmark som én storkreds. Det betyder, at alle kan stemme på de samme kandidater, og en stærk spidskandidat kan således trække stemmer fra hele landet.

At alle kan stemme på de samme kandidater, gør naturligvis også, at de absolutte personlige stemmetal er langt højere til EPvalg end til folketingsvalg.

Faktisk fik spidskandidaterne for alle partier med mindst et mandat over 100.000 personlige stemmer ved det seneste EP-valg, mens topscoreren ved folketingsvalget i 2011, Lars Løkke Rasmussen, til sammenligning ' kun' fik 56.285 personlige stemmer.

De radikales Sofie Carsten Nielsen opnåede ikke indvalg i 2009 trods 56.104 personlige stemmer.

Svært valg for SF

Hvad betyder disse resultater så for det kommende EP-valg?

Det er vigtigt at understrege, at faktorernes betydning kan variere fra valg til valg. Hvis det kommende EP-valg som følge af den aktuelle diskussion om velfærdsturisme og patentdomstolsafstemningen bliver meget præget af en diskussion om mere eller mindre europæisk integration, kan den landspolitiske effekt måske blive mindre, end man plejer at se.

Men ser man på de nationale meningsmålingsresultater i tabellen, venter der sig alt andet lige et særdeles svært valg for SF, hvis størrelse p. t. kun er ca. en fjerdedel af, hvad partiet stod til i juni 2009.

Svært bliver det også for Socialdemokratiet og de konservative, der er gået hhv. 6,7 og 6,3 procentpoint tilbage landspolitisk siden sidste EP-valg.

Dansk Folkeparti i fremgang

Der er en række forhold, der taler for et godt valg til Dansk Folkeparti, der ved valget i 2009 for første gang fik større stemmeandel til EP-valget i forhold til det foregående folketingsvalg.

Partiet er gået kraftigt frem nationalt siden sidste valg, har topscoreren i personlige stemmer fra sidste valg som spidskandidat, og det nuværende fokus på velfærdsturisme ligger alt andet lige godt til partiet. Et interessant parti at følge er Folkebevægelsen mod EU.

Partiet har fordel hhv. af, at venstrefløjsskeptikerne i Enhedslisten er gået kraftigt frem siden sidste valg, og af det mulige fokus på EU-integration i valgkampen.

Omvendt har nej-bevægelserne været på tilbagetog ved de seneste valg, og partiet stiller med en spidskandidat, som ved sidste valg kun fik 3.329 stemmer.

Store ændringer i opbakning

En sidste interessant observation er, at ændringerne i partiernes nationale opbakning siden sidste valg er væsentlig større, end de plejer at være - faktisk skal vi helt tilbage til 1984-valget for at finde ændringer af samme størrelse.

Det øger potentialet for et opbrud i de nationale partiers støtte.